Buddhisme og hverdagsliv i Myanmar

En rundrejse i et land med mange folkeslag, en religion der fylder meget i den enkeltes liv og hverdag samt en rig, allestedsnærværende historie.
Myanmar (Burma) - Inlesøen

Buddhisme og hverdagsliv i Myanmar

En rundrejse i et land med mange folkeslag, en religion der fylder meget i den enkeltes liv og hverdag samt en rig, allestedsnærværende historie.

På vores vej gennem Myanmar (Burma) møder vi befolkningen og oplever flere af de mange hovedstæder, landet har haft gennem tiderne. Den ene mere imponerende end den anden, tilsyneladende uberørt at tiden, fyldt med templer og pagoder. Med en rejseleder, der kender meget til Buddhismen, får vi på denne kulturrejse mulighed at forstå disse helligdommes betydning og deres mening for befolkningen.


Fra Mandalays og Yangons templer til Bagans 2200 pagoder. Fra Inlesøens pælelandsbyer og balancerende fiskere til to af verdens største buddhastatuer, der skuer ud over bjergene. Og fra tempelgrotter og teaktræsbroer til landsbysamfund i bjergene. Myanmar er et land, hvor tiden synes at stå stille, og den nye dags komme varsles af klostrenes gong.


De seneste år har militærjuntaen langsomt slækket deres jerngreb om landet, og indført demokratiske reformer og har løsladt politiker og nobelprismodtager Aung San Suu Kyi. Verden er begyndt at få øjnene op for Myanmars ufattelige kulturrigdomme og imødekommende befolkning, og landet er klar til at tage imod os. Dette er en rejse til et land, der længe har været glemt af omverdenen, og man får et autentisk indblik i et land i forandring og forsoning.


Dagsprogram:

Dag 1 – Afrejse

Afrejse fra København klokken to om eftermiddagen. Vi flyver med Thai Airways til Mandalay via Bangkok. Thai Airways udmærker sig ved at have relativ god benplads på deres fly.


Dag 2 – Kongen Mindons helligdomme i Mandalay

Lidt over middag lander vi i Mandalay, Myanmars kulturelle hovedstad. Her tjekker vi ind på det centrale Mandalay City Hotel i byens markedskvarter, Zegyo, og sunder os med en frokost på en lokal restaurant.


Mandalay levede en relativ stille tilværelse frem til 1857, hvor den flygtende Kong Mindon gjorde byen til landets hovedstad efter briternes invasion af det sydlige Myanmar samme år. Trods de stærke mure som Mindon fik opført omkring sit nyanlagte kongepalads, var det ingen sag for Briterne at storme Mandalay i 1885 og eksilere Mindons efterfølger til Indien. Herefter flyttede briterne landets administrative centrum til Yangon nær Andamanerhavet og døbte kolonien ”Burma”. Hvad briterne ikke ødelagde af den royale by i deres behov for eksercerpladser, blev smadret under 2. verdenskrig og efterfølgende underlagt Myanmars militær. Uden for murerne er det nye, moderne Mandalay skudt op med travle gader, traditionsrige værksteder og skyggefulde templer.


Når vi har vænnet os lidt til de nye omgivelser, kører vi op langs kongepaladsets genopførte, røde borgmure til det lille, men historiemættede, teaktræskloster Shwenandaw Kyaung. Bygningen, hvis navn kan oversættes til Det Gyldne Palads’ Kloster, stod oprindelig inden for paladsets mure og tjente som residens for Kong Mindon frem til dennes død i 1878. For at undgå problemer med sin fars genfærd – og nok også for at demonstrere sin egen magt - fik Mindons efterfølger flyttet faderens bolig uden for paladsets mure og omdannet den til et kloster i 1880. Bygningen undgik derved at lide samme skæbne som resten af den royale by, og er således den eneste tilbageværende bygning fra det oprindelige palads. Mindst lige så interessant som klostrets historie, er dog dets udsmykning, der jo skulle være en konge værdig; facaderne er spækket med minutiøs, buddhistisk træskærerarbejde, og indenfor giver vi os tid til at studere de forgyldte, udskårne scener fra Jataka-bogen, der fortæller om Buddhas tidligere liv.


Fra livet før livet i Shwenandaw Kyaung bevæger vi os nu over til gengivelsen af Buddhas prædikener i den nærliggende pagode, Kuthodaw Paya, ligeledes opført af Kong Mindon. I forbindelse med Den Femte Buddhistiske Synode i 1871 – svarende til katolicismens konciler – besluttede Mindon at cementere sit eftermæle ved at lade 729 marmorplader indgravere med indholdet af de 15 bøger der tilsammen udgør buddhismens hellige skrift, Tripitaka. Hver marmorplade huses i sin egen lille hvidmalede pagode, der, i deres blotte antal – 729 – og ensformighed, vitterlig er et imponerende syn.


Efter disse to tankevækkende eksempler på sammenhængen mellem magt og spiritualitet, kører vi op på Mandalay-højen bag Kuthodaw Paya hvorfra vi kan skue ud over denne og de kommende dages program: For vores fødder ligger resterne af den royale by med Shwenandaw og Kuthodaw badet i solens sidste stråler; længere mod syd kan vi ane den tidligere hovedstad Amarapura, som vi skal besøge i morgen; mod øst knejser de skovklædte bjerge, som vi skal forcere dagen efter; og mod vest glider den røde Ayeyarwaddy-flod, hvis rolige vand vi skal følge sydpå senere på rejsen.


