Hiking og meditation i det indiske Himalaya

Glem tiden, træd ind i den lille skjulte Tirthan-dal i de mægtige Himalayabjerge helt oppe i det nordligste Indien. 13 magiske forårsdage i Indien centreret om en uges vandrings- og meditationsretreat.
Indien - Himachal Pradesh - BathadIndien - Himachal Pradesh - BirIndien - Himachal Pradesh - Dhauladhar-bjergeneIndien - Tirthan Valley
Startdato 23. maj 2020
Slutdato 4. juni 2020
Varighed 13 dage
Rejseledere  Kåre Troelsen Rina Korshi
Pris 15995 kr
Eneværelsestillæg 1790 kr
Status Ledige pladser
Bestil rejse

Hiking og meditation i det indiske Himalaya

Glem tiden, træd ind i den lille skjulte Tirthan-dal i de mægtige Himalayabjerge helt oppe i det nordligste Indien. 13 magiske forårsdage i Indien centreret om en uges vandrings- og meditationsretreat.

Find ro i de storslåede og fredfyldte Kullu-bjerges helt unikke og isolerede Pahari kultur, som selv inderne finder eksotisk. Vi slukker telefonerne og vender tilbage til nuets enkelhed. Vi går ad bugtende landsbyveje og snoede hyrdestier. I den storslåede natur oplever vi guidet meditation og perioder med vandring i stilhed. Rolige aftener med fordybelse i bålsamtaler, skrivning eller læsning, følges af nætter hvor kun flodens brusen høres. Til fods besøger vi smukke lokale tømmer- og stentempler, hellige vandfald og ældgamle helligdomme. Til slut kører vi gennem Kangra-dalen, ser buddhistiske klostre og udforsker den farverige tibetanske eksilhovedstad Dharamshala, som ligger højt på en bjergtop.


Rejselederne Kåre Troelsen (Danmark) og Rina Korshi (Indien) kender Indien og Kullu-bjergene som deres egen bukselomme. De er begge meditationslærere og bjergguider og har i en årrække guidet meditations- og vandringsgrupper ad deres helt egne stier. (Vandrings sværhedsgrad: begynder)


Dagsprogram:

Dag 1 - Afrejse til Indien

Vi flyver direkte fra Københavns lufthavn til Delhi. Afrejse er om aftenen. Vi er fremme i Delhi i morgen tidlig.


Dag 2 - Fra Delhi til Chandigarh

Vi ankommer kl. 07.35 og slapper af nogle timer på vores hotel. Over middag tager vi ud og spiser frokost sammen, og sidst på eftermiddagen tager vi toget fra Delhis store travle banegård.


Vi rejser nord gennem Harayana-statens grønne marker til Chandigarh, en moderne by tegnet af arkitekten Le Corbusier. Vi ankommer om aftenen og overnatter på James Hotel.


Dag 3 - Op i Himalaya-bjergene

Vi forlader lavlandet tidligt om morgenen, og kører i vores egen bus op i Himalaya-bjergene (ca. 9 timer med pauser).


Frokost i Bilaspur med udsigt over en sø med delvist oversvømmede templer. Eftermiddages-te i Mandi-kongens gamle smuldrende palads Raj Mahal grundlagt i 1527, af Raja Ajbar Sen. Videre gennem den dramatiske Pandoh slugt til Kullu-området hvor Himalayabjergene for alvor begynder.


Efter slugten kører vi ind i den uspolerede Banjar-dal og ankommer om eftermiddagen i Rajus skjulte oase i Gushaini. Det er her vi tilbringer den næste fredelige uge.


Dag 4 - Akklimatisering

En stille og rolig akklimatiseringsdag. Morgen med fælles guidet meditation, åndedrætsøvelser og lidt snak om ugens program. Efter morgenmaden går vi en tur langs floden til landsbyen Gushaini for at få en kop chai, se det lokale tempel, hører lidt om den lokale kultur og orienterer os i området.


Frokost tilbage hos Raju (kl. 14). Kl. 17 mødes vi igen og finder et sted i abrikosplantagen, hvor vi sammen kan meditere, tale og udveksle erfaringer. 19.30 aftensmad, og efter det, bål i haven og tid til aftenmeditation.


Dag 5 - Besøg i traditionel Himachali-landsby

Efter morgenmeditation og morgenmad tager vi frokost med i rygsækken og går 3 km ad landsbyveje og stier langs Tirthan-floden til det hellige Yogini (kvindelig naturånd) vandfald, hvor vi spiser vores frokost og drikker te. Efter frokost går vi over floden og op til en lille traditionel Himachali-landsby, som ligger flot på en bakkekam. Vi er hjemme midt på eftermiddagen. Efter aftensmaden er der bål og aftenmeditation.


