New Yorks bydele

En rejse for dem, der vil på opdagelse i New Yorks forskellige kvarterer og bydele og høre om historien, kulturen og byens indflydelse på resten af verden.
USA - New York - Frihedsgudinden
Startdato 24. marts 2018
Slutdato 1. april 2018
Varighed 9 dage
Rejseledere  Jonas Varsted Kirkegaard
Pris 15995 kr.
Eneværelsestillæg 3995 kr.
Status Ledige pladser
Bestil rejse

New Yorks bydele

En rejse for dem, der vil på opdagelse i New Yorks forskellige kvarterer og bydele og høre om historien, kulturen og byens indflydelse på resten af verden.

New York – der er næppe noget andet sted på kloden, der i samme grad indgyder følelsen af at være i verdens centrum! Den tyske filminstruktør Fritz Lang fik angiveligt ideen til det tidlige science fiction-hovedværk Metropolis (1927), da han fra et skibsdæk så Manhattans skyline. I nutidige øjne ville det syn være alt andet end prangende, men New York har tryllebundet uafbrudt i de forgangne 90 år. Byens mange og endeløst fotograferede højhuse er måske det i hele verden, der mest effektivt og forjættende udtrykker menneskelig ambition. Ikke underligt, at newyorkerne er stolte af deres by i et land, hvor selvforståelsen i den grad er præget af at gøre en forskel, at realisere sit fulde potentiale.


Byen udviklede sig til verdens kulturhovedstad i efterkrigsårene, hvor nazisterne sendte mange store kreative begavelser i favnen på USA’s største by. Den var samtidig centrum for USA’s finansmarked og reklameindustri, men i 1970’erne og 1980’erne kradsede den økonomiske krise gevaldigt, og New York var – som utallige andre amerikanske storbyer dengang – et sted, hvor kriminalitetsstatistikken fuldt ud retfærdiggjorde betegnelsen “Storbyjungle”. I dag er det en helt anden historie: Der findes næppe et eneste kvarter, man ikke kan færdes trygt i. Et vidnesbyrd om New Yorks verdensberømte dynamik og omstillingsparathed. Samtidig gør byens “svingdørsmentalitet” at man selv som turist hurtigt føler sig hjemme. New York er indbegrebet af en åben fest.

Dagsprogram:

Dag 1 – Central Park og Metropolitian Museum of Art

Morgenafgang fra København og ankomst i New York lidt over middag. Vi indkvarterer os på vores hotel i den hyggelige bydel Brooklyn. Manhattan har det med at stjæle rampelyset fra de øvrige fire bydele, men især Brooklyn – der har næsten ligeså mange indbyggere som Chicago – har også masser at byde på.


Straks efter tjek ind drager vi ud i storbyjunglen, nærmere betegnet Central Park. Vi giver os god tid til at nyde parkens natur og de små stier, indtil vi pludselig står foran det imposante Metropolitan Museum of Art, USA’s største af sin art. Her har I tid på egen hånd til at vælge mellem amerikansk, asiatisk, egyptisk, islamisk, græsk, romersk eller hvad I nu måtte foretrække af kunst.


Dag 2 – Ellis Island, Frihedsgudinden og det sydlige Manhattan

Vi bliver ved ankomsttemaet og tager til Ellis Island, som i mange år var første stop for de millioner af mennesker, der i tidens løb har jagtet et bedre liv i den nye verden. Nogle fik chancen, andre blev sendt retur. De der fik grønt lys, kunne blive ramt af “overlevelsesskyld” og derfor arbejde endnu hårdere for at gøre sig fortjent til muligheden for et nyt liv.


Vi besøger Frihedsgudinden, det franske folks gave til USA, og hører om New York som immigrantmagnet og om de forskellige nationaliteters færd i Den Nye Verden.


En del af Manhattans charme er, at man kan man finde vidt forskellige verdener inden for ganske få kvadratkilometer. Vi arbejder os fra Manhattans sydspids via mindeområdet hvor tvillingetårnene stod, og op gennem det hippe og legendariske kvarter, Soho.


Vi begynder i kapitalismens epicenter, Wall Street. Den måske ultimative roman om 1980’ernes jagt på guld og statussymboler, Tom Wolfes Forfængelighedens bål, tager sit udspring her, det samme gør Brett Easton Ellis’ American Psycho. Begge romaner siger ikke så lidt om de enorme afstande mellem rig og fattig i USAs uden sidestykke befolkningsrigeste by.