Med dette syn ulmende i vores bevidsthed forlader vi Mandalay-højen og ankommer til vores hotel sammen med tusmørket. Her spiser vi en rolig velkomstmiddag og lærer hinanden lidt bedre at kende.


Dag 3 – Håndværkere og væversker, bladguld og munke

Vi begynder dagen med at gå på opdagelse i Mandalays markedskvarter, Zegyo. Blot to gader fra vores hotel vokser forretningerne ud af facaderne, og snart er handelslivet over os. Her er alt fra rå betonhaller, hvor tekstiler og klipklappere sælges en gros, til travle små gyder med lokal frugt og grønt i bugnende bambuskurve. Afventende bag bjergene af tørret fisk og rejepasta, eller i færd med at inspicere konkurrenternes varer, finder vi Myanmars kvinder, der tilbringer store dele af deres liv på markeder som dette.


Herefter tager vi over til Guldsmedenes Kvarter, hvor mændene i bar overkrop hæver deres tunge mukkerter over hovedet og lader dem dundre ned i stenblokke for at udhamre det fineste bladguld. Dette købes af alle og enhver, der blot har det mindste tilovers når dages udgifter er dækket. For mænd er bladguldet en obligatorisk offergave ved pagoderne; tålmodigt står de i kø for at gnide de hellige buddhaer ind i det kostbare metal. Kvinder, derimod, er forment denne ære og bruger i stedet det silketynde bladguld til at smykke deres ansigter med ved særlige lejligheder. Deres plads er i det jordiske, og deres første skridt på vej mod Nirvana er at blive genfødt som en mand.


Når vores sanser er mættede med den materielle verdens farver og forvirring, er det tid til at søge mod Mahamuni Paya, et af Myanmars vigtigste pilgrimsmål og Mandalays helligste pagode. Her, under det guldudsmykkede tag, der som en trappe til Nirvana stræber mod himlen, venter os, hvad der regnes for at være en af de eneste retvisende afbildninger af Den Store Vismand, Mahamuni Buddha. Ifølge traditionen findes der kun fem Buddha-afbildninger skabt i Buddhas levetid, og som derved bærer hans lighed: To er i Indien, to er i det hindsides og den femte sidder altså her foran os, fire meter høj og næsten helt dækket af de tilbedendes bladguld. På kroppen er guldlaget op til femten centimeter tykt, hvilket giver statuen en noget plump fremtoning. Ansigtet, derimod, er sparet de troendes fysiske kærlighed og fremstår klart og skinnende. For at bevare dette syn, poleres ansigtet hver morgen af pagodens munke – et ritual der, i nogle turisters behov for eksotiske kuriositeter og profanering af det spirituelle, er blevet udlagt som om Buddha får ”børstet tænder”.


Vi spiser frokost på en lokal restaurant, hvorefter vi kører sydpå til en af Myanmars gamle hovedstæder, Amarapura.


I Amarapura besøger vi først et af de silkespinderier, som området er kendt for. Herefter lægger vi vejen forbi det moderne og aktive Mahagandayon-kloster, der huser over tusinde munke.


Dagen slutter ved den ikoniske og ofte fotograferede teaktræbro, U Bein, der smukt slanger sig ud over den lavvandede Taungthaman-sø. For at få en fornemmelse af broens betydning for de hundredvis af mennesker der dagligt krydser den til og fra arbejde, giver vi os tid til at vandre broens 1,2 kilometer over til den østlige bred. Mens vi mingler ind og ud mellem lokalbefolkningen, kan vi kigge ned i de små grønsagshaver, der anlægges, hvor søen er tørret ud. Vel ovre på den modsatte bred går vi ombord i små både og sejler tilbage over søen, mens vi oplever U Bein, som den er mest kendt og elsket; i silhuet mod den lave aftensol.


Dag 4 – Mandalay - Hsipaw

Vi tager nu op i Shan-statens bjerge, hvor vi de næste dage skal opleve livet på landet, og nyde freden og skønheden blandt landsbyerne, de mange rismarker og den vilde natur. Dagens mål er byen Hsipaw, der engang var hovedstad for shan-folket.


Rejsen mod Hsipaw er i sig selv en oplevelse. Vi står tidligt op og spiser vores morgenmad i bussen, så vi kan nå dagens eneste tog, der skal tage os et stykke af vejen. Stationsbyen Pyin Oo Lwin ligger halvanden times kørsel ad sceniske veje fra Mandalay. Vi deler vejen med de lokale, der til fods eller på hestekærrer er på vej mod dagens gøremål og med lastbiler på vej mod Kina.


Fra den gamle britiske stationsbygning tager vi nu lokaltoget videre opad. Hvis tiden tillader det, lægger vi vejen forbi markedet i Pyin Oo Lwin og køber lidt frugt og drikkevarer til turen. Foran venter os en fire timers togrejse i roligt tempo i et lidt rustikt tog men med en udsigt, man kan miste pusten af. Denne togrute hører blandt dem, som mange togentusiaster mener bør opleves mindst en gang i livet. Ud ad vinduet ses de skovklædte bjerge, landsbyerne og rismarkerne, hvor folk arbejder med redskaber, man i Danmark holdt op med at bruge for flere generationer siden. Højdepunktet er dog broen over Gotheik-kløften. Denne imponerende ingeniørbedrift, som blev bygget af briterne i 1901, er næsten 700 meter lang og på det højeste sted rejser den sig mere end 100 meter over kløftens bund. Tør man kigge ud ad vinduet, er udsigten absolut enestående.


