Irland - Limerick

Irland

Ireland

Selvom Irland ikke er et stort land hverken geografisk eller befolkningsmæssigt, har nationen alligevel formået at sætte sit aftryk ude i verden – ikke mindst i USA, hvor store dele af befolkningen emigrerede til i 18- og 1900-tallet. Efter 2. Verdenskrig gik udviklingen af Irland i stå, hvilket efterlod landet med lav vækst og høj fattigdom, arbejdsløshed og inflation. I 1990'erne lykkedes det dog Irland at transformere sig fra at være et af de fattigste til et af de rigeste lande i Europa..


Irland har en lang og spændende historie der løber tilbage til vikingetiden. Både ældre keltisk historie og nyere symboler på løsrivelsen fra England for 100 år siden ses overalt i byerne og på landet, hvilket gør landet til en oplagt rundrejse for den historieinteresserede. Desuden er det irske folk kendt som værende yderst gæstfrie over for turister, og landets særlige sorte humor skaber en god stemning på pubber og restauranter.


Tilnavnet ”Den grønne ø” kan efterhånden klinge lidt klichefyldt, men hvis man først har set de storslåede marker, bjerge og enge kan man godt forstå dette udtryk. Her er næsten dramatisk grønt så langt øjet rækker, at det kan synes helt overvældende. Og med Dublin som historisk og kulturelt centrum er Irland en fantastisk destination for en kulturrejse, hvor de store fortællinger er i centrum.

Rejser til Irland


Der er for tiden ingen rejser planlagt til Irland

Dublin

Dublin blev grundlagt af vikinger i år 841 og blev efter normanners erobring i det 12. århundrede den førende by i Irland. I løbet af det 17. århundrede blomstrede byen, og i en kort periode holdte Dublin titlen som den anden største by i det Britiske Imperium og den femte største i Europa. I slutningen af det 19. århundrede blev Dublin centrum for de irske nationalisters kamp for uafhængig, hvilket kulminderede i Påskeoprøret i 1916 i byens centrum.


Påskeoprøret, den irske uafhængighedskrig og den efterfølgende irske borgerkrig førte til store ødelæggelser i byens centrum. Men efter opdelingen af den irske ø i 1922 blev Dublin hovedstad i Irland, og mange af de ødelagte bygninger blev genopbygget. I mange år forblev Dublin en umoderne by, men efter den økonomiske optur i 1990erne og en gennemgående byrenovering er byen blevet en moderne hovedstad, og i dag en af de bedste byer i Europa at bo og være turist i.


På trods af et lille befolkningstal på godt 500.000 indbyggere byder Dublin på noget for alle. Byen huser nogle af Irlands største kulturskatte, og er man til en kulturrejse, der både rummer historie, politisk samtidsdebat og kultur, er Dublin et perfekt rejsemål – alt sammen blandet med muntre irske toner. Byen kan deles op i forskellige kvarterer, der retter sig mod forskellige interesseområder, hvor man finder både finere kultur, folkedans og -musik og historiske monumenter.


Middelalderkvarteret

Den ældste del af Dublin stammer helt tilbage fra middelalderen og kaldes derfor Medieval Quarter. Her finder man nogle af byens vigtigste historiske bygninger Dublin Castle, St. Patrick's Cathedral og Crist Church. Disse tre bygningsværker har haft stor betydning for Dublins politiske, religiøse og kulturelle historie. De ligger ikke langt fra hinanden, og det er derfor muligt at gå fra den ene til den anden og samtidig opleve Medieval Quarters stemning.


Dublin Castle regnes for byens vigtigste historiske bygning, og med god grund. Slottet er et spændende udtryk for forskellige perioders arkitektoniske stilarter, da det har været udsat for flere brande og efterfølgende genopbygninger. I dag er det kun det borglignende tårn, der står tilbage fra den oprindelige konstruktion. Resten blev løbende bygget i 1700-tallet. De historiske perioders meget modsatrettede arkitektoniske retninger gør, at Dublin Castle har vidt forskellige udtryk alt efter hvilken side, det betragtes fra. Slottet spiller også en vigtig rolle i nyere irsk historie, da det var her, den engelske administration havde til huse indtil 1922.


St. Patrick’s Cathedral er den største katedral i Irland. De imponerende gotiske bygninger kan dateres helt tilbage til 1220, men den er løbende blevet renoveret og bygget til gennem århundrederne. I dag holdes der konstant øje med bygningernes tilstand, så man hele tiden sikrer, at katedralen holdes ved lige. St. Patrick’s Cathedral er en af de vigtigste kirker i den katolske kirke i Irland, og det er muligt at opleve syngende messer to gange dagligt med undtagelse af lørdag.


