Puerto Rico - San Juan - El Morro

Puerto Rico

Puerto_Rico

Christoffer Columbus opdagede Puerto Rico i 1493. Indtil da tilhørte øen de indfødte Taino-indianere. Øen var spansk i fire århundreder på trods af angreb fra Holland, Frankrig og Storbritannien. Øen spillede en strategisk vigtig rolle for Spanien. Derudover tjente man penge på at producere sukker her ved hjælp af slaver hentet fra Afrika. Efter Den Spansk-amerikanske Krig i 1898 blev Puerto Rico overdraget til USA som et led i fredsaftalen. Puerto Rico er i dag et selvstyre med tilknytning til USA med spansk som hovedsproget. Øen rummer en masse levn fra kolonitiden som for eksempel de ceremonielle indianske boldbaner fra Tainofolkets tid, der er de bedst bevarede i Caribien.


Puerto Rico er en af Caribiens største øer, dog væsentlig mindre end Cuba og Hispaniola. Øen er bebygget langs kysterne, mens øens midte i høj grad er dækket af et skovklædt og bakket landskab.


Vores kulturrejser til Puerto Rico byder på smuk natur og et indblik i Puerto Ricos historie og nutidige samfund.


Rejser til Puerto Rico


Der er for tiden ingen rejser planlagt til Puerto Rico

San Juan

San Juans gamle bydel ligger på en ø, der er forbundet med fastlandet med et par broer. Det er en flot gammel koloniby, der har alt, hvad en sådan kan tilbyde af flotte katedraler og hyggelige små gader med pastelfarvede huse. Det er en fornøjelse at slentre rundt i San Juans gader. Øen og byen har været stærkt befæstet, og den er derfor omkranset af mure og forter. Castilllo de San Cristóbal og Castillo de San Felipe del Morro (kendt som El Morro) har beskyttet atlanterhavskysten. Begge ligger i store grønne områder, der flankerer den gamle bydel.


Det er muligt at gå langs El Morros mur hele vejen rundt om pynten på øens spids. Det er en flot tur på over en kilometer, hvor man går med den høje bymur og dens skydeskår på den ene side og havet på den anden. Hvis man er heldig, kan man møde en pelikan eller to undervejs.


Den centrale del af Øen


Arecibo-observatoriet

Arecibo-observatoriet er verdens næststørste enkeltstående parabol. Den har en diameter på imponerende 305 meter. Observatoriet er bygget i et enormt jordfaldshul midt i Puerto Ricos bjergrige jungle, og det går derfor fuldstændig i et med naturen. For at bruge et lidt fortærsket ord, så er det et unikt syn. Mange vil genkende den store parabol fra James Bond-filmen Golden Eye. Det er også kendt for at huse SETI (Search For Extraterrestrial Intelligence), der, som navnet antyder, afsøger verdensrummet efter tegn på liv. SETI står blandt andet for screensaveren [email protected], som brugere fra hele verden benytter. Når screensaveren tændes, stilles computerens arbejdskraft til rådighed for projektet, og den går i gang med at analysere data fra teleskopet.


Camuy-grotterne

I Camuy-grotterne finder man to naturfænomener, der er forenet. Et stort jordfaldshul fører ned i nogle endnu større drypstenshuler. Grotterne er skabt af verdens tredjestørste underjordiske flod, Camuy-floden. Grotterne blev først opdaget i 1958, men man har fundet tegn på, at de blev benyttet af taino-indianerne for længe siden.


De indianske boldbaner i Caguana

Caguana betragtes som en af de vigtigste arkæologiske parker i Caribien. Den blev bygget omkring år 1270 af taino-indianerne, der dengang beboede Puerto Rico. Man har fundet omkring 30 boldbaner. De er ikke så store og imponerende som den slags boldbaner, man finder i Mellemamerika, men de er bestemt et besøg værd.

Det mest interessante ved parken er de mange helleristninger. Flere af boldbanerne er flankeret af store sten, der har påmalet en helleristning. Motiverne er mange og forskellige, ofte med motiver af mennesker og dyr. Nogle er detaljerede, mens andre er helt enkle, og det er en stor oplevelse at gå på opdagelse blandt dem.


Puerto Ricos forhold til USA

Puerto Rico er et selvstyrende territorium med en særlig tilknytning til USA. Siden 1898 og den Spansk-Amerikanske Krig har USA haft herredømmet over og på øen. En folkeafstemning har vist, at Puerto Ricos flertal ønsker at blive optaget som en egentlig stat i USA, men der er også dem, der ønsker fuld selvstændighed.


Så sent som i juni 2016 afgjorde USA's højesteret, at Puerto Rico er et territorium uden suverænitet. Tre uger efter oprettede præsident Barack Obama et kontrolorgan, som fremover skal have opsyn med Puerto Ricos lokalregering. Samtidig fik Puerto Rico en livline, som skal forsøge at hjælpe landet af med en gæld på umulige 70 milliarder dollar. Det svarer til 20.000 dollar på indbygger. Folk flygter bogstaveligt talt fra Puerto Rico for at finde arbejde i USA.


Rejseledere på rejser til Puerto Rico

Niels Lindvig

Niels Lindvig er journalist og har fulgt international politik og kultur for DR i mere end 30 år, hvor han har været medlem af redaktionen på Udefra og Orientering og studievært på Orientering Søndag. Skønt Niels tjente sine sporer i Afrika og Asien, er han især kendt for sin brede og dybe indsigt i Latinamerika, USA og De britiske Øer. Latinamerika har siden 1970erne trukket i ham. Han har besøgt hele kontinentet og boet i en række af landene bl.a. Colombia, Chile og især Argentina. De britiske Øer har dog altid haft en helt særlig og stor plads hos Niels Lindvig. I mere end et årti sad han som eneste internationale deltager i British Irish Interparliamentary Body, som fulgte og støttede fredsprocessen i Nordirland. Især har det gamle indre imperiums gradvise opbrud optaget ham. Fra Irlands blodige løsrivelse og Nordirlands tilblivelse over nationalparlamenternes opståen i Skotland og Wales i 1990erne til det stadigt mere højlydte skotske krav om selvstændighed. Niels Lindvig opholder sig hvert år i såvel Irland som UK adskillige gange.

Rejseleder Niels Lindvig

Billeder fra Puerto Rico

Puerto Rico - San Juan - El MorroPuerto Rico - San Juan - El MorroPuerto Rico - San Juan - El Morro Puerto Rico - Arecibo observatorietPuerto Rico - Indianske boldbaner ved CaguanaPuerto Rico - Indianske boldbaner ved CaguanaPuerto Rico - Cavernas - DrypstenshulerPuerto Rico - Cavernas - Drypstenshuler