De Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte Amalie

De Dansk Vestindiske Øer

Virgin_Islands_US

En del af Danmark gennem mere end to hundrede år, dengang Danmark var verdens syvende største slavenation. I dag hører De Dansk Vestindiske Øer til USA, og de har skiftet navn til Jomfruøerne, men den danske historie kan man stadig finde her. Gadenavnene står på dansk og bygningerne fra flere af de gamle sukkerplantager er her endnu. Øerne gemmer på historier om slaveoprør, trekantshandel og Peter von Scholtens ophævelse af slaveriet.


Der er stier gennem junglen, hvor man kan se plantageruiner og ældgamle indianske helleristninger, og strande hvor skildpadder lægger deres æg. De Dansk Vestindiske Øer er på samme tid et tropisk paradis og et stykke danmarkshistorie, og man kan opleve en mærkelig fornemmelse af at føle sig hjemme midt i Caribien.


De Dansk Vestindiske Øer er vant til turister, og de mange danskere, der tager hertil, er på trods af historien altid meget velkomne.Vores rejser til De Dansk Vestindiske Øer giver vores rejsende en oplevelse, hvor vi ikke bare ser seværdighederne, men også oplever dem i deres kulturelle og historiske kontekst. Vores ekspertrejseledere har stor viden om denne destination og vil guide jer gennem øernes mange spændende seværdigheder.


Se mere information længere nede på siden.

Rejser til De Dansk Vestindiske Øer

  • 17. november 2017
  • |
  • 16 dage
  • |
  • 27995 kr.

Dansk kolonihistorie har sat sit tydelige præg på De Dansk Vestindiske Øer. Her er stadig spor efter dansk handel og kultur. Blandt andet i de danske gade- og stednavne, historiske forter, plantager og ruiner fra dengang, Dansk Vestindien var dansk.

  • 3. december 2017
  • |
  • 14 dage
  • |
  • 27995 kr.

Ferieparadiserne Puerto Rico og De Dansk Vestindiske Øer rummer fantastiske landskaber, og spændende historier. Tag med på en rejse der bringer en tæt på Puerto Rico og dens indianske historie, samt moderne historie og tilbage til dengang Danmark eje ...

  • 16. februar 2018
  • |
  • 16 dage
  • |
  • 27995 kr.

Dansk kolonihistorie har sat sit tydelige præg på De Dansk Vestindiske Øer. Her er stadig spor efter dansk handel og kultur. Blandt andet i de danske gade- og stednavne, historiske forter, plantager og ruiner fra dengang, Dansk Vestindien var dansk.

  • 16. november 2018
  • |
  • 16 dage
  • |
  • 27995 kr.

Dansk kolonihistorie har sat sit tydelige præg på De Dansk Vestindiske Øer. Her er stadig spor efter dansk handel og kultur. Blandt andet i de danske gade- og stednavne, historiske forter, plantager og ruiner fra dengang, Dansk Vestindien var dansk.

Skt. Thomas

Skt. Thomas var den første vestindiske ø, som Danmark tog i besiddelse. Det skete i 1666. Øen var på det tidspunkt ubeboet. I første omgang måtte man dog opgive forsøget på at kolonisere øen. Forholdene var ganske enkelt for dårlige, og mange døde enten på sørejsen eller af tropesygdomme. Først fem år senere gjorde man forsøget igen. Denne gang var man ordentligt forberedt, og sendte flere års proviant samt mursten og redskaber med. På den måde ville nybyggerne kunne bosætte sig og få ryddet noget jungle, så jorden kunne blive opdyrket. Ud over de frivillige blev der udkommanderet soldater og straffefanger til at tage af sted. På trods af, at ca. 20 procent overlevede de første år på øen, lykkedes det denne gang at bide sig fast.


Charlotte Amalie


De store krydstogtskibe lægger til ud for Charlotte Amalie på Skt. Thomas’ sydkyst. I vinterhalvåret ligger der mere eller mindre permanent to-tre af de store skibe ankret op i havnen og af og til endnu flere. Hertil kommer et utal af lystbåde. Turismen er da også et hovederhverv her som på de andre øer. De gamle huse ved byