Rundrejse i Jordan og Israel

Historien, menneskerne og trådene til Danmark
Jordan - Det Døde HavIsrael - Jerusalem - Getsemane HaveJordan - Wadi Rum

Rundrejse i Jordan og Israel

Historien, menneskerne og trådene til Danmark

Dette er en rejse til to lande med en ældgammel historie, hvor stormagter fra Mellemøsten, Persien og Europa på skift hver har sat deres præg. Det er samtidig lande, der har betydning for Janus Bakrawis egen historie, da hans familie stammer herfra, og store dele af den stadig bor her. Og det er et område, der trækker spor til det helt aktuelle begivenheder, da man finder mange syriske flygtninge her.


På denne rejse skal vi dykke ned i både historien, det nære og det aktuelle. Vi skal opleve de største af de fantastiske seværdigheder, som Jordan og Israel har at byde på, bl.a. Petra, Wadi Rum, Det Døde Hav og Jerusalem. Vi skal også møde Janus Bakrawis familie, høre om deres liv og se hvordan helt almindelige mennesker bor i denne del af verden. Og vi skal tale med nogle af de flygtninge, der bor i lejre i Jordan og drømmer om at tage den rejse, Janus’ forældre tog, da de tog til Danmark. Rejsen er på mange måder et møde med en kultur, der over de seneste generationer på grund af familier som Janus’ også er blevet en del af den danske.


Dagsprogram:

Dag 1 - Ankomst til Jordan

Vi flyver fra København midt på eftermiddagen og ankommer efter en mellemlanding til Jordans hovedstad, Amman, omkring midnat. Vi begiver os straks til hotellet, hvor vi skal bo de næste 4 nætter, så pak ordentligt ud og gør jer godt til rette.


Amman kan spores tilbage før år 3000 f. Kr., men det moderne Amman er faktisk kun lidt over 100 år gammel. Byen var delvist i ruiner og forladt i middelalderen og tiden derefter. Amman er rig på historier fra det gamle testamente. Byen blev grundlagt af Ammonitterne, under navnet Rabba. Den blev erobret af Kong David og siden af Assyrien. Under den græsk-romerske tid, gik den under navnet Philadelfos. I år 635 kom byen under arabisk herredømme. Det er en by med en lang historie, vi skal på oplevelse i de næste par dage.


Dag 2 - Amman

Amman er en by, hvor gammelt og nyt går hånd i hånd. Hypermoderne arkitekttegnede kontorbygninger, banker og modebutikker ligger side om side med generationers livsværk i små velduftende krydderiboder, traditionsbundne guld- og kobbersmede og slægtsdrevne silkevæverier i de gamle souqer (bazarer).


Vi starter med et overblik fra byens historiske top, citadellet. Borgværket stammer tilbage fra romersk og tidlig islamisk periode, men selve højen har været beboet siden yngre stenalder. Citadellet i Amman kaldes på arabisk Jabal al-Qal'a. Udgravninger har vist tegn på civilisation dateret tilbage til år 1650-1550 f. Kr. og den dag i dag er der stadig meget, der mangler at blive udgravet. Blandt de vigtigste vartegn er Herkulestemplet, Ummayade-paladset, en byzantinsk kirke og Ayyubid-vagttårnet. Citadellet er fuld af historie, som bærer tegn på, at byen gennem tiden har været underlagt en række forskellige stormagter, bl.a. assyrerne, babylonerne og perserne.


Turen går videre til det gamle romerske amfiteater, der går tilbage til det 2. århundrede, bygget i Antonius den Helliges regeringstid (år 138-161). Den blev bygget på den nordlige side af bakken for at holde solen væk fra publikum. Her var plads til 6.000 tilskuere.


Fælles frokost.


Eftermiddagen nyder vi i souqen, hvor vi slår os løs i de mange små boder og shopper amok i krydderier, tørret frugt, smukke duge og kitschet tingeltangel. Vi kan følges rundt, men har man eventyrlyst, er der fri mulighed for at tage rundt på egen hånd. Skulle man fare vild er jordanerne heldigvis et ekstremt hjælpsomt folkefærd, så det værste der kan ske, er at man kommer uanmeldt til kardemommekaffe i tæppebutikken.


Vi besøger også et kunstgalleri, hvor vi får eksklusiv lejlighed for at møde nogle af Jordans fremtrædende billedkunstnere og stille spørgsmål til livet som udøvende artist i Mellemøsten. Galleriet byder på udstillinger, koncerter og foredrag, så vi skal nok få den kunstneriske sult stillet.