Vores bus venter på os på den anden side af kløften og kører os den sidste times vej til Hsipaw. Kort inden vi ankommer til byen, stopper vi ved klostret Bawgyo Paya, som regnes for at være Shan-statens vigtigste. I Hsipaw tjekker vi ind på det ikke så hverdagsagtige, men ganske behagelige Riverside Hsipaw Resort, beliggende ned til floden med gratis overfart til byen på den modsatte bred. De, der trænger til at strække benene, kan tage med rejselederen på en lille cykeltur til den lokale Solnedgangsbakke og afrunde dagen i det fri.


Dag 5 – Hsipaw

I dag skal vi opleve livet blandt højlandets bønder. Efter morgenmaden iklæder vi os vores bedste fodtøj og begiver os ud på en let vandretur, inden solen for alvor for fat. Flankeret af Myanmars karakteristiske skovklædte bjerge bevæger vi os i roligt tempo ud over markerne, hvor meget af arbejdet stadig foregår manuelt. Vi gør holdt i flere små landsbyer undervejs, snakker med de lokale (via vores guide) og nyder et hjemmelavet middagsmåltid hos en af familierne.


Efter frokost begiver vi os ned til floden, hvor vi går ombord i små både, der skal fører os ned ad floden tilbage mod Hsipaw. Af og til styrer vi ind til kanten for at mødes med lokale bønder, og vi besøger også et lille Shan-kloster.
Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet, hvor dagens sidste timer kan tilbringes med et velfortjent hvil oven på den aktive dag.


Dag 6 – Hsipaw - Pyin Oo Lwin - Monywa

Vi forlader nu bjergene øst for Mandalay og kører i retning af bjergene vest for byen. Vi skal til byen Monywa, der huser nogle store seværdigheder, bl.a. verdens næsthøjeste buddhafigur. Alligevel kommer kun få turister denne vej. Tæt ved vejen mellem shanbjergenes teplantager, appelsintræer og rismarker gør vi et kort holdt ved Peik Chin Myaung-hulen. Hulen blev skabt for 300 millioner år siden og fungerer i dag som en helligdom med flere tusinde buddhafigurer.


Vi gør igen stop i Pyin Oo Lwin. Denne gang skal vi ikke nå et tog, og vi kan derfor opleve nogle af de ting, byen har at byde på. Først og fremmest skal vi nyde turen igennem byen. Den er stadig fyldt med kolonihuse i victoriansk stil. I kolonitiden var byen et yndet udflugtsmål for briterne, der tog derop, når de af og til længtes efter et køligere klima – en såkaldt hill station. Det behagelige klima var også velegnet til at plante træer og blomster. Det er faktisk noget, man lever af heroppe. Derudover er her en nydelig botanisk have. Den blev i sin tid bygget af briterne, men er siden blevet udvidet betragteligt.


Vi spiser frokost i området og går en tur i haven, inden vi kører videre mod Monywa. Der er stadig et stykke vej at køre, men vi kan nyde udsigten undervejs. Syd for Mandalay krydser vi Ayeyarwdy-floden, hvorefter terrænet flader ud. Endelig drejer vi af og kører gennem smukke landbrugsområder mod Monywa, der ligger ud til en anden af Myanmars store floder, Chindwin. Vi har tilbagelagt et stykke vej i dag, og man kan faktisk godt se på indbyggernes mørkere hudfarve, at Monywa ligger tættere på Indien. Resten af dagen er fri til at slappe af. Vi anbefaler, at man går en tur i byens små hyggelige gader, hvor håndværkerne arbejder, og ikke mindst at man lægger vejen forbi byens hyggelige nattemarked.


Dag 7 – Monywa - Bagan

Vi begynder dagen med at besøge den spraglede Thanboddhay-pagode, der efter sigende skulle indeholde en halv million buddhaer. Pagodens farverige detaljerigdom står i flot kontrast til den grønne skov omkring den.


Tæt herved finder vi Bodhi Tataung. På en bjergtop står to enorme buddhastatuer og skuer ud over landskabet. Den ene står, og den anden ligger ned. Med sine 129 meter er den stående buddha den næsthøjeste i verden. Rækkevis af mindre buddhastatuer fylder området omkring de to store statuer.


Efter frokost på en lokal restaurant forlader vi Monywa og kører sydpå mod Pakkoku, hvorfra vi skal sejle ad Ayeyarwaddy-flodens sløve vande til tempelbyen Bagan. Undervejs besøger vi bambusværksteder og en Thanaka-plantage, hvor den gule pasta, som befolkningen pynter deres ansigter med, produceres.


Dag 8 – Bagan

I løbet af de 243 år hvor Bagan var hovedstad i Myanmar (1044 - 1287) fik landets konger opført over 4000 buddhistiske helligdomme i og omkring den royale by. Selvom de fleste er smuldret væk her godt 730 år senere, er der dog stadig langt flere templer tilbage fra denne arkitektoniske storhedstid, end det er muligt eller behageligt at opleve på en enkelt rejse. Vi besøger derfor en udvalgt skare af de mest berømte og mest bemærkelsesværdige, kombineret med en cykeltur på tempelsletten.


Formiddagen er afsat til en byvandring i det historiske Gamle Bagan, hvoraf kun templerne står tilbage. Vi begynder ved Ananda-templet, fortsætter ind gennem den gamle byport til Thatbyinnyu-templet og Nathlaung-klostret. Herefter gå vi op forbi mindre kendte helligdomme og slutter ved den lille pagode Bu Paya på bredden af Ayeyarwaddy.


Efter en frokost i Gamle Bagan kører vi sydpå til Myankaba-området hvor vi først besøger Gubyaukgyi-templet, kendt for sine farvestrålende vægmalerier. I Abeyadana-templet ser vi de UNESCO-renoverede freskoer, hvorefter vi bevæger os til fods mellem de nærliggende pagoder, Nan og Mahanu Paya. Til sidst kigger vi indenfor i et af områdets lakværkstæder.


Vi afrunder denne vandring gennem historien ved den forgyldte og stadig aktive Shwezigon-pagode, hvor solen også trænger til et lille hvil.


Dag 9 – Popa-bjerget og cykling på tempelsletten

Har man hang til store oplevelser fra morgenstunden, kan man i dag tilkøbe en ballonsafari over Bagans tempelslette. Ballonerne letter lige som solen står op, og solopgangen bidrager til at gøre oplevelsen ekstra imponerende, selv om det på ingen måde er nødvendigt. Solens stråler rammer spirene fra de 2200 pagoder og laver lange skygger på jorden. Det er en underlig, let følelse af lette i en ballon. Man behøver dårligt nok at opdage, at båndene er blevet kappet, før man svæver højt over hustagene.


Tilbage på hotellet samles gruppen til morgenmad, hvorefter vi begiver os på heldagsekskursion til Popa-bjerget en times kørsel sydøst for Bagan. Bjerget rejser sig ensomt over det flade landskab. Det er et helligt bjerg for de lokale, og det siges at huse 37 ånder, som fortidens konger skulle konsultere, før de kunne bestige tronen. På toppen af bjerget ligger et tempel, som man kan besøge. Vejen op ad de 777 trin skal tages på bare tæer, og sandsynligvis støder man på nogle af bjerget aber undervejs.


På vejen besøger vi en landsby, der lever af at fremstille palmesukker og ser deres toddy-plantage.


Når vi om eftermiddagen er tilbage i Bagan inviterer rejselederen til en rolig cykeltur på tempelsletten. Vi kører forbi nogle af de flottere pagoder, der samtidig ligger tæt på hinanden. Vi kører fra det enorme Dhammayangyi Patho, forbi Sulamani Patho og Thabeik Hmauk hen til Pyathadar Paya, fra hvis top vi ser skumringen sænke sig mellem templerne.


Dag 10 – Grottepagoden Shwe Oo Min

Efter morgenmad flyver vi på tværs af landet. Vi ankommer til byen HeHo om formiddagen, og kører straks mod Pindaya-grottene. Det er med sine 8000 buddhafigurer et af Myanmars største og mest imponerende grottekomplekser. Ved grottens indgang ligger Shwe Oo Min-pagoden, som er vores første stop. Mange af buddhastatuerne er fra 1800-tallet. Nogle af dem er dog ældre, og der stilles stadig nye statuer op.


Efter at have gået på opdagelse ved grotterne, stopper vi ved en lokal paraply-fabrikant. Her ser vi, hvordan de fine og farverige papirparaplyer, man ofte ser i brug, bliver fremstillet. Vi kører nu i retning af Inlesøen, hvor vi skal tilbringe de næste par dage. Vi spiser frokost i Shan-landsbyen Thay et Pya, hvor vi får serveret et måltid af de lokale. Lidt nord for Inlesøen besøger vi Shwe Yan Pyay-klosteret. Det er bygget i teaktræ og står på pæle, og det ligner derfor ikke de klostre, man almindeligvis ser i landet. Som de fleste andre klostre i landet, bruges det stadig, og vi vil sandsynligvis se nogle af de orangeklædte børnemunke omkring klosteret.


Vi er nu nået frem til dagens mål: Inlesøen. Søen ligger i 880 meters højde mellem Shanbjergene. Vi skal bo på et lækkert resort, der ligger på pæle ude i vandet. På sejlturen ud til vores hotel får vi de første glimt af, hvad Inlesøen byder på af oplevelser. Man har indrettet flydende marker på søen, hvor der på underlag af søgræs og mudder dyrkes et væld af forskellige grøntsager. Søens fiskere fanger deres fisk balancerende på et ben. Med det andet ben styrer de roret. På den måde har de begge hænder frie til at fange fiskene med deres ruser. Det er et fascinerende syn at se disse akrobater indfange og spidde fiskene. Fra vores hotel kan vi nyde udsigten over søen, mens solen går ned, og de lokale sejler hjem til deres pælehytter.


Dag 11 – Livet på Inlesøen

Vi starter dagen ved et af søens flydende markeder, hvorefter vi ser den store Phaungdaw Oo-pagode, Inlesøens pendant til Hsipaws Bawgyo Paya. Vi besøger også et silkevæveri og nogle af de flydende haver, vi sejlede forbi i går. Man må tage hatten af for den opfindsomhed, det har krævet at dyrke grøntsager midt på søen.


Efter frokost sejler vi ad smalle kanaler til landsbyen Inthein med de mange små tilgroede pagoder. På vej tilbage besøger vi nogle af det lokale Inthar-folks landsbyer. Efterhånden begynder vi at vænne os til livet på Inlesøen, hvor alt foregår på vandet - man bor på søen, arbejder på søen, høster på søen og har sine pagoder på søen.


Dag 12 – Shwedagon i Yangon

Vi forlader Inle med et morgenfly til Yangon, landets hovedstad. For at komme ud blandt folket i storbyen forlader vi vores bus lidt uden for lufthavnen og hopper på Cirkellinjen, byen ringbane. Efter en halv time gennem Yangon i det livlige, men særdeles langsommelige tog møder vi bussen igen. Vi gør et kort ophold ved dissidenten Aung San Su Kyis hus, hvorefter vi falder til ro med en bid mad på et lokalt tehus. Her kan vi lade lidt op og opleve livet gå sin gang under lidt roligere forhold.


