Armenien med Nagorno Karabakh

Oplev Armeniens gamle klostre og templer samt smukke naturlandskab
Armenien - Khor Virap - KirkenArmenien - Garni - TempelArmenien - Susji - Zontik vandfaldet
Startdato 3. maj 2020
Slutdato 13. maj 2020
Varighed 11 dage
Rejseledere  Markus Bogisch
Pris 14995 kr.
Eneværelsestillæg 1990 kr.
Status Ledige pladser
Bestil rejse

Armenien med Nagorno Karabakh

Oplev Armeniens gamle klostre og templer samt smukke naturlandskab

Armenien er verdens ældste kristne nation. Tilbage i 2001 fejrede man 1700-års jubilæet for kristendoms ophøjelse til statsreligion. Sammen med det armenske sprog og det armenske alfabet, der blev skabt i begyndelsen af 400-tallet for at kunne oversætte Biblen, udgør den kristne tro den vigtigste identitetsskabende faktor i Armenien. Derfor føler befolkningen sig som en del af den europæiske familie, selv om deres land ligger i Asien.


Armenien, der er mindre en Danmark, er landskabeligt meget varieret og byder på storslåede naturoplevelser. Omkring hovedstaden Jerevan breder sig den frugtbare Ararat-slette med sine udstrakte vinmarker og frugthaver, mens de bjergrige provinser Vayots Dzor og Syunik i syd er kendetegnet af uberørte alpine landskaber, der har et rigt fugleliv. Sevan-søen, der dækker et område svarende til mere end en femtedel af Armeniens samlede areal, ligger som en blå juvel midt i det østarmenske højland præget af tidligere tiders vulkanske aktivitet.


Denne rejse inkluderer også den de facto selvstændige Republik Artsakh, tidligere kendt som Nagorno-Karabakh. Siden krigen om den armenske enklave i Aserbajdsjan sluttede i 1994 er der sket meget i det lille land, som officielt ikke anerkendes af noget andet land i verdenen. ”Den bjergrige sorte have” er kendt for sin betagende landskabelige skønhed, og den venlige befolkning vil gerne komme i kontakt med mennesker fra den store verden, som de ellers er isoleret fra.


Til sidst, men ikke mindst, er en rejse til Armenien er en kulinarisk oplevelse. Det armenske køkken er rigt og varieret, byder på masser af friske grøntsager, og ingen tilbereder stegt kød på spyd (arm. khorovats) bedre end armenierne. Smag selv! Armensk vin har i de seneste år vundet flere internationale priser, og i destilleret form – som armensk ”cognac” – har den et legendarisk ry.


Dagsprogram:

Dag 1 - Afrejse til Jerevan

Vi ankommer til Jerevan omkring midnat og indlogeres på et centralt beliggende hotel.


Dag 2 - Byrundtur i Jerevan og udflugt til Etsjmiatsin

Jerevan blev grundlagt i 782 f.v.t. og er dermed ældre en Rom, som Jerevans indbyggere stolt fremhæver. Sin nuværende status som Armeniens hovedstad fik Jerevan derimod først i 1918. Byens centrum, der er præget af storslåede bygningsværker i stalinistisk stil, blev designet af Alexander Tamanian i 1924. I sin generalplan for Jerevan regnede han med en befolkning på ca. 150.000 indbyggere – i dag er byens befolkning på over en million. Alligevel er Jerevan en ret overskuelig by med af en afslappet, næsten mediterran stemning.


Efter vi har orienteret os i byens centrum kører vi til ”Kaskaden”, et gigantisk trappeanlæg, der blev påbegyndt i 1971 i anledning af 50-årsdagen for Armeniens optagelse i Sovjetunionen. Byggeriet stoppede i 1980, og blev først genoptaget i 2002 efter at Gerard Cafesjian, en amerikansk filantrop med armenske rødder, investerede millioner af dollar i projektet. I dag fungerer Kaskaden som et kunstmuseum, som blandt andet huser en stor samling af glaskunst. Fra museets øverste platform er der en smuk udsigt over hele byen, og hvis det ikke er for diset, vil man også kunne se Ararat, armeniernes hellige bjerg.