Dagen afsluttes med en velkomstmiddag, da vi ankom sent på førstedagen.


Dag 3 - Zaatari flygtningelejr og ruinerne i Jerash

I dag skal vi ud og se på Zaatari flygtningelejren. Lejren er bosted for ca. 80.000 syriske flygtninge. I lejren er ca. 20% mellem 0-5 år og over 50% anslås at være under 18. Vi håber at få tilladelse til at komme ind og tale med nogle af lejrens beboere og høre om deres liv og deres håb for fremtiden.


Efter besøget i Zaatari kører vi mod Jerash. På vejen spiser vi frokost.


Jerash er som Amman en by med masser af historie. Arkæologiske fund viser tegn på liv fra ca. 7500-5500 år f. Kr. Her er ruiner fra romersk og tidlig islamisk tid. Jerash siges at være grundlagt af Alexander den Store. Byen gik dengang under navnet Gerasa. En af datidens kendte matematikere, Nicomachus af Gerasa, var født her. Han skrev om bl.a. om aritmetik. Den romerske kejser Hadrian besøgte Jerash i vinteren 129-130 og for at fejre hans visit opførte man triumfbuen Hadrians Ark. Under Antonius den Helliges tid blev Artemistemplet bygget. Siden har 2 store jordskælv i det 8.- og 9. århundrede ødelagt store dele af byen. I det 1200 århundrede byggede Toghtekin, en tyrkisk militærleder, Artemistemplet om til en fæstning og året efter blev det tilintetgjort af korstoget ledet af Baldwin d. II.


Jerash har nogle af verdens mest velbevarede ruiner uden for Italien. Stedet er stort, og ruinerne er mange. Det er tydeligt at se, at Jerash var en af datidens rigeste byer. Her var handelsgader og butikker, imponerende templer, paladser, bade og teatre. Datidens borgere har ikke behøvet at overvære det store gladiatorshow i hippodromen for at være fuldt ud underholdt.


Når vi er færdige med at opleve Jerash, går turen tilbage til Amman.


Dag 4 - Shaun Al-Shamaliya og Umm Quais

Turen går i dag til en lille landsby på Vestbredden, Shaun al-Shamaliya. Navnet betyder 'Det nordlige Spisekammer', da landsbyen ligger i det frodige område ved grænserne til Israel og Syrien - men bare rolig, her er ganske fredeligt. Det var også her Janus blev bortført til af sin far som dreng. Janus tager jer rundt og fortæller om sin tid i landsbyen. Byen var oprindeligt en palæstinensisk flygtningelejr og sidenhen blevet til landsby. Janus’ far flygtede med familien hertil i 1948.


På vejen tilbage til Amman stopper vi ved ruinerne ved Umm Qais. De ligger på en bjergtop med udsigt til Golanhøjderne og Tiberiassøen.


Dag 5 - Møde med Janus’ familie - Ein al-Basha

Dagen er afsat til at gå på egen hånd rundt i Amman. Her kunne man tage ud og se de arkæologiske fund ved Ain Ghazal i udkanten af byen. Stedet er faktisk er ældre end Amman. For ca. 7000 f. Kr. boede her omkring 3000 mennesker. Udgravninger har bl.a. ført til fund af statuer i halvmenneskestørrelse med udsmykninger og kropsmaling.


Senere på dagen skal opleve jordansk kultur helt indefra. Vi besøger Janus’ familie, de lokale indbyggere, der åbenhjerteligt tager imod os og vi deltager i dagligdagen med dem.


Som Janus skriver: Nu er chancen der for virkelig at komme under huden på jordanerne og få svar på de sidste spørgsmål - eller bare komme med på en kigger i dit eget indre program af 'Jordans dejligste hjem'. Har de egentlig samtalekøkkener? Er Ikea også et hit hér? Og hvad mon spotvarerne er i en jordansk 'Netto'?! Du bliver måske overrasket.


Vi spiser en lækker middag sammen med familien. I morgen skal vi forlade Amman og rejse sydpå.


Dag 6 - Madabas mosaikker og Nebobjerget, hvor Moses så det forjættede land

Vi kører nu til Madaba. Byen er kendt for sin byzantinske mosaik. Mest kendt er det detaljerede mosaikkort over Jerusalem fra det 6. århundrede. Vi besøger den arkæologiske park og museumsanlægget samt den græsk-ortodokse Sankt Georgs kirke, der er bygget på resterne af en byzantinsk kirke. Hippolytos-hallen rummer et smukt mosaikbelagt gulv med afbildninger af græske guder.


Inden vi fortsætter til Nebo spiser vi frokost på en lokal restaurant i Madaba.


Vi fortsætter turen op til Nebobjerget. Bjerget er på sit højeste punkt 710 meter højt. Ifølge legenden var det her, Moses fik lov til at skue til ”Det forjættede land”, inden han døde på toppen i en alder af 120 år. På en god dag kan man se til Jerusalem. På det højeste punkt på bjerget, Syagha, ligger resterne af en byzantinsk kirke og kloster bygget i midten af det 4. århundrede for at mindes Moses.


Dagen afsluttes med, at vi kører til fæstningsbyen Kerak og indlogerer os på hotel i byen.


Dag 7 - Korsridderborgen i Kerak

Vi begynder dagen med at opleve Kerak. Byens store varetegn er dens kæmpestore korsridderborg. Borgen er et af de tre største i regionen. De to øvrige befinder sig i Syrien. Kerak er bygget på en bjergtop ca. 1.000 meter over havets overflade. Borgen er præcis så bombastisk og snørklet, som man forestiller sig en ridderborg skal være, med alt hvad dertil hører. Her er grovkøkken og stalde hvis størrelser kan slå benene væk under en samt den klassiske voldgrav som værn mod fjenden. På toppen er der en udsøgt udsigt fra borgmuren, hvorfra man kan se til det Det Døde Hav og det siges, at man i klart vejr kan se guldet på Jerusalems tage. Og der må være noget om det, for i korstogenes tid tændte man hver aften bauner på borgene, for at lade hovedkvarteret i Jerusalem vide, at borgen stadig stod uindtaget. Borgen blev opført i år 1142 på rester af tidligere citadeller, og modstod gennem tiderne mange angreb fra muslimske fjender, blandt andet selveste Saladin. Korsriddernes indtog varede kun 46 år, inden Saladins hær i 1188, fik erobret borgen efter en belejring, der varede i mere end et år. Byen var et vigtigt sted på ruterne fra Damaskus til Egypten og Mekka.


Midt i historiens vingesus og fantasier om sværdkampe, galoperende heste og skinnende rustninger puster vi ud over en god frokost på borgen. Når fjenden stod for døren rykkede hele Kerak by ind i borgen for at modstå belejringen. Byen er den dag i dag hovedsageligt kristen, og mange af de herboende familier mener at kunne spore deres aner tilbage til byzantinerne. Ud over byzantinere har området ved Kerak tillige været behersket af nabatæere, romere, mamelukker, osmannere og senest briter under besættelsen 1920-1946.


Efter en dag i korsriddernes fodspor i Kerak fortsætter turen nu mod oldtidsbyen Petra og Wadi Musa hvor vi også sover de næste par nætter.


Dag 8 - Oltidsbyen Petra

Vi starter dagen tidligt for at have ekstra god tid til at opleve dette spektakulære sted. Oldtidsbyen Petra er en smuk by ude i ørkenen. Den var hovedstad for nabatæerne, et folk der kom fra det nordøstlige Arabien. Der har ligeledes været hellenistisk og romersk tilstedeværelse i området, og nogle af stedets mest fantastiske bygningsværker er de geniale 2.000 år gamle vandingssystemer med akvædukter og reservoirer, samt de 4.500 år gamle kobberminer.


Indgangen til den gamle by foregår gennem en 1,2 kilometer lang og mange steder meget smal kløft, hvor også byen fik sit vand. Den smalle kløft slutter ved Al-Khazneh, skatkammeret. En bygning, der er hugget ud i klippevæggen. Stedet blev for nogle år siden udråbt til et af verdens 7 moderne vidundere. Nogle år før det, blev det udødeliggjort i en Indiana Jones film.


I sin blomstringstid havde Petra 40.000 indbyggere, indtil romerne kom og flyttede det meste af handelen til Palmyra i Syrien. Petra blev ramt af jordskælv i både det 4.- og 6. århundrede, og blev derefter nærmest glemt, indtil den blev genopdaget i 1812. Petra er i særdeleshed kendt for de mange flotte udhuggede bygninger i klipperne der udover skatkammeret også tæller mange andre templer, grave, huler, et romersk teater og meget mere. Selve klipperne er i øvrigt en seværdighed i sig selv, da væggene har et væld af farver. Inden for bare en enkelt kvadratmeter kan man ofte se bølger rød, sort gul, blå, hvid og brun klippe. Det er et fantastisk syn. Petra er naturligvis at finde på UNESCO’s verdensarvliste.


Undervejs får vi en lækker frokost på den fine Le Basin restaurant i Petra.


Til de der gerne vil spare lårmuskulaturen lidt, tilbydes det at man kan tage stejle passager på æselryg. Og hvis man efter den historiske rundtur i området ikke selv gider at gøre turen tilbage til hotellet gennem området og souqen, er der mulighed for en tur i hestevogn eller den mere eksotiske udgave, på kamelryg.


Om aften får vi os et velfortjent måltid på hotellet.


Dag 9 – Wadi Rum

Eftermorgenmaden kører vi til Wadi Rum.


Hvis du tror, at ørkenen bare er sandfarvet, så har du ret - men hvad farve er sandet?! I den jordanske ørken kan paletten svinge fra endnu dybere matsort end Sheherazades opmalede øjne i 1001 Nats Eventyr; flammende rødt så man tror, en oase har haft oversvømmelse, så hele den jernholdige ørken er rustet; eller så hvid og blød at en hvid kamel ville blive ganske usynlig... og alle nuancer derimellem.


Wadi Rum har været brugt som filmkulisse i mange film grundet dennes surrealistiske Mars-landskaber. Vi tager på Jeepsafari rundt i området og besøger en naturskabt stenbro, klassiske sandklitter og forhistoriske vægmalerier. Turen rundes af med en betagende solnedgang med smuk udsigt ud over området.


Vi overnatter ude i ørkenen.


Dag 10 - Aqaba og sejltur på Det Røde Hav (Rødehavet)

Vi siger farvel til Wadi Rum efter morgenmaden og kører mod Jordans eneste havneby ved Det Røde Hav, Aqaba. Byens historie gemmer på fortælleringer om tiden fra før antikken til korsridderne samt om et berømt slag fra 1. Verdenskrig hvor den britiske officer T.E Lawrence (også kendt som Lawrence of Arabia) kæmpede mod araberne om at erobre byen fra Ottomanerne.


Vi tager en dejlig bådudflugt på Det Røde Hav og oplever det farvestrålende koralrev, mens vi nyder udsigten til Sinaihalvøen og den arabiske halvø.


Når vi er kommet i land er der mulighed for at bruge lidt tid på egen hånd. Tiden kan bruges på at bade og snorkle, så man kan nærstudere korallernes indbyggere. Det er også muligt at prøve kræfter med surfing, jet- eller vandski eller bare slappe af ved sidde i en liggestol med en drink og nyde en god roman.


Vi mødes igen ved frokost på havnen og får en bid mad til lyden af bølgernes klukken mod fiskerbådene.


Når sulten er blevet stillet tager vi til Aqaba by, hvor vi tager på en vandpibecafé (Shisha). Blandt de mange muligheder at vælge imellem kan nævnes æble-, jordbær-, bolche- eller måske cappuccinosmag. For dem der ikke har lyst eller er ikkerygere kan der tilbydes en dejlig sød lokal myntete.


Vi slutter dagen af med et godt måltid.


Dag 11 - Spa-dag ved Det Døde Hav (Dødehavet)

Tid til lidt selvforkælelse i dag. Efter at have fuldt hovedet med alle de fantastiske historier fra Jordan går turen over grænsen til Israel og tid til spa ved Det Døde Hav. Ifølge sagnet lå byerne Sodoma og Gomorra ved den sydøstlige strandbred, og stedet har været benyttet i sin helbredende funktion sinde oldtiden.


Det Døde Havs navn stammer dog ikke tilbage fra søens historie men fra dens indhold. Det Døde Hav er en kæmpe saltsø, hvis saltholdige niveau svinger omkring de 31,5 % - 9 gange mere end middelhavets værdier på ca. 3,5%. Dette gør, at kun mikroorganismer kan leve her, deraf navnet Det Døde Hav. Havet gør det også umuligt at synke til bunds, hvilket blandt andet blev testet af den romerske general Vespasian, der sendte nogle bagbundne folk der ikke kunne svømme ud på havet.


Det Døde Hav er verdens laveste liggende sø og Jordens laveste punkt. Det befinder sig 420 meter under havets overflade. De omgivende smukke, overjordiske landskaber giver nærmere fornemmelsen af at være ude i rummet - eller med i en kunstnerisk science fiction film – og så kan man ligge der og boble rundt i vandet midt i månelandskabet og nyde sin egen vægtløshed.


Udover salt har havet også 21 forskellige helsegivende mineraler og alle kan nyde godt af naturspaen her. Specielt godt skulle havet være for personer med psoriasis, akne, eksem og gigtpatienter at få behandling her. Der er mulighed for at prøve at smøre sig ind i mudder fra havets mineralholdige ler bund, der er med til at give næring til huden og øge blodcirkulationen.


Vi spiser frokost ved Det Døde Hav. Sidst på dagen fortsætter vi til Jerusalem, hvor vi overnatter.


Dag 12 -Jerusalem

Jerusalem er hellig for tre religioner; jødedommen, kristendommen og islam. Vi starter ved Getsemane Have på Oliebjerget, hvor Jesus bad før sin korsfæstelse, og fortsætter fra Løveporten ad Via Dolorosa, hvor Jesus bar sit kors igennem den gamle by i Jerusalem, til vi når Golgata, stedet for korsfæstelsen. Golgata lå på Jesu tid uden for byen. I dag ligger det inden for bymurene inde i Gravkirken, som huser Jesu grav. Det er et af kristendommens helligste steder.


Efter en frokost begiver vi os til Tempelbjerget. På tempelpladsens vestside står Grædemuren. Det er det eneste tilbagestående vidnesbyrd om jødernes tempel og regnes for jødernes helligste sted. Det gamle tempel var her Abraham ofrede Isak, og Pagtens Ark med de ti bud stod. På toppen af Tempelbjerget og på resterne af det gamle jødiske tempel står i dag Al Aqsa-moskeen samt Klippemoskeen. Ifølge muslimsk tro er det her Muhammed steg til himmels. Det er det tredjehelligste sted i Islam efter Mekka og Medina. Ifølge jødisk tro er Tempelbjerget det sted, hvor Gud residerer i den fysiske verden, og hvor Abraham skulle ofre sin søn Isak.


Efter alle disse religiøse indtryk tager vi en afslapning i souqen til lidt afslappende shopping og jordnære sanseindtryk. Jerusalems gamle by er meget hyggelig og fantastisk at gå på opdagelse i. Vi slutter dagen af med en rolig middag på hotellet.


Dag 13 - Bethlehem

Et barn er født i Betlehem. Ja, så ankommer vi til stedet hvor Jesus blev født. Vi skal naturligvis se Fødselskirken der meget passende ligger på Krybbepladsen. Kirken er opført på selve det sted Jesus Kristus siges at være nedkommet. Den er bygget i år 327 af Konstantin den Store og er den ældste kontinuerligt benyttet kirke i verdenen. Kirken blev senere ødelagt og genopbygget af Justinian den første, der også byggede den berømte Hagia Sophia i Konstantinopel. Fødselskirken er optaget på UNESCOs verdensarvliste som det første sted i Palæstina. Det er en gammel by, der har været beboet helt tilbage til 1.400 år f.v.t., da kanaanæerne boede her. De tilbad den akkadiske gud, Lachmi, og heraf stammer byens navn, Bayt Lahm. Bethlehem huser i dag et af verdens ældste kristne samfund. I dets nuværende form betyder ordet Kødets Hus på arabisk og Brødets Hus på hebraisk. I navnets ånd indtager vi en dejlig frokost.


Bethlehem ligger i øvrigt på Vestbredden. Det er umuligt at komme hertil uden på vejen at lægge vejen forbi talrige bosættelser og de høje sikkerhedsmure, der deler landskabet midt over. Muren går helt tæt op ad Bethlehem by.


Eftermiddagen fordrives omgivet af historisk skønhed på et palæstinensisk folkloremuseum, oprindeligt drevet af Arabiske Kvinders Sammenslutning, Beituna al-Talhami. Vi besøger også Vestbreddens eneste ølproducent, beliggende i Ramallah.


Aften tilbringes i hinandens hyggelige selskab til middagen på hotellet i Jerusalem.


Dag 14 - Hjemrejse

Efter morgenmaden køres vi til lufthavnen i Tel Aviv. Flyet letter først på eftermiddagen og lander efter en mellemlanding i København om aftenen.


Klik her for at downloade dagsprogrammet

Hvad er inkluderet?