Når vi har tjekket ind på hotellet, er der lidt tid til at udforske nærområdet eller få sig en middagslur, inden vi tager hen Myanmars absolut største - og helligste - seværdighed: Shwedagon-pagoden.


Vores sidste aften sammen i Myanmar skal vi tilbringe på den hippe restaurant LinkAge, der også er et galleri. Stedet drives af en velgørenhedsorganisation og er et udviklingsprojekt, hvor gadebørn og fattige familier oplæres til kokke og tjenere. De har modet, og vi har midlerne, og sammen får vi en uforglemmelig aften.


Dag 13 – Byvandring i kolonikvarteret

Formiddagen byder på en vandretur gennem Yangons historiske bymindte. Briterne gjorde i 1885 Yangon, eller rettere Rangoon, til hovedstad i deres koloni Burma. Byen bærer stadig tydelige præg af denne tid. Mange af de gamle kolonibygninger står her endnu, flankeret af palmer og andre tropiske træer, og de giver denne del af byen en helt særlig stemning. Vi ser blandt andet den store, røde højesteretsbygning, postkontoret og ikke mindst det majestætiske hotel Strand fra 1896.


Byvandringen fører os også forbi Shwe Bontha-gaden, hvor der sælges rubiner og safirer, som der er relativt store forekomster af i Myanmar. Vi ser også den gyldne Sula-pagode.


Dagens og rejsens sidste stop er markedet Bogyoke - beliggende i en kolonibygning fra 1926. Her er der mulighed for at købe et minde om rejsen med hjem. Der sælges alt fra kunsthåndværk og spraglede tekstiler til ædelsten, mad, buddhaer, udskårne træfigurer og stort set alt, hvad man ellers kan forestille sig.


Fra markedet kører vi direkte til lufthavnen. Vi flyver med Thai Airways klokken lidt i otte om aftenen.


Dag 14 – Hjemme igen

Vi lander i København kl. halv syv om morgenen.


Klik her for at downloade dagsprogrammet

Hvad er inkluderet?

  • Ekspertrejseleder på hele rejsen
  • Engelsktalende rejselederassistent (dog ikke på togturen)
  • Drikkepenge til lokalguide og chauffør
  • Flybilletter København - Myanmar
  • Indenrigsflybilletter (Bagan - Heho, Heho - Yangon)
  • Al bustransport under rejsen (transfer og sightseeing)
  • Trekking i Hsipaw
  • Bådture i Inle Lake, Pakukko og Mandalay
  • Cykling i Bagan, Hsipaw
  • Togtur fra Pyin Oo Lwin til Hsipaw
  • 11 overnatninger på tre- eller firestjernede hoteller med morgenmad
  • 6 frokoster og 2 middage
  • Alle entréer og tilladelser

Ikke inkluderet

  • Visum til Myanmar. Vi samarbejder med et bureau, der kan hjælpe med dette.
  • Alt hvad der i programmet beskrives som tilkøb.

Kort

Oversigtskort


Destinationskort

Myanmar (Burma) - Bagan - Ananda-templet

Ananda-templet

Beliggende i Bagan, er dette buddhistiske tempel, bygget i år 1105 under regeringstid af kong Kyanzittha af Pagan dynastiet. Det er et af de fire overlevende templer i Bagan.

Myanmar - Bagan - Marked

Bagan

Bagan er en gammel by beliggende i Mandalay Region Myanmar. Fra 9. til 13. århundrede, var byen hovedstad i Kongeriget Pagan, det første kongerige der forende regionerne, der senere ville udgøre det moderne Myanmar. Under rigets højeste, mellem det 11. og 13. århundrede, blev over 10.000 buddhistiske templer, pagoder og klostre bygget i Bagan sletterne alene, hvoraf resterne af over 2200 templer og pagoder stadig overlevede til den dag i dag.

Myanmar - Bagan - Marked

Bogyokemarkedet

Bogyokemarekdet beliggende i en kolonibygning fra 1926. Her er der mulighed for at købe et minde om rejsen med hjem. Der sælges alt fra kunsthåndværk og spraglede tekstiler til ædelsten, mad, buddhaer, udskårne træfigurer og stort set alt, hvad man ellers kan forestille sig.

Myanmar (Burma) - Bagan

Dhammayangyi pahto og tempelsletten

Synlig fra alle dele af Bagan, denne massive, 12. århundrede tempel er berygtet for sine mystiske, tilmurede indre gange og grusomme historie. Det siges, at kong Narathu byggede templet for at sone sine synder: han kvælte sin far og bror til døden og henrettede en af ​​hans koner, en indisk prinsesse, for at praktisere hinduistiske ritualer. Det er det bedst bevarede af Bagans templer og byder på et detaljeret mørtel arbejde i sine øverste niveauer. Templet ses smukt fra tempelsletten, hvorfra udsigten gøres endnu mere fantastisk med luftballonerne, som sendes op hver eneste dag.

Myanmar (Burma) - Bagan - Gubyaukgyi-templet

Gubyaukgyi-templet

Gubyaukgyi-templet er et buddhistisk tempel bygget i 1113 af Prins Yazakumar, kort efter sin fars død, kong Kyansittha af Pagan dynastiet. Templet er bemærkelsesværdig af to grunde. For det første indeholder det en bred vifte af velbevarede kalkmalerier på dens indvendige vægge, med nogle af de ældste originale malerier som der findes i Bagan. For det andet, ligger templet vest for den Myazedi pagode, hvor der fundet to stensøjler med inskriptioner skrevet i fire, gamle sydøstasiatiske sprog: Pali, Old Mon, Gammel burmesiske og Pyu. Indskriften på søjlen viser at Myazedi pagoden er blevet kaldt den burmesiske Rosetta Stone, opkaldt efter sin betydning både historisk og sprogligt, som en nøgle til at knække Pyu sproget.

Myanmar (Burma) - Popa-bjerget

Popa-bjerget

Dette 1500 m. høje bjerg stiger til vejrs som en bemærkelsesværdig og meget ensom søjle midt i det flade Baganplateau. Bjerget er en udslukt vulkan, og hos de lokale er den omgivet af mystik og magi. Den udbredte tro er, at bjerget er hjemsted for Nat-guderne; en form for åndeguder, der betydningsmæssigt knyttes til buddhismen.

Myanmar (Burma) - Bagan - Pyathadar Paya-templet

Pyathadar Paya

Pyathada Paya er bygget i det 12. århundrede af kong Kyaswa og var et af de større templer bygget i Bagan. Pyathada Phaya er et af de 12. århundredes templer af "dobbelt hulen" typen.

Myanmar - Bagan - Shwezigon-templet

Shwezigon-templet

Shwezigon-templet er et buddhistisk tempel som ligger i Nyaung-U. Det er en prototype af burmesiske stupaer, og består af en cirkulær bladguld-forgyldt stupa omgivet af mindre templer og helligdomme. Opførelsen af Shwezigon Pagoden begyndte under regeringstid af kong Anawrahta og blev afsluttet i 1102 e.Kr., under regeringstid af kong Kyanzittha af Pagode dynastiet. Pagoden menes at knæsætte en knogle og tand for Gautama Buddha.

Myanmar (Burma) - Bagan - Sulamani Patho

Sulamani Patho

Sulamani Patho er et buddhistisk tempel beliggende i landsbyen Minnanthu. Templet er et af de mest besøgte i Bagan. Det blev bygget i 1183 af kong Narapati Sithu.

Myanmar (Burma) - Hsipaw - Goteik-kløften

Goteik-kløften

Gokteik-Kløften med jernbanebroen over ligger i Naung Hkio, i den vestlige Shan State. Broen er mellem de to byer i Pyin U Lwin og Lashio, den vigtigste by i den nordlige Shan-staten. Det er den højeste bro i Myanmar og da den blev færdig, den største jernbanebro i verden. Broen ligger ca. 100 km nordøst for Mandalay. Broen blev bygget i 1899 og afsluttet i 1900 af Pennsylvania og Maryland Bridge Construction.

Myanmar - Kvindelig markarbejder

Hsipaw

Hsipaw er den vigtigste by i Hsipaw Township i Shan State. Den ligger på flodbredden af Duthawadi River, 200 km nord-øst for Mandalay.

Myanmar (Burma) - Inlesøen

Inlesøen

Inthafolket ved Inle søen er kendt for den helt specielle teknik, hvormed de stående navigerer deres både med det ene ben, alt imens de spejder efter luftbobler som tegn på fisk, som de så fanger med et flot udslynget net. Der dyrkes ris og grønsager på såkaldte flydende haver af dynd og vegetation. Man bor som regel i træhuse placeret på pæle i søen. Den er 23 kilometer lang og syv kilometer bred og kun fem meter dyb. Der bor 20 000 mennesker omkring og på søen. Intha folket lever af fiskeri og af grøntsager, der dyrkes på flydende haver, kunstfærdigt skabt på flettet bund.

Myanmar (Burma) - Inlesøen - Phaung Daw Oo-Pagoden

Phaung Daw Oo-Pagoden

Phaung Daw Oo Pagoden ligger i Ywama og er en vigtig religiøs seværdighed i Shan-staten. Phaung Daw Oo Pagoden huser fem små gyldne Buddha billeder centreret i helligdomens store sal. Buddha billederne er blevet dækket med så mange guld blade, at det er umuligt at se deres oprindelige struktur.

Myanmar (Burma) - Inlesøen - Shwe Yan Pyay-klosteret

Shwe Yan Pyay-klosteret

Det buddhistiske Shwe-Yan-Pyay Kloster blev bygget i slutningen af det 19. århundrede. En bygning, der udelukkende består af teak og er iøjnefaldende med sine ovale vinduer. Det bruges bl.a. til undervisning.

Myanmar (Burma) - Mandalay - Golden Mahamuni-templet

Golden Mahamuni-templet

Golden Mahamuni-templet er et buddhistisk tempel og det primære pilgrimssted, beliggende sydvest for Mandalay. Mahamuni Buddha billedet er guddommeliggjort i dette tempel, og kom oprindeligt fra Arakan. Det er stærkt æret i Myanmar og centralt for mange menneskers liv, da det ses som et udtryk som repræsenterer Buddhas liv.

Myanmar (Burma) - Mandalay - Kuthodaw-pagoden

Kuthodaw-pagoden

Kuthodaw-Pagoden er et buddhistisk stupa, beliggende i Mandalay, som indeholder verdens største bog. Det ligger ved foden af Mandalay Hill og blev bygget under regeringstid af kong Mindon. Stupaen selv, som er forgyldt over sine terrasser, er 57 m høj, og er modelleret efter Shwedagon Pagoden på Nyaung-U nær Bagan.

Myanmar (Burma) - Mandalay - Mahagandayon

Mahagandayon-klosteret

Mahagandayon Kloster i Amarapura, udenfor Mandalay er grundlagt omkring 1914 og er et af de største pædagogiske klostre i Myanmar, og hjem til op til 2000 munke.

Myanmar (Burma) - Mandalay - Mandalay Hill

Mandalay Hill

Mandalay Hill er en 240 meter bakketop, der er placeret til nordøst for centrum af Mandalay. Mandalay Hill er kendt for sin overflod af pagoder og klostre, og har været et stor valfartssted for burmesiske buddhister i næsten to århundreder. På toppen af bakken er Sutaupyti (ønske-opfyldelses) Pagoden. Den panoramiske udsigt over Mandalay fra toppen af Mandalay Hill gør det umagen værd at begive sig op ad trapperne, som er muret hele vejen op til toppen.

Myanmar (Burma) - Mandalay - Mandalay Palads

Mandalay Palads

Mandalay Palace er det sidste kongelige palads i den sidste burmesiske monarki. Slottet blev bygget mellem 1857 og 1859 som en del af Kong Mindons grundlæggelse af den nye kongelige hovedstad Mandalay.

Myanmar (Burma) - Mandalay - Sandamuni-pagoden

Sandamuni-pagoden

Sandamuni-Pagoden er et buddhistisk stupa liggede sydvest for Mandalay Hill. Det blev opført under tiden med Kong Mindon Min i 1874 som et mindesmærke for Mindon Mins lillebror, Kanaung Mintha, som blev myrdet sammen med 3 prinser, Malun, Saku, og Maingpyin i året 1866 under Myingun Prince oprør.

Myanmar (Burma) - Mandalay - Shwe In Bin Kyaung-klosteret

Shwe In Bin Kyaung-klosteret

Hvis du ønsker stille meditation i Mandalay, kunne du ikke finde et bedre sted end dette smukt udskårede teak kloster. Opført i 1895 af et par velhavende kinesiske jade købmænd. Den centrale bygning står på træ-trunk poler og interiøret har en kraftigt stigende, mørk, majestætisk karakter. Rækværker og tag er dækket i detaljerede graveringer, et par af dem mildt humoristiske.

Myanmar (Burma) - Mandalay -  Shwenandaw Kyaung-templet

Shwenandaw Kyaung-templet

Shwenandaw Kyaung-templet er et historisk buddhistisk kloster som ligger i nærheden af Mandalay Hill. Det blev bygget i 1880 af kong Thibaw Min

Myanmar (Burma) - U Bein-broen

U Bein-broen

U Bein-broen er en passage, der spænder over Taungthaman Søen nær Amarapura. Den 1,2-kilometer lange bro blev bygget omkring 1850 og menes at være den ældste og længste teaktræ bro i verden. Byggeriet begyndte, da hovedstaden i Ava Kingdom flyttede til Amarapura og broen er opkaldt efter borgmesteren, der stod for byggeriet. I dag bruges den som en vigtig passage for den lokale befolkning.

Myanmar (Burma) - Monywa - Laykun Setkyar

Laykyun Setkyar

Laykyun Setkyar er den tredje højeste statue i verden på 116 meter. Denne statue af Gautama Buddha står på en 13,5 meter trone beliggende i landsbyen Katakan Taung, nær Monywa. Byggeriet begyndte i 1996, og den blev afsluttet den 21. februar 2008.

Myanmar (Burma) - Monywa

Monywa

Monywa er en by i Sagaing Region, som ligger 136 km nord-vest for Mandalay på den østlige bånd af floden Chindwin.

Myanmar (Burma) - Monywa - Mohnyin Thambuddhei Paya

Thanboddhay Paya

Den største attraktion i Monywa er Thanboddhay Pagoda, et buddhistisk tempel med en kæmpe stupa ligner den Indonesiens Borobudur. Det stammer fra 1303, selv om det blev rekonstrueret i 1939. Det siges at indeholde over 500.000 billeder af Buddha.

Myanmar (Burma) - Pyin Oo Lwin - Botanisk Have

Botanisk Have

Den Botaniske have i Pyin Oo Iwin minder mest om en stor park, med en central stor sø, hvor de sorte svaner flyder rundt, omkranset af smukke staudebede. Her findes ældgamle træer, en forstenet skov og en skov af kæmpemæssige bambus. Her ligner den hjemlige bambus nærmest græs i forhold til disse giganter. Her findes mere end 75 forskellige bambusarter! I en indhegning i parkens sydligste hjørne findes en såkaldt Takin (en gedeantilope) - der lever vildt i bl.a. det nordligste Myanmar. På vestsiden af søen er orkidé-haven med ca. 300 forskellige orkidéer i blomst. I samme område har man et museum med en større samling sommerfugle, biller og græshopper fra det meste af verden.

Myanmar (Burma) - Yangon - Karaweik

Karaweik

Karaweik er et palads der ligger på den østlige del af søen Kandawgyi.

Myanmar (Burma) - Yangon - Shwedagon-pagoden

Shwedagon-pagoden

Shwedagon-Pagoden officielt navngivet Shwedagon Zedi Daw og også kendt som den store Dagon-pagoden og Golden Pagoda, er en forgyldt stupa beliggende i Yangon. De 99 meter høje pagode ligger på Singuttara Hill, vest for Kandawgyi Lake, og dominerer Yangon skyline. Shwedagon Pagoden er den mest hellige buddhistiske pagode i Myanmar, da den menes at indeholde relikvier af de fire tidligere Buddhaer og den nuværende Kalpa. Disse relikvier omfatter personale af Kakusandha, vandfilteret af Koṇāgamana, et stykke af kåben af Kassapa og otte hårstrå fra lederen af Gautama.