Herefter besøger vi mindestedet Tsitsernakaberd og museet, der dokumenterer det armenske folkedrab under første verdenskrig.


Om eftermiddagen kører vi til Etsjmiatsin, der ligger 20 km vest for Jerevan. Byens navn betyder ”den inkarnerede Gud er steget ned”, for ifølge legenden var det selve Kristus, der udpegede stedet, hvor den første armenske kirke skulle opføres. Katedralen i Etsjmiatsin, hvis ældste dele stammer fra 300-tallet, er Den Armenske Apostolske Kirkes moderkirke.


Vores sidste stop er katedralen i Zvartnots. Den store rundkirke blev opført i midten af 600-tallet af katolikos Nerses III. Den er viet til den Hellige Gregor, der konverterede Armenien til kristendom, og der antages at hans relikvier blev opbevaret i katedralen. Et jordskælv i 900-tallet ødelagde bygningen, men den delvist rekonstruerede kirke imponerer stadig på grund af sin rige skulpturudsmykning.


Om aftenen spiser vi middag på en traditionel armensk restaurant.


Dag 3 - Klippekirker og brandy-smagning i Garni og Geghard

30 kilometer øst for Jerevan ligger Garni, det eneste bevarede antikke tempel i hele Kaukasus. Bygningen tilskrives som regel Trdat I, der i år 66 besøgte Rom, hvor han blev kronet til konge af kejser Nero. Beliggenheden er storslået, idet templet er placeret på kanten af et plateau højt over den dybe kløft, som Azat-floden strømmer igennem. Vi vandrer igennem kløften, der i sig selv er meget seværdig på grund af sine fantastiske basaltstenformationer.


Derefter ser vi klosterkomplekset i Geghard, som er delvist hugget ud af klippen. I førkristen tid fandtes her en Anahita-helligdom. Kilden med det hellige vand er der stadig. Hovedkirken, der er viet til jomfru Maria, stammer fra 1215. Flere reliefudsmykkede forhaller (dsjamatun) og gravkapeller blev tilføjet efterfølgende. Klostrets øverste sal har en enestående rumklang, som skyldes et omløbende hulrum, der forstærker lyden.


Vi spiser frokost på en restaurant med udsigt over Azat-flodens kløft.


Tilbage i Jerevan besøger vi en brandyfabrik, og vi skal selvfølgelig også smage på varen.


Resten af dagen til fri disposition. Middag på egen hånd.


Dag 4 - Dybe fangehuller og fængende bjerglandskaber i Khor Virap, Noravank, Jermuk

Vi forlader den armenske hovedstad og kører sydpå. Vores første stop er Khor Virap klostret, der ligger tæt på grænsen til Tyrkiet. Khor Virap betyder ordret ”det dybeste fangehul”. Her sad den Hellige Grigor Lusavoritsj indespærret i 13 år, indtil han blev løsladt for at helbrede Trdat III, der i mellemtiden var blevet sindssyg. Kongen blev rask igen og konverterede i al taknemlighed til kristendom og gjorde den til statsreligion i Armenien. Det skete i år 301. Fangehullet findes stadigvæk, og der er mulighed for at stige ned i det – hvis man altså tør!


Det sydlige Armenien, som omfatter provinserne Vayots Dzor og Syunik, byder på betagende smukke og uspolerede bjerglandskaber. Vi spiser frokost nær landsbyen Areni, der er kendt for sin vinproduktion. Området var allerede beboet i det 5. årtusinde før vor tidsregning og i de seneste år har man gjort en række sensationelle arkæologiske fund, som verdens ældste lædersko, der nu er udstillet på det historiske museum i Jerevan.


Fra Areni kører vi til Noravank. De fleste af klosterensemblets monumenter, heriblandt den særprægede toetagers gravkirke Surb Astvatsatsin, blev bygget og udsmykket af den geniale arkitekt og billedhugger Momik. Østlige og vestlige stilarter forener sig til en harmonisk helhed, der er på en gang virker fremmed og bekendt.