  • Ekspertrejseleder på hele turen
  • Flybilletter t/r
  • Hoteller
  • Alt transport
  • Alle måltider (Morten skal lige godkende)
  • Entreer
  • Jeep tur i Wadi Rum
  • Sejltur i Aqaba
  • Spa dag


Ikke inkluderet

  • Forsikring
  • Byskat

Kort

Oversigtskort


Destinationskort

Israel - Bethlehem - Fødselskirken

Fødselskirken

Kirken er opført på selve det sted Jesus Kristus siges at være nedkommet. Den er bygget i år 327 af Konstantin den Store og er den ældste kontinuerligt benyttet kirke i verdenen. Kirken blev senere ødelagt og genopbygget af Justinian den første, der også byggede den berømte Hagia Sophia i Konstantinope

Israel - Jerusalem - Getsemane Have

Getsemane Have

Getsemane Have er en have ved foden af Oliebjerget i Jerusalem. Ifølge det Det Nye Testamente opholdte Jesus sig i Haven og bad før sin korsfæstelse.

Israel - Jerusalem - Gravkirken

Gravkirken

Gravkirken er en kristen kirke i Jerusalem, som er bygget på Golgata. Golgata er det sted, i følge den kristne tro, hvor Jesus blev korsfæstet. Kirken indeholder også den grav hvori Jesus blev lagt efter sin død.

Israel - Jerusalem - Grædemuren

Grædemuren

Grædemuren regnes for Jødedommens helligste sted. Jøderne beder foran muren. Navnet grædemuren henviser til jødernes klager ved muren over templets ødelæggelse. Grædemuren kom under israelsk kontrol i 1967, da israelerne besatte området som led i Seksdagskrigen.

Jordan - Amman - Amfiteater

Amfiteater

I Ammans romerske amfiteater er der plads til 6.000 mennesker. Det stammer fra det 2. århundrede. Det er en af de populæreste attraktioner at besøge i Amman.

Jordan - Amman - Citadel

Amman Citadel

Amman Citadel er et historisk sted i centrum af Amman by. Det er en af de syv jabaler, der oprindeligt udgjorde Amman. På arabisk hedder stedet Jabal al-Qal'a.

Jordan - Det Røde Hav

Det Røde Hav

Det Røde Hav er havet mellem Afrika og den Arabiske Halvø. Det er 2.250 km langt, og har en maksimal bredde på 355 km. Det maksimale dybde er 2.130 m.

Jordan - Jerash - ruiner

Jerash ruinerne

Jerash er som Amman en by med masser af historie. Arkæologiske fund viser tegn på liv fra ca. 7500-5500 år f. Kr. Her er ruiner fra romersk og tidlig islamisk tid.

Jordan - Kerak - Korsridderborg

Korsridderborg

Borgen er et af de tre største i regionen. De to øvrige befinder sig i Syrien. Kerak er bygget på en bjergtop ca. 1.000 meter over havets overflade. Borgen er præcis så bombastisk og snørklet, som man forestiller sig en ridderborg skal være, med alt hvad dertil hører.

Jordan - Madaba - Mount Nebo

Mount Nebo

Mount Nebo er en forhøjet kam af Abarim i Jordan, cirka 710 meter over havets overflade. Det nævnes i den hebraiske bibel som det sted, hvor Moses fik udsigt over det lovede land.

Jordan - Petra - Al Khazneh

Al Khazneh

Al-Khazneh er et af de mest detaljerede templer i Petra, en by i det Nabatean Kongerige beboet af araberne i gamle tider.

Jordan - Umm Quais - Ruiner

Ruiner

Umm Quais er en by i det nordlige Jordan. Byen er mest kendt for sin nærhed til ruinerne af det gamle Gadara.

Jordan - Wadi Rum

Wadi Rum Ørkenen

Ørkenen i Wadi Rum er blevet brugt til adskillige film, bl.a. Transformers og Star Wars.

Jordan - Zaatari - Flygtningelejr

Zaatari flygtningelejr

Zaatari er verdens største lejr for syriske flygtninge. Den har gradvis udviklet sig til en permanent bosættelse og der bor nu over 80.000 syriske flygtninge.

Israel - Bethlehem - Fødselskirken Israel - Jerusalem - Getsemane HaveIsrael - Jerusalem - GravkirkenIsrael - Jerusalem - GrædemurenJordan - Amman - AmfiteaterJordan - Amman - CitadelJordan - Det Røde HavJordan - Jerash - ruiner Jordan - Kerak - KorsridderborgJordan - Madaba - Mount NeboJordan - Petra - Al KhaznehJordan - Umm Quais - RuinerJordan - Wadi RumJordan - Zaatari - Flygtningelejr

 vores nyhedsbrev


Udfyld formularen til højre og send den ind, så bliver du tilmeldt vores nyhedsbrev.


Vi lover ikke at fylde din indbakke. Nyhedsbrevet bliver cirka sendt ud en gang om måneden - af og til to gange.