Dag 6 - Gada Durga-templet

En morgen med tid til at udforske meditation, bevægelse og åndedrætsøvelser. Rum til snak om meditation og inspiration til at observere sig selv. Efter frokost går vi 3 km op til det store dramatisk placerede Gada Durga tempel, der ligge oppe ad bjerget bag vores guesthouse. Vi har tid til at se solen gå ned over landsbyen, terrassemarkerne og de sneklædte bjerge i nationalparken. Efter aftensmaden er der bål og aftenmeditation.


Dag 7 - Bathaads bjerglandskaber

Efter morgenmeditation og morgenmad kører vi lidt længere ind i Tirthandalen til Bathaads vildere bjerglandskaber, hvor vi vandrer det meste af dagen (8 km), med tid til meditation, silent walking, skrivning og samtaler. Efter aftensmaden er der bål og aftenmeditation.


Dag 8 - Afslapning

Afslapningsdag efter gårsdagens vandring. Tid til fordybelse i meditation, åndedrætsøvelser, samtale, stilhed, let yoga og afspændingsøvelser og med mulighed for en eftermiddags tur (eller lur).


Dag 9 - Hike mod The Great Himalayan National Park

Vores længste hike (10km). Vi vandrer hele dagen langs en vild gletsjerflod gennem den snævre dal op mod The Great Himalayan National Park. På vejen stopper vi og får chai i landsbyen Ropa, ser det lokale tempel og dypper (måske) tærene i den iskolde flod. Vi er hjemme sidst på eftermiddagen. Efter aftensmaden er der bål, aftenmeditation og en snak om ugens oplevelser.


Dag 10 - Himalayas landsbyer, dale og slugter

Vi kører om morgenen til Banjar by, hvor der er mulighed for at se de berømte og farverige vævede Kullu-sjaler. Vi fortsætter gennem den imponerende Pandoh-slugt. På vejen besøger vi et af områdets længste hængebroer og spiser frokost ved den hellige tempelomkransede sø Rewalsar hvor Padma Sambhav, som bragte buddhismen til Tibet i det 8.årh., i al hemmelighed underviste prinsesse Mandarava i tantrafilosofi.


Vi kører videre gennem den store Kangradal, hvor der dyrkes te. Senere på eftermiddagen besøger vi Bajinath-templet. Templet er bygget i år 1204 på sten i Shikara-stil (helt anderledes en Kullu-stilen) og dedikeret til Shiva. Vi ankommer sidst på eftermiddagen til landsbyen Bir (1500 m) hvor vi bor hos The Colonel, et lille familiedrevet resort bestyret af en pensioneret oberst. I løbet af dagen er der tid til meditation og der bliver også en aftenmeditation.


Dag 11 - Den tibetanske eksilhovedstad Dharamshala

Efter morgenmaden kører vi videre gennem Kangra-dalen, langs med Dhauladhar-bjergkæden mod den tibetanske eksilhovedstad Dharamshala. Senere besøg og frokost i det smukke gamle tibetanske kultur- og kunstinstitut Norbulingka.


Vi ankommer om eftermiddagen i Dharamshala, hvor vi skal bo i det tibetanske kvarter Mc Leod Ganj, der ligger imponerende i 2000 m højde på en bjergtop med udsigt til Triund-tinden (2800m). Vi bor på Hotel Deodar Villa på kanten af bjergtoppen lige over Dalai Lamas altid livlige tempel. Om aftenen går vi en tur i den tibetanske bys små gader, som er fuld af smukke templer og har en travl basar.


Dag 12 - Dalai Lamas tempel

Morgenbesøg med meditation i Dalai Lamas tempel. Vi har derefter hele dagen fri til på egen hånd at udforske Mc Leod Ganj seværdigheder og liv, og der er tid til besøg i de mange enestående kunsthåndværkerbutikker. Vi mødes til frokost og middag.


Dag 13 - Hjemrejse

Vi kører tidligt til lufthavnen og flyver fra Dharamshala til Delhi og skifter til Københavnsflyet. Ankomst København.








Om Kullu-området

Kullu, som er området vi skal til, blev indtil for ikke så længe siden kaldt ”enden på den beboelige verden”. Det var også her ved Vyas-floden at Alexander Den Store endelig gav op og vendte om i år 326 f.v.t.


Området er omkranset af knejsende bjerge, og indtil en tunnel blev bygget i 80’erne, var det kun tilgængeligt via kilometerhøje pas. For enden af Kullu dalen ligger det dramatiske Rohtang pas (3978m) og bag det begynder den vilde tyndtbefolkede højørken og den tibetansk-buddhistiske kultur.


Kullu områdets skikke, musik, mad og klædedragt er fremmedartet selv for indere, for området var i tusinder år så isoleret, at deres kultur, trods det at de formelt er hinduer, formede sig på sin helt egen måde. Stadig i dag har den, lige som den oprindelige tibetanske Bön-religion, tydelige shamanistiske træk og orakler bruges til mange beslutninger. Hver landsby har sin egen gud; hvert stort træ, bjergtop og vandfald er beboede af kvindelige naturånder. Året rundt er guderne på farten; de bæres i cedertræs-palankiner til besøg hos hinandens templer eller deltager i de utallige lokale festivaler. En gang om året bæres de store afstande i farverige optog med musik og faner til den berømte Dusherra Festival, hvor de møder Kullu kongens gud, Ragunat. Desuden har området et stor buddhistisk mindretal og mange tibetanske templer og klostre.


Om vores base

Vi skal bo i den lille, godt skjulte, Tirthan-dal på kanten til The Great Himalayan National Park. Vores hotel er det charmerende Rajus Guesthouse, der indtil for ganske nylig var et af de få hoteller i dalen, som nu er ved at blive kendt som en øko- og friluftsdestination. Raju er en vellidt skikkelse i dalen fordi han i årtier succesfuldt kæmpede mod planen om en vandkraftsdæmning, som ville ødelægge den uspolerede natur. Nu drives Rajus Guesthouse af hans to sønner, og moren laver stadig sin lækre lokale mad. Rajus Guesthouse er bygget i traditionel rustik stil af træ, sten og skiffer og ligger helt for sig selv i en frodig abrikosplantage ved den vilde flod. For at komme derover bliver vi hejst over floden i en stor kurv, eller går over en bro i landsbyen Gushaini og gennem skoven.


Efter vores 6 dages retreat rejser vi de sidste 3 dage gennem Kangra-dalen og ser på vejen buddhistiske templer og helligdomme. Vi bor en nat hos The Colonel, et lille familiedrevet resort bestyret af en pensioneret oberst. Vi afslutter med to nætter i Dharamshala, den tibetanske eksilhovedstad.


Om retreat-ugen

Gushaini i Tirtandalen. Kombinationen af lettere bjergvandring, silent walking, pranayam (yoga-åndedrætsøvelser), skrivning, introspektion og guidet meditation bringer dig tilbage til en simplere måde at være på. Vi glemmer tiden og lærer området og tidsløsheden at kende. Retreat-dagene har desuden udstrækning og afspændingsøvelser efter hikes, samt indimellem tid til let yoga. På dagene i turen til Dharamshala vil der også være mulighed for meditation i templer og klostre.


Klik her for at downloade dagsprogrammet

Hvad er inkluderet?

  • To ekspertrejseledere på hele turen inklusiv på vandreturene (en dansktalende og en engelsktalende)
  • Fly t/r
  • Hotel
  • Fuld pension
  • Al transport
  • Undervisning i meditation
  • Yoga og udstrækningsøvelser


Ikke inkluderet

  • Visum
  • Bærere på vandreture (det kan arrangeres meget billigt, hvis man har brug for en hjælper)

Rejseledere

Kåre Troelsen

Kåre Troelsen er født i Danmark, hvor han voksede op på en biodynamisk gård. Kåre er certificeret og erfaren meditations- og filosofilærer. Derudover er historie og kulturstudier hans passionerede hobby.


Han har tidligere arbejdet som facilitator for kulturelle og historiske rejser i Egypten og laver nu retreats og seminarer i Danmark. Han har besøgt Indien utallige gange i de sidste 30 år og har lige afsluttet 5 års intensiv træning ved International Meditation Institute i Kullu i den indiske del af Himalaya, hvor han, under en mesters vejledning, har fordybet sig i meditation og non-dual filosofi.


Kåre boede 13 år i Egypten, hvor han malede, skrev og studerede Sufisme. Desuden er han en erfaren terapeut og snart debuterende romanforfatter.

Rina Korshi

Rina Korshi er født og opvokset i Pune, Maharastra, Indien og er homøopatisk læge af erhverv. Rina underviser i homøopati, yoga og meditation, og har også arbejdet inden for kropsholdning og kropsergonomi.


Rina har studeret meditation og indisk klassisk musik. Hun er en ivrig læser, rejsende og hiker. Inspireret af sin personlige transformation gennem rejser i Himalaya, glæder hun sig til at guide andre og til at lære fra sig på de områder hun er ekspert på.


Rina er engelsktalende og er guide sammen med Kåre Troelsen. De har en udtalt kærlighed til bjergene, og deres erfaring med den transformative kraft, der ligger i at observere sig selv gennem meditation, har givet dem ideen med disse retreats. De vil gerne skabe en dynamisk, mange-facetteret tilgang til bevidsthed, sundhed, introspektion og kreativt udtryk. I nogle år har de taget indiske lægekolleger på selvudviklende bjerg-retreats.

Kort

Oversigtskort


Destinationskort

Govind Sagar sø

Bilaspur

Bilaspur er et by i Himachal Pradesh staten i Indien. Man kan finde den menneskelavede Govind Sagar sø på Sutlej-floden som fungerer som et reservoir for Bhakra og Nangal dæmningen.

Indien - Himachal Pradesh - Bir

Bir

Bir- en lille tibetansk landsby i Kangra-dalen, her bor vi på det familiedrevne resort The Colonel

Indien - Himachal Pradesh - Chandigarh

Chandigarh

Chandigarh, Indiens eneste gennemplanlagt by, tegnet fra bunden af af den berømte arkitekt Le Corbusier. Den stod færdig i 1960.

Indien - Dalai Lama Tempel

Dalai Lama Tempel

Dalai Lama templet bliver også kaldt Tsuglakhang Templet. Dalai Lama besøger templet 2 eller 3 gange hver år for at prædike.

Indien - Himachal Pradesh - Dharamshala

Dharamshala

Dharamshala er den tibetanske eksilhovedstad. Hotellet vi skal bo på er den hvide bygning på billedet.

Indien - Himachal Pradesh - Gushaini - Gada Durga Templet

Gada Durga Templet

Gada Durga Templet er et traditionelt tempel i himachal-stil dedikeret til gudinden Durga.

Indien - Himachal Pradesh - Gushaini

Gushaini

Gushaini, en lille bitte landsby i Tirthan-dalen på kanten til Great Himalayan National Park. Vi bor på Raju’s Guesthouse i en abrikosplantage lige ned til floden.

Indien - Himachal Pradesh - Hanogi-hængebroen

Hanogi

Hanogi er en af de længste hængebroer i området. Den går over Pandu-slugten.

Indien - Baijnath Tempel

Baijnath Tempel

Baijnath Tempel er et hindu tempel i Nagara-stil. Templet blev bygget i 1204 efter kristus af to lokale købmænd. Templet er dedikeret til Lord Shiva som Vaidyanath.

Indien - Bathad

Bathad

Landsbyen Bathad ligger i et smukt bjergområde.

Indien - Himachal Pradesh - Dhauladhar-bjergene

Dhauladhar-bjergkæden

Dhauladhar bjergkæden er en del af en mindre bjergkæde i Himalaya. Det stiger fra de indiske sletter nord for Kangra og Mandi.

Indien - Jogini vandfald

Jogini Vandfaldet

Jogini vandfaldet er helligt og Jogini er en kvindelig naturånd. Vandfaldet er beliggende i Himachal Pradesh.

Indien - Norbulingka Institute

Norbulingka

Norbulingka Institute blev grundlagt i 1995 af Kelsang og Kim Yeshi i Sidhpur, nær Dharamshala i Indien, og er dedikeret til bevarelsen af ​​den tibetanske kultur i sine litterære og kunstneriske former

Indien - Himachal Pradesh - Rewalsar-søen

Rewalsar-søen

Ved Rewalsar-søen står der en flere etager høj statue af Padma Sambhav, som bragte buddhismen til Tibet.

Indien - Ropa landsby

Ropa landsby

Ropa er en landsby i Banjardistriktet i Himachal Pradesh.

Indien - Tirthan Valley

Tirthan-dalen

Tirthan-dalen er den perfekte port til Great Himalayan National Park. Det er et smukt område, hvor man kan nyde stilheden og de smukke omgivelser.

Indien - Tirthan Valley River

Tirthan-floden

Tirthan-floden er en flod der udløber fra Great Himalayan National Park.

Govind Sagar søIndien - Himachal Pradesh - BirIndien - Himachal Pradesh - ChandigarhIndien - Dalai Lama TempelIndien - Himachal Pradesh - DharamshalaIndien - Himachal Pradesh - Gushaini - Gada Durga TempletIndien - Himachal Pradesh - GushainiIndien - Himachal Pradesh - GushainiIndien - Himachal Pradesh - Hanogi-hængebroenIndien - Baijnath TempelIndien - BathadIndien - Himachal Pradesh - BathadIndien - Himachal Pradesh - Dhauladhar-bjergeneIndien - Jogini vandfaldIndien - Norbulingka InstituteIndien - Himachal Pradesh - Rewalsar-søenIndien - Ropa landsbyIndien - Tirthan ValleyIndien - Tirthan Valley River

 vores nyhedsbrev


Udfyld formularen til højre og send den ind, så bliver du tilmeldt vores nyhedsbrev.


Vi lover ikke at fylde din indbakke. Nyhedsbrevet bliver cirka sendt ud en gang om måneden - af og til to gange.