Vi kører videre til Jermuk, der er kendt i hele Armenien for sit mineralvand og sin smukke beliggenhed. I sanatorierne, der blev opført igennem 1960erne, kom arbejderne til fra hele Sovjetunionen til hægterne igen. I slutningen af 1980erne, da kurgæsterne udeblev, husede bygningerne også mange fordrevne armeniere fra naborepublikken Aserbajdsjan.


Vi har en overnatning i Jermuk.


Dag 5 - Sydpå til Karahunj, Tatev og Goris

Vi fortsætter vores rejse sydpå. I nærheden af byen Sisian besøger vi Zorakarer, også kendt som Karahunj, et mystisk sted med en række stensætninger og megalitgrave fra præhistorisk tid. Ligesom vi kender det fra de hjemlige himmelstrøg blev stensætningerne sandsynligvis brugt til at observere himmellegemerne med det formål at kunne bestemme tid.


Herefter tager vi til Tatev, et imponerede klosteranlæg, placeret på kanten af en lodret klippe. Indtil for få år siden tog køreturen igennem Vorotan-flodens kløft over en time, i dag bringer en svævebane den besøgende til klostret på få minutter.


Tatev blev ophøjet til bispesæde i 800-tallet. To hundrede år senere husede det tilknyttede kloster over 1000 munke, ejede 47 landsbyer og modtog tiende fra 677 andre landsbyer. I 1300 og 1400-tallet var Tatev et vigtigt lærdomscenter. Ud over teologi blev der undervist i matematik, filosofi, retorik, æstetik og musik. I klostrets skriptorium kopierede og oversat munkene flere tusinde håndskrifter. Der fandtes også en egen skole for miniaturemaleri.


Vi kører til Goris, hvor vi har en overnatning.


Dag 6 - Nagorno-Karabakh: En rejse til landet der ikke findes. Tur til Goris, Sjusji og Stepanakert

Goris, den anden største by i Syunik-provinsen, er en meget gammel bosættelse, der allerede nævnes i de uratæiske kilder. I dag er den en typisk armensk provinsby, der profiterer godt af, at den ligger i nærheden af hovedvejen, som forbinder Armenien med Nagorno-Karabakh, ”den bjergrige sorte have”.


Herefter fortsætter vi Nagorno-Karabakh, som armenierne kalder Artsakh. Det er en de facto selvstændig republik, der ikke anerkendes af noget land i verden, heller ikke Armenien. Alligevel anses Artsakh som en uadskillig del af Armenien. Forvirret? Forklaringen er, at Armenien ikke vil opfattes som en aggressor, der er direkte involveret i konflikten om den tidligere autonome region Nagorno-Karabakh, der de jure stadig tilhører Aserbajdsjan. En rejse til Nagorno-Karabakh er derfor en rejse til et land, som officielt ikke findes. Men det har sin egen regering, sine egne ministerier og statslige institutioner, sit eget flag, og endda sine egne frimærker.


Vi besøger ”hulelandsbyen” Khndzoresk inden vi kører til Sjusji.


Vi ser den historiske by Sjusji, der spiller en stor rolle i armeniernes og aserbajdsjanernes bevidsthed. Før 1920 var begge befolkningsgrupper nogenlunde lige repræsenteret, efter massakren på den armenske befolkning i 1920 og frem til 1992 havde byen et overvejende aserbajdsjansk befolkningsflertal. I dag er byen 100% armensk.


Senere vandrer vi igennem Karkar-kløften til Zontik-vandfaldet.


Vi har to overnatninger i Stepanakert.


Dag 7 - Tid på egen hånd i Stepanakert

Stepanakert, Artsakhs ”hovedstad”, er en overskuelig by med ca. 55.000 indbyggere. Her vil I den første dag få tid på egen hånd til at undersøge byen nærmere.


OBS - Dem der rejser med på maj-turen i foråret, vil denne dag i stedet være med til den store fejring af "Sejrsdagen" 9. maj. Sejrsdagen er en fejring Tysklands kapitulering ved slutningen af 2. Verdenskrig. Fejringen bliver markeret med store optog, taler og koncerter, krigsveteraner i fuld uniform og mindehøjtideligheder.