Myanmar (Burma) - Yangon - Marked

Yangon

Yangon er en tidligere hovedstad i Myanmar og hovedstaden i Yangon regionen. Det fungerede også som hovedstad i eksil af Azad Hind. Yangon er landets største by med en befolkning på over fem millioner, og er den vigtigste kommercielle centrum.

Myanmar (Burma) - Bagan - Ananda-templetMyanmar - Bagan - MarkedMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - BaganMyanmar - Bagan - MarkedMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - BaganMyanmar (Burma) - Bagan - Gubyaukgyi-templetMyanmar (Burma) - Bagan - Gubyaukgyi-templetMyanmar (Burma) - Popa-bjergetMyanmar (Burma) - Popa-bjergetMyanmar (Burma) - Popa-bjergetMyanmar (Burma) - Bagan - Pyathadar Paya-templetMyanmar - Bagan - Shwezigon-templetMyanmar (Burma) - Bagan - Shwezigon-templetMyanmar (Burma) - Bagan - Shwezigon-templetMyanmar (Burma) - Bagan - Shwezigon-templetMyanmar (Burma) - Bagan - Sulamani PathoMyanmar (Burma) - Hsipaw - Goteik-kløftenMyanmar - Kvindelig markarbejderMyanmar (Burma) - Hsipaw Myanmar (Burma) - HsipawMyanmar (Burma) - HsipawMyanmar (Burma) - HsipawMyanmar (Burma) - InlesøenMyanmar (Burma) - InlesøenMyanmar (Burma) - Inlesøen Myanmar (Burma) - Inlesøen Myanmar (Burma) - InlesøenMyanmar (Burma) - Inlesøen Myanmar (Burma) - Inlesøen - Phaung Daw Oo-PagodenMyanmar (Burma) - Inlesøen - Phaung Daw Oo-PagodenMyanmar (Burma) - Inlesøen - Shwe Yan Pyay-klosteretMyanmar (Burma) - Inlesøen - Shwe Yan Pyay-klosteretMyanmar (Burma) - Mandalay - Golden Mahamuni-templetMyanmar (Burma) - Mandalay - Mahamuni-templetMyanmar (Burma) - Mandalay - Mahamuni-templetMyanmar (Burma) - Mandalay - Kuthodaw-pagodenMyanmar (Burma) - Mandalay - Kuthodaw-pagodenMyanmar (Burma) - Mandalay - MahagandayonMyanmar (Burma) - Mandalay - Mandalay HillMyanmar (Burma) - Mandalay - Mandalay HillMyanmar (Burma) - Mandalay - Mandalay PaladsMyanmar (Burma) - Mandalay - Mandalay PaladsMyanmar (Burma) - Mandalay - Mandalay PaladsMyanmar (Burma) - Mandalay - Sandamuni-pagodenMyanmar (Burma) - Mandalay - Sandamuni-pagodenMyanmar (Burma) - Mandalay - Sandamuni-pagodenMyanmar (Burma) - Mandalay - Shwe In Bin Kyaung-klosteretMyanmar (Burma) - Mandalay - Shwe In Bin Kyaung-klosteretMyanmar (Burma) - Mandalay -  Shwenandaw Kyaung-templetMyanmar (Burma) - Mandalay -  Shwenandaw Kyaung-templet Myanmar (Burma) - Mandalay -  Shwenandaw Kyaung-templetMyanmar (Burma) - U Bein-broenMyanmar (Burma) - U Bein-broenMyanmar (Burma) - U Bein-broenMyanmar (Burma) - U Bein-broenMyanmar (Burma) - U Bein-broenMyanmar (Burma) - U Bein-broenMyanmar (Burma) - Monywa - Laykun SetkyarMyanmar (Burma) - Monywa - Laykun SetkyarMyanmar (Burma) - Monywa - Laykyun SetkyarMyanmar (Burma) - Monywa - Laykun SetkyarMyanmar (Burma) - MonywaMyanmar (Burma) - Monywa - Mohnyin Thambuddhei PayaMyanmar (Burma) - Monywa - Thanboddhay PayaMyanmar (Burma) - Monywa - Thanboddhay PayaMyanmar (Burma) - Monywa - Thanboddhay PayaMyanmar (Burma) - Pyin Oo Lwin - Botanisk HaveMyanmar (Burma) - Pyin Oo Lwin - Botanisk HaveMyanmar (Burma) - Yangon - KaraweikMyanmar (Burma) - Yangon - KaraweikMyanmar (Burma) - Yangon - Shwedagon-pagodenMyanmar (Burma) - Yangon - Shwedagon-pagodenMyanmar (Burma) - Yangon - Shwedagon-pagodenMyanmar (Burma) - Yangon - Shwedagon-pagodenMyanmar (Burma) - Yangon - Shwedagon-pagodenMyanmar (Burma) - Yangon - Shwedagon-pagodenMyanmar (Burma) - Yangon - Shwedagon-pagodenMyanmar (Burma) - Yangon - MarkedMyanmar (Burma) - YangonMyanmar (Burma) - Yangon

 vores nyhedsbrev


Udfyld formularen til højre og send den ind, så bliver du tilmeldt vores nyhedsbrev.


Vi lover ikke at fylde din indbakke. Nyhedsbrevet bliver cirka sendt ud en gang om måneden - af og til to gange.