Vi hører om den utrolige transformation, byen har været igennem siden den var på fallittens rand i 1970erne og om borgmester Rudy Giulianis kontroversielle kriminalitetsbekæmpelsestaktikker i 1990erne. Nogle romantiserer det hedengangne farlige New York og mener, at byen er blevet for pæn og at den kreative fest nu er flyttet til L.A., hvor der stadig er billige boliger at få.


“In a New York minute, everything can change”, lyder et refræn, og på intet tidspunkt var det mere grufuldt sandt end om morgenen den 11. september 2001. Vi ser udsigten fra det nye tårn og ser selvfølgelig også mindesmærket over tvillingetårnene, der – afhængig af hvem man spørger – prydede eller skæmmede byens skyline i 28 år. Under alle omstændigheder er det et uvirkeligt sted at besøge – især hvis man kan huske stedet, som det så ud før.


Dem, der har lyst, kan fortsætte med rejselederen til bydelen SoHo, som ikke blot er verdens støbejernsfacadecentrum, men også hjemsted for mange charmerende butikker. Resten af dagen har I på egen hånd, til shopping eller hvad I måtte lyste.


Dag 3 – Skyskrabersafari og Brooklyn Bridge

Vi tager med bus på skyskrabersafari i Midtowns verdensberømte og ikoniske arkitektur. Den første bygning, vi med sikkerhed genkender, er den smalle, trekantede Flat Iron Building (strygejernsbygningen). Det var en gang New Yorks første højhus, og i en kort periode verdens højeste bygning. Vi hører om stilarten International Style, der eksempelvis omfatter FN-bygningen – passende nok, må man sige. Bygningen ligger rent faktisk ikke i New York, men på internationalt område ud til East River. Vi forlader derfor USA for en stund, mens vi får en omvisning i bygningen. Her ser vi blandt andet den store rådssal.


Vi fortsætter forbi en af New Yorks flotteste bygninger, Chrysler-bygningen med det let genkendelige spir, bygget i art deco-stilen med inspiration fra firmaets biler, og videre til Grand Central Station, der ganske vist er en togstation, men til forveksling ligner en balsal. Den bliver da også brugt som en sådan i en uforglemmelig scene i filmen The Fisher King, hvor de blaserte og fortravlede newyorkere pludselig begynder at danse med hinanden.


Vi ser også en klassisk modernistisk “cigarkasse”, The Seagram Building (en af rejselederens personlige favoritbygninger, tro det eller lad være) på den mondæne Park Avenue. Vi kører videre forbi Rockefeller Center til Bryant Park.


Vi får historien om Broadways teaterdistrikt samt New Yorks neonoplyste hjerte, Times Square. Vi hører om Andy Warhols The Factory og hans elev Lou Reed, der senere blev inkarnationen af det rå, læderklædte New York. Dette område af byen er i nogens mening gået fra diabolsk (ingen film udtrykker det bedre end Martin Scorseses Taxi Driver fra 1976) til ren Walt Disney. Det gælder i øvrigt også mange andre kvarterer i byen. Vi kører forbi den oplyste plads og videre ad Broadway mod skyskrabersafariens sidste og vigtigste stop, Empire State Building. Vi hører om King Kong og bygningens symbolske betydning under Depressionen. Fra udsigtsdækket er der en fremragende udsigt over byen.


Bussen kører nu hjem til hotellet. Den skønneste måde at møde Brooklyn på er og bliver dog at spadsere over Brooklyn Bridge – så dem der har lyst, kan stige af bussen og nyde denne behagelige, ca. to kilometer lange gåtur over broen. Vi lander i det hyggelige kvarter Brooklyn Heights. Vi går nu ned til havnepromenaden for det klassiske vue af Brooklyn Bridge med New Yorks skyline i baggrunden. Vi tager metroen hjem til hotellet.


Dag 4 – Chelsea, High Line Park og Greenwich Village

Dagen begynder i Chelsea, hvor vi ser det lige dele berømte og berygtede Chelsea Hotel, hvor utallige af de største stjerner i tidens løb har slået deres ofte tvivlsomme folder. Måske allerbedst udtrykt i Leonard Cohens traurige og desillusionerede sang af samme navn fra 1974. Det var også her Bob Dylan knap ti år tidligere skrev sit ifølge rejselederen allerstørste værk, Sad-eyed Lady of the Lowlands.


Vi spadserer på High Line Park, et smukt eksempel på, at en ambitiøs storby aldrig står stille. Når man ikke længere har brug for en højbane, omdanner man den da bare til en grøn spadserrute.