Dag 8 - Markedsplads og museer i Stepanakert

I byens centrum lægger man mærke til de store nye regeringsbygninger, der understreger landets krav på selvstændighed. Vi ser markedet og to små, men interessante museer, der igennem deres eksponater formidler landets historie ud fra et armensk perspektiv.


Middag på egen hånd.


Dag 9 - Gandzasar-klostret, Sevan-søen og afgang mod Jerevan

Vi forlader Stepanakert og kører nordpå. Undervejs besøger vi Gandzasar-klostret, der er sæde for den armenske arkebiskop af Artsakh. Klostret, der stammer fra første halvdel af 1200-tallet er en arkitektonisk perle. Katedralen, der er viet til Johannes Døberen, er rigt udsmykket med ornamenter og reliefskulpturer.


Vi kører videre igennem smukke naturområder og krydser ”grænsen” til selv Armenien i nærheden af landsbyen Sotk, hvor Armeniens største guldmine ligger. Vi forsætter langs Sevan-søen, der ligger i 1900 meters højde. Klimaet er barsk heroppe det meste af året, men om sommeren udgør søen en populær feriedestination for armenierne.


I Sevan ser vi klostret, der blev grundlagt af Mariam Bagratuni i 800-tallet. Det er mange trappetrin op til toppen, men belønningen er en vidunderlig panoramaoversigt over søen.


Kørsel til Jerevan sidst på eftermiddagen.


Middag på egen hånd.


Dag 10 - Fridag i Jerevan

En afslappende dag i Armeniens smukke hovedstad. Der findes mange spændende museer og seværdigheder, for eksempel:


  • Paradsjanov Museum, der rummer en omfattende samling af skurrile og fantasifulde værker skabt af den armenske multikunstner Sergej Paradsjanov (1924-1990)
  • Matenadaran Museum, hvor man kan se nogle af de smukkeste armenske håndskrifter
  • Museum for Moderne Kunst (og Samtidskunst), der giver et godt indblik i, hvad der rører sig i den armenske kunstscene
  • Det historiske Museum – her kan man igennem de udstillede artefakter blive klogere på Armeniens årtusinder gamle historie
  • Vernissage loppemarkedet i nærheden af Republikkens Plads
  • Kond – et gammelt kvarter, der snart vil vige for byudviklingen
  • Erebuni, den urartæiske fæstning fra 700-tallet f.v.t.


Om aftenen spiser vi fælles afskedsmiddag på en god armensk restaurant.


Dag 11 - Hjemrejse til København

Transfer til lufthavnen og ankomst til Københavns lufthavn ved aftentid.


Klik her for at downloade dagsprogrammet

Hvad er inkluderet?

  • Ekspertrejseleder på hele rejsen
  • Lokalguide
  • Fly København-Jerevan t/r
  • Al øvrig transport
  • Overnatning på 3- og 4-stjernede hoteller
  • 3 frokoster
  • 2 middage
  • Alle entréer

Rejseleder

Markus Bogisch

Markus Bogisch er ph.d. i kunsthistorie, forfatter, redaktør og foredragsholder. Hans primære forskningsområde er middelalderkunsten i den kristne periferi og dens interaktion med den islamiske kunst samt deres fælles rødder i antikken. Underviser på Københavns Universitet fra 2002-2015, medlem af Den danske Nationalkomité for Byzantinske Studier og George Chubinashvili National Research Centre for Georgian Art History and Heritage Preservation samt tidligere formand for Dansk Selskab for Kaukasusforskning. Mange års erfaring som rejseleder med indgående kendskab til landene i Sydkaukasus, Mellemøsten og Centralasien. Hans interesse for Rastafarikulturen og ”Back to Africa”-bevægelsen har også bragt ham til Etiopien, som han har rejst i flere gange.


Kort

Oversigtskort


Destinationskort

Armenien - Areni - Gammel by

Areni

Dette område var allerede beboet 5000 år før vores tidsregning. I nyere tid har man gjort en række interessante arkæologiske fund blandt andet verdens ældste lædersko. I dag er landsbyen Areni kendt for sin vinproduktion.

Armenien - Ejmiatsin - Katedral

Ejmiatsin

Ejmiatsin betyder ”den inkarnerede Gud er steget ned”, for ifølge legenden var det Kristus, der udpegede stedet, hvor den første armenske kirke skulle opføres.

Armenien - Garni - Azatfloden

Azatfloden

Den 55-kilometer lange flod løber gennem Garni, Lanjazat og Arevshat, og er kendt for sine mange smukke vandfald, Den udspringer fra Geghama-bjergene og bruges til vanding og generering af elektricitet.

Armenien - Garni - Garni-templet

Garni-templet

Dedikeret til den armenske solgud Mihr, står Garni-templet som et af de eneste hedenske, græsk-romerske templer tilbage i Armenien.

Armenien - Geghard - Kloster

Klosterkomplekset Geghard

Geghard middelalderkloster fra det 4. århundrede er på UNESCOs verdensarvsliste, og står oppe i bjergene, skåret ud af de tilstødende klipper. I førkristen tid husede en af hulerne en Anahita-helligdom.

Armenien - Goris

Goris

Goris ligger i en smuk dal, som gennemstrømmes af Vararak floden. Ligesom Jerevan er Goris en meget gammel bosættelse.

Armenien - Ararat - Brandydestilleri

Ararat Brandydestilleri

Armenien har noget af verdens bedste brandy. Araratmærket skulle efter sigende have været Winston Churchills favorit.

Armenien - Jerevan - Det historiske museum

Det historiske museum

Det historiske museum giver os et enestående indblik i Armeniens rige kulturhistorie.

Armenien - Jerevan - City View

Jerevan

Armeniens hovedstad ligger i skyggen af Araratbjerget.

Armenien - Jerevan - Kaskaden

Kaskaden

Imponerende kalkstenstrappe midt i byen Jerevan. Fra bunden leder den op mod byens store park fyldt med monumenter.

Armenien - Jerevan - Sergej Parajanov Museet

Sergej Parajanov Museet

Parajanov var en multikunstner, der skabte værker inden for alle grener af billedkunsten. I dag er han dog mest kendt for sine drømmeagtige film fra 1960’erne.

Armenien - Surb Astvasatsin - Kirke

Surb Astvatsatsin

Surb Astvatsatsin blev bygget og udsmykket af den geniale arkitekt og billedhugger Momik. Østlige og vestlige stilarter forener sig til en harmonisk helhed, der er på én gang virker fremmed og bekendt.

Armenien - Jerevan - Thsitsernakabert

Thsitsernakabert

Thsitsernakabert og ser museet, der dokumenterer folkemordet, som tyrkerne begik på armenierne under første verdenskrig.

Armenien - Jerevan - Tsitsernakaberd mindesmærke

Tsitsernakaberd

På toppen af bakken tårner det 44 meter høje mindesmærke i stål op over byen. Opført i 1967 til minde om ofrene for det armenske folkedrab.

Armenien - Jermuk - flod

Jermuk

Byen Jermuk er kendt for sit mineralvand og for sin skønne belliggenhed

Armenien - Karahunj - De Talende Sten

Karahunj

Karahunj (”de talende sten”) i nærheden af Sisian, er et mystisk og vindblæst sted med en række stensætninger og megalitgrave fra præhistorisk tid.

Armenien - Khndzoresk

Khndzoresk

I slutningen af 1800-tallet var Khndzoresk Østarmeniens største landsby med over 8000 indbyggere, fordelt på over 1800 husstande. De fleste familier boede i klippehuler – helt op til 1950’erne.

Armenien - Khor Virap - Gammel Kloster

Khor Virap Klosteret

Khor Virap betyder ”det dybeste fangehul”. Her sad den Hellige Grigor Lusavoritsj indespærret i 13 år, indtil han blev løsladt for at helbrede Trdat III, der i mellemtiden var blevet sindssyg. Kongen blev rask og konverterede i taknemlighed til kristendom og gjorde den til statsreligion i Armenien i år 301. Khor Virap ligger på grænsen til Tyrkiet

Armenien - Novarank - Kloster

Noravank klosteret

Noravank klostret stammer fra 1200-tallet.