Dublins anden store katedral Christ Church er også byens ældste bygning. Siden 1030 har katedralen ligget midt i Dublin ikke langt fra floden Liffey. Bygningen er i gotisk stil, men grundet en omfattende renovering i 1800-tallet har den klare træk fra victoriatiden. Kirken er lige som St. Patrick’s Cathedral stadig aktiv, og det er muligt at opleve messer hver dag.


Georgiansk arkitektur

En af de vigtigste perioder for opbygningen af Dublin, som den tager sig ud i dag, er den georgianske. Fra 1714 til 1830 regerede intet mindre end fire konger med navnet George – heraf navnet på perioden. Den meget symmetriske byggestil er især inspireret af palladiansk og ny-klassicistisk arkitektur og tager udgangspunkt i nøje matematiske principper, hvor højde og bredde skal stemme helt overens med finere detaljer.


Efter løsrivelsen i 1922 blev de georgianske bygninger i mange år set som et symbol på det engelske styre, og store dele af dem blev forladt, gik i forfald og blev revet ned. Men i slutningen af 1980’erne og i 1990’erne vendte stemningen, og store restaurerings- og renoveringsprojekter blev sat i gang. Derfor er det i dag muligt at finde de charmerende huse rundt omkring i Dublin, men de fleste ses i The Georgian Quarter, De mange georgianske huse, med de nu farverigt malede døre, skaber en hel særlig stemning og gør kvarteret til et af Dublins hyggeligste.


Temple Bar

Dublin er i høj grad også præget af et farverigt og muntert kultur- og gadeliv. I det berømte Temple Bar-område er det om dagen muligt at besøge museer, kulturcentre og markeder og se nogle af Dublins mange kreative uddannelsesinstitutioner, mens det om aftenen forvandler sig til et mekka for de fest- og musikhungrende. Områdets alsidighed med både skoler og restaurationer danner ramme om en munter sammenblanding af lokale og turister.


Museer

Dublin byder på et væld af museer med forskellige fokusområder. Her er alt fra det omfattende National Museum of Ireland, over whisky- eller ølmuseer til kunstmuseer i verdensklasse.


National Museum of Ireland

Nationalmuseet, National Museum of Ireland, er kæmpe stort og kan tage flere dage om at komme igennem. Det er delt i fire sektioner, hvoraf de tre ligger i Dublin. Decorative Arts and History ligger i de gamle militærbarakker på Benburb Street. Her kan man se brugskunst, klædedragter og møbler fra hele Irlands historie. National Museum of Ireland – Archeology på Kildare Street dækker den arkæologiske del af Irlands historie fra stenalderen til middelalderen. Her udstilles artefakter fra forskellige perioder, herunder vikingetiden, som har haft stor betydning for Irlands kulturhistorie. Den naturhistoriske del af museet ligger på Merrion Street og rummer en zoologisk samling. Museet har dog stort set ikke forandret sig siden åbningen i 1857, hvilket giver mulighed for at se et zoologisk museum, som det så ud på Charles Darwins tid.


Book of Kells

Irlands største kulturskat og en af Dublins største attraktioner for kulturinteresserede er Book of Kells. Denne smukt illustrerede bog fra år 800 indeholder de fire evangelier fra Det Nye Testamente. Bogen er blevet verdenskendt for illustrationernes imponerende detaljerigdom, der er en blanding af kristen ikonografi og keltisk billedtradition, og den ligner ikke noget andet i sit udtryk. I dag er bogen delt i fire, hvoraf to er udstillet i Trinity Colleges historiske bibliotek.


Det gamle posthus

Påskeoprøret står som en af de mest afgørende begivenheder i irsk historie. Oprørets ledere brugte postkontoret på O’Connel Street som hovedkvarter, og bygningen led derfor omfattende skader under kampene. Da irerne opnåede selvstændighed i 1922 genopbyggede man posthuset, og det står den dag i dag som et af de stærkeste symboler på Irland som uafhængig nation.


The Irish Museum of Modern Art

I et hospital fra 1600-tallet finder man i dag The Irish Museum of Modern Art – museum for moderne kunst. De gennemrenoverede historiske bygninger skaber en fantastisk ramme for samtidskunsten, som er i fokus her. Irlands største samling af samtidskunst tæller blandt andet prominente navne som Marina Abramović, Samuel Beckett, Louise Bourgeois, Tracey Emin, Damien Hirst og Anish Kapoor. Udover den faste samling udstilles der løbende særudstillinger med noget af den mest toneangivende kunst i dag.


The Irish Whiskey Museum

Har man sagt Irland har man også sagt whisky, og selvfølgelig har landet et officielt whisky museum. På The Irish Whiskey Museum er der daglige omvisninger, hvor man både hører om drikkens historie og betydning for Irland og får lov at smage på herlighederne.


Dublins historiske opland

Slaget ved Boyne

Et af Irlands største slag fandt sted ved floden Boyne nord for Dublin i 1690. Her kæmpede den nyligt kronede protestantiske konge, William of Orange, mod den katolske tidligere konge, James II. Efter et års eksil i Frankrig så James II Irland som en vej til at generobre den engelske trone. Dette lykkedes dog ikke, og James II måtte se sig slået af William of Oranges massive hær. På trods af at 50.000 mennesker kæmpede, endte dødstallet relativt beskedent for datiden. Man mener, at ca. 2000 mænd mistede livet under Slaget ved Boyne, men begivenhedernes efterspil har været blodige, da de er blevet en væsentlig fortælling i den voldelige konflikt mellem protestanter og katolikker i især Nordirland.


Newgrange

Ikke langt fra Boyne ligger et af Irlands vigtigste og ældste historiske monumenter, Newgrange. Newgrange er et stort cirkelformet gravkammer, der stammer helt tilbage fra den yngre stenalder for ca. 5200 år siden. Gravkammeret måler 85 meter i diameter og er næsten 14 meter højt.


Det er muligt at komme ned i gravkammeret og se de imponerende gange og kamre. Ved solopgang omkring vintersolhverv i december hvert år lander solen ind gennem en åbning i taget og oplyser hele gangen. Man mener, at dette har varslet, at dagene igen blev længere og derved solens sejr over mørket. 97 store sten omkranser gravkammeret, og flere af dem er udsmykket med symboler. Det er næsten ubegribeligt, at dette bygningsværk er opført så tidligt i historien uden maskiner, men med ren håndkraft, og er man i Dublin-området er Newgrange en vigtig rejsedestination.

Rejseledere på rejser til Irland

Niels Lindvig

Niels Lindvig er journalist og har fulgt international politik og kultur for DR i mere end 30 år, hvor han har været medlem af redaktionen på Udefra og Orientering og studievært på Orientering Søndag. Skønt Niels tjente sine sporer i Afrika og Asien, er han især kendt for sin brede og dybe indsigt i Latinamerika, USA og De britiske Øer. Latinamerika har siden 1970erne trukket i ham. Han har besøgt hele kontinentet og boet i en række af landene bl.a. Colombia, Chile og især Argentina. De britiske Øer har dog altid haft en helt særlig og stor plads hos Niels Lindvig. I mere end et årti sad han som eneste internationale deltager i British Irish Interparliamentary Body, som fulgte og støttede fredsprocessen i Nordirland. Især har det gamle indre imperiums gradvise opbrud optaget ham. Fra Irlands blodige løsrivelse og Nordirlands tilblivelse over nationalparlamenternes opståen i Skotland og Wales i 1990erne til det stadigt mere højlydte skotske krav om selvstændighed. Niels Lindvig opholder sig hvert år i såvel Irland som UK adskillige gange.

Rejseleder Niels Lindvig

Billeder fra Irland

Irland - DublinIrland - DublinIrland - DublinIrland - DublinIrland - Dublin - Leinster HouseIrland - Dublin - Samuel Beckett BridgeIrland - Dublin - Samuel Beckett BridgeIrland - DublinIrland - DublinIrland - Dublin - Dublin LibertiesIrland - Dublin - Leinster HouseIrland - Dublin - General Post Office Irland - Dublin - Trinity CollegeIrland - Dublin - Dublin Castle Irland - NewgrangeIrland - NewgrangeIrland - NewgrangeIrland - The Battle Of The Boyne Visitor CentreIrland - Drybridge - Battle of the Boyne Visitor CentreIrland - County Clare - DoolinIrland - Burren - PoulnabroneIrland - Connacht - GalwayIrland - Connemara - Roundstone Irland - Connemara National Park Irland - County May - NewportIrland - Ballina - St Muredachs katedral Irland - Cliffs of MoherIrland - Cliffs of Moher