Resten af dagen bruger vi i Greenwich Village, syd for 14. gade, som markerer skellet mellem det kunstneriske Manhattan og det mere traditionelle og kommercielle nord. Bydelen har i årenes løb tiltrukket et astronomisk antal kreative begavelser, og Greenwich Villages hjerte, Washington Square Park, var engang kendt som samlingssted for folkmusik- og fredsbevægelsen.


Vi suger lidt bohemestemning til os på The White Horse Tavern, hvor blandt andre Hunter S. Thompson, Norman Mailer og Dylan Thomas har tænkt mange tanker og tømt mangen et glas i tidens løb. Vi får også i den forbindelse svar på, hvorfor nogen har skrevet “GO HOME JACK” på toiletvæggen.


Vi ser spillestedet The Gaslight, hvor Bob Dylan brød igennem, og hører om kvarterets folkmusik-tradition og Boheme-arv.


Dag 5 - Harlem og Upper East Side

Vi tager nordpå til Harlem, der i dag er et etnisk ret sammensat kvarter – dog stadig med en markant afro-amerikansk profil. Har man sagt Harlem, har man sagt religion, og vi ser Abyssinian Baptist Church, den første af sin art i New York. Vi fortsætter til det legendariske spillested The AstoriaHarlems hovedgade, 125th Street, og hører om afro-amerikansk musikkultur og New Yorks rige jazz-arv.


Man kan bestille en traditionel soul food til brunch, mens vi hører om taffelmusik gospel på den berømte restaurant Sylvia’s. Herefter skiftes der gear til Upper East Side, som også er kendt som filminstruktøren Woody Allens revir. Her bor nogle af verdens rigeste mennesker, og intetsteds er overflods-New York repræsenteret som her: Det er et kvarter med dørmænd og hundeluftere.


Upper East Side har en høj forekomst af indbyggere med jødisk baggrund (ca. 25%). Vi hører om jødernes enorme betydning for New York på bl.a. litteratur-, komedie- og filmfronten. Woody Allens (som ganske vist er født i The Bronx) nervøse energi er med andre ord også New Yorks!


Vi besøger Frank Lloyd Wrights Guggenheim, hvis eksteriør synes beamet ned fra det ydre rum – et mesterværk i sig selv og berømt for sine ramper og spiral-struktur.


Dag 6 - Upper West Side, Central Park og East Village

På den anden side af Central Park finder vi Upper West Side, der har en mere kulturel og intellektuel profil end det gammelrige Upper East. Vi begynder dagen på lidt morbid vis ved at se Dakota-bygningen, der lagde sit nordgermanske renæssance-eksteriør til Roman Polanskis gysermesterværk Rosemary's Baby. 12 år senere blev uhyggen alt for virkelig, da John Lennon mødte sin banemand just her. Vi ser også mindesmærket Strawberry Fields, der er opført for Liverpool-drengen, der kæmpede en lang kamp mod Nixon-regeringen for at få lov at bosætte sig i sit elskede New York.


Herefter tager vi på American Museum of Natural History og ser bl.a. de berømte dinosaurusskelletter samt kæmpeskulpturen der forestiller en hval og en blæksprutte i kamp.


Vi spadserer til Central Parks sydende. Set fra oven synes parken nærmest hugget ud af Manhattans skyskraberjungle. Den ligger på nogle af de dyreste kvadratmeter i verden, men får forhåbentlig lov at ligge – den er ikke bare et fristed for de lokale og en attraktion for turister, men skaber også en umanerligt smuk kontrast med de ultra-urbane omgivelser.


Vi slutter dagen af i East Village, der lige som Greenwich Village er en del af Manhattans hyggelige bydele beboet af den kreative klasse.


Dag 7 – Brooklyn og Coney Island

Vi starter dagen i Brooklyns Park Slope-kvarter, hvor flere litterære giganter bor, bl.a. Martin Amis, som ganske vist er brite, men altid har beskæftiget sig med USA. Vi hører om, hvordan det øvrige USA ser på New York som venstreorienteret og dekadent. Vi hører også om Spike Lees mesterværk Do the Right Thing (1989), som med hårdtslående humor kaster lys over kunsten at bo side om side med folk, der ikke ligner dig selv.


Resten af dagen er der tid til at opleve New York på egen hånd, hvis man ønsker det. Ellers kan man tage med rejselederen til forlystelsesstedet Coney Island, hvor vi blandt andet besøger spisestedet Nathan’s Famous, som vitterlig er berømt – nemlig for at servere verdens måske bedste hot dogs.


Dag 8 – Roosevelt Island og museer

Vi starter på Roosevelt Island, hvorfra der er forrygende udsigt over byen. Vi tager svævebanen over floden og et stykke ind imellem højhusene. Manhattans skyskraberskov tager sig godt ud fra et meget stort antal vinkler – også fra højden. Vi bliver sat af næsten lige uden for det legendariske stormagasin Bloomingdale’s, og vi benytter os af chancen til at slå et smut forbi.


Herefter er der tid på egen hånd til at sige farvel og på gensyn til New York. Vi befinder os midt på byens museums-mil, og på kanten af Central Park, så der er nok at tage sig til. Vi spiser afskedsmiddag på vej til lufthavnen. Sidst på aftenen tager vi et natfly over Atlanten.


Dag 9 – Hjemme igen

Ankomst i København lidt over middag.


OBS!

Når vi går på opdagelse i de forskellige bydele, er det derfor ofte til fods og med vores metrokort i hånden. Der er indlagt godt pauser undervejs, så det vil ikke være en strabadserende tur, men det er på den anden side heller ikke en rejse for dårligt gående.

Klik her for at downloade dagsprogrammet

Hvad er inkluderet?

  • Ekspertrejseleder på hele rejsen
  • Fly København-New York t/r
  • Bus mellem lufthavn og hotel t/r
  • Heldags bustur (skyskrabersafari)
  • Metrokort til hele rejsen
  • Hotel med morgenmad
  • Alle entréer

Ikke inkluderet

  • ESTA-ansøgning til USA. Det er deltagerens eget ansvar at sørge for at have indrejsetilladelse i USA. Vi hjælper selvfølgelig gerne, hvis man er i tvivl om proceduren.
  • Frokoster og middage. Vi sørger for, at der hver dag sætter tid af i programmet, et sted hvor man kan spise frokost.

Rejseleder

Rejseleder Jonas Varsted Kirkegaard

Jonas Varsted Kirkegaard er tidligere kulturjournalist for Dagbladet Information samt filmskribent for Euroman og Filmmagasinet EKKO. Han har desuden undervist i forskellige film- og mediefag på Københavns Universitet, forelæst på Folkeuniversitetet samt slået sine folder som tekstforfatter på et antal reklame- og kommunikationsbureauer.

Jonas har altid vendt sig mod USA for at få sit fix af både lav- og højkultur: Fra Rambo til Philip Roth, fra Andy Warhol til Jackson Pollock og Tom Lehrer. Ingen amerikansk kunstner rager i Jonas’ mening højere op end Bob Dylan, men han er også vild med 1970ernes paranoia-thrillers og utallige andre værker fra den tid, hvor USA som samfund var i dyb krise, men filmkunsten – måske derfor – bare buldrede derudaf.

Jonas er med på, at ikke alle mennesker er lige pjattede med amerikanernes uhørte udadvendthed, sjældent stillestående snakketøj, veludviklede selvironi og tilsyneladende genetisk nedarvede talent for selviscenesættelse. Men personligt har han aldrig kunnet stå for disse nationale karaktertræk.

Kort

Oversigtskort


Destinationskort

USA - New York - Harlem - Abyssinian Baptist Church

Abyssinian Baptist Church

Den første af sin art i New York.

USA - New York - American Museum of National History

American Museum of Natural History

Det naturhistoriske museum, der blandt andet huser flere dinosaurusskeletter.

USA - New York - Brooklyn

Brooklyn Bridge

Broen binder Manhattan og Brooklyn sammen.

USA - New York - Central Park

Central Park

Set fra oven synes den 3,4 kvadratkilometer store park nærmest hugget ud af Manhattans skyskraberjungle

USA - New York - Chelsea Hotel

Chelsea Hotel

Her har utallige af de største stjerner i tidens løb slået deres ofte tvivlsomme folder.

USA - New York - Chrysler-bygningen

Chrystler-bygningen

Bygningen med det let genkendelige spir er bygget i art deco-stilen med inspiration fra firmaets biler.

USA - New York - Coney Island

Coney Island

New Yorks forlystelsespark.

USA - New York - Dakotabygningen.

Dakota-bygningen

John Lennons hjem og stedet hvor han blev skudt.

USA - New York - East Village

East Village

Bydelen var tidligere et fattigt immigrantområde, men blev i 1970'erne indtaget af unge punkere og kunstner-typer.

USA - New York - Ellis Island

Ellis Island

Immigranternes første stop efter ankomsten til den nye verden.

USA - New York - Empire State Building

Empire State Building

Den 381 meter høje skyskraber er bygget i art deco stil. Den blev færdiggjort i 1931 og var de næste 23 år verdens højeste bygning.

USA - New York - Flat Iron Building

Flat Iron Building

New Yorks første højhus, og i en kort periode verdens højeste bygning.

USA - New York - FN-bygningen

FN-bygningen

FN's hovedkvarter. Internationalt område midt i New York.

USA - New York - Frihedsgudinden

Frihedsgudinden

Statuen på Liberty Island er en gave fra Frankrig.

USA - New York - Grand Central Station

Grand Central Station

En togstation, der til forveksling ligner en balsal.

USA - New Work - Greenwich Village

Greenwich Village

Bydelen har i årenes løb tiltrukket et astronomisk antal kreative begavelser, og Greenwich Villages hjerte, Washington Square Park, var engang kendt som samlingssted for folkmusik- og fredsbevægelsen.

USA - New York - Ground Zero

Ground Zero

Mindesmærket for 11. september. Hvor tvillingetårnene stod, er der nu to vandbasinner.

USA - New York - Guggenheimmuseet

Guggenheim-museet

Museets eksteriør synes beamet ned fra det ydre rum – et mesterværk i sig selv og berømt for sine ramper og spiral-struktur.

USA - New York - Harlem

Harlem

Et etnisk ret sammensat kvarter – dog stadig med en markant afro-amerikansk profil.

USA - New York - High Line Park

High Line Park

En gammel højbane, der er blevet omdannet til en lang, grøn park, hvor New Yorkerne kan spadsere midt i storbyen.

USA - New York

Manhattan

Øen der huser den centrale del af New York.

USA - New York - Metropolitan Museum of Art

Metropolitan Museum of Art

USA’s største museum af sin art med amerikansk, asiatisk, egyptisk, islamisk, græsk og romersk kunst.

USA - New York - Brooklyn - Park Slope

Park Slope, Brooklyn

Et af Brooklyns fine kvarter, hvor blandt andet flere litterære giganter bor, bl.a. Martin Amis.

USA - New York - Rockefeller Center

Rockefeller Center

Centeret består af Art Deco-bygninger fra 1930'erne samt nogle nyere skyskrabere opført i 1960'- og 70'erne.

USA - New York - Roosevelt Island

Roosevelt Island

Flot udsigt til Manhattan fra øen og svævebanen.

USA - New York - Seagram-bygningen

Seagram-bygningen

En klassisk modernistisk “cigarkasse”.

USA - New York - SoHo

Soho

Støbejernsfacader og charmerende butikker.

USA - New York - Times Square

Times Square

New Yorks neonoplyste hjerte.

USA - New York - Upper East Side

Upper East Side

Et af de rigeste kvarterer i New York.

USA - New York - Upper West Side

Upper West Side

Et newyorkerkvarter med en kulturel og intellektuel profil.

USA - New York - Wall Street

Wall Street

New Yorks finanscentrum, hvor man bl.a. findet børsen.

USA - New York - Harlem - Abyssinian Baptist ChurchUSA - New York - American Museum of National HistoryUSA - New York - American Museum of National HistoryUSA - New York - American Museum of National HistoryUSA - New York - BrooklynUSA - New York - Brooklyn BridgeUSA - New York - Brooklyn BridgeUSA - New York - Central ParkUSA - New York - Central ParkUSA - New York - Central ParkUSA - New York - Chelsea HotelUSA - New York - Chrysler-bygningenUSA - New York - Coney IslandUSA - New York - Dakotabygningen.USA - New York - East VillageUSA - New York - Ellis IslandUSA - New York - Empire State BuildingUSA - New york - Empire State BuildingUSA - New York - Empire State BuildingUSA - New York - Flat Iron BuildingUSA - New York - FN-bygningenUSA - New York - FrihedsgudindenUSA - New Nork - FrihedsgudindenUSA - New York - Grand Central StationUSA - New Work - Greenwich VillageUSA - New York - Ground ZeroUSA - New York - GuggenheimmuseetUSA - New York - HarlemUSA - New York - High Line ParkUSA - New YorkUSA - New YorkUSA - New York - Metropolitan Museum of ArtUSA - New York - Brooklyn - Park SlopeUSA - New York - Rockefeller CenterUSA - New York - Roosevelt IslandUSA - New York - Roosevelt IslandUSA - New York - Seagram-bygningenUSA - New York - SoHoUSA - New York - SoHoUSA - New York - Times SquareUSA - New York - Times SquareUSA - New York - Upper East SideUSA - New York - Upper West SideUSA - New York - Wall Street

 vores nyhedsbrev


Udfyld formularen til højre og send den ind, så bliver du tilmeldt vores nyhedsbrev.


Vi lover ikke at fylde din indbakke. Nyhedsbrevet bliver cirka sendt ud en gang om måneden - af og til to gange.