Armenien - Sevan-søen

Sevan-søen

Sevan-søen ligger i 1900 meters højde. Det er den største sø i Sydkaukasus. Dens overflade udgør ca. en sjettedel af Armeniens territorium.

Armenien - Zoratskarer - Stonehenge

Zorakarer

Nogle kalder det "det armenske Stonehenge". Zorakarer er et mystisk sted med en række stensætninger og megalitgrave fra præhistorisk tid.

Armenien - Sjusji - Karkar-kløften

Karkar kløften

I Karkar-kløften kan du opleve et væld af både historiske, naturlige og arkitektoniske monumenter. Det fascinerende Zontik-vandfald, huler, middelalderbroer, gamle møller og imponerende klippeformationer.

Armenien - Susji - Zontik vandfaldet

Zontik-vandfaldet

Vandfaldet i Karkar-kløften bliver sammenlignet med en stor, mosklædt paraply. Kilden udspringer dybt i kløften, og løber ned langs de grønne sider, der dækker over en stor hule under vandfaldet.

Armenien - Nagorno Karabakh - Tatev Kloster

Tatev

Tatev er et imponerede klosteranlæg, der knejser højt over den dybe kløft, som Vorotan-floden strømmer igennem. Indtil for få år siden tog køreturen til Tatev over en time, i dag bringer verdens længste svævebane den besøgende til klostret på få minutter.

Armenien - Vengli - Gandazar kloster

Gandzasar-klostret

Klostret er i dag sæde for den armenske ærkebiskop af Artsakh, men stammer helt tilbage fra første halvdel af 12-tallet. Denne arkitektoniske perle, rigt udsmykket med ornamenter og reliefskulpturer, er viet til Johannes Døberen.

Armenien - Zvartnots - Zvartnots katedral

Zvartnots Katedral

Den store rundkirke blev opført i midten af 600-tallet og viet til den Hellige Gregor, der konverterede Armenien til kristendom. Det antages at hans relikvier blev opbevaret i katedralen. Et jordskælv i 900-tallet ødelagde bygningen, men den delvist rekonstruerede kirke imponerer stadig med sin rige skulpturudsmykning.

Andre rejser med samme rejseleder

Rejse Langs Silkevejen i Usbekistan og Turkmenistan
Startdato 21. maj 2020
Slutdato 5. juni 2020
Varighed 16 dage
Pris 23995 kr.
Eneværelsestillæg 2490 kr.
Status Ledige pladser
Bestil rejse
Armenien - Areni - Gammel byArmenien - Ejmiatsin - KatedralArmenien - Garni - AzatflodenArmenien - Garni - Garni-templetArmenien - Geghard - KlosterArmenien - GorisArmenien - GorisArmenien - Ararat - Brandydestilleri Armenien - Jerevan - Det historiske museumArmenien - Jerevan - City ViewArmenien - Jerevan - KaskadenArmenien - Jerevan - Sergej Parajanov MuseetArmenien - Surb Astvasatsin - KirkeArmenien - Jerevan - ThsitsernakabertArmenien - Jerevan - Tsitsernakaberd mindesmærkeArmenien - Jermuk - flodArmenien - Karahunj - De Talende StenArmenien - KhndzoreskArmenien - Khor Virap - Gammel KlosterArmenien - Novarank - KlosterArmenien - Noravank-klosteretArmenien - Sevan-søenArmenien - Zoratskarer - StonehengeArmenien - Sisian - ZorakarerArmenien - Sjusji - Karkar-kløftenArmenien - Susji - Zontik vandfaldet Armenien - Nagorno Karabakh - Tatev KlosterArmenien - Vengli - Gandazar klosterArmenien - Zvartnots - Zvartnots katedral

 vores nyhedsbrev


Udfyld formularen til højre og send den ind, så bliver du tilmeldt vores nyhedsbrev.


Vi lover ikke at fylde din indbakke. Nyhedsbrevet bliver cirka sendt ud en gang om måneden - af og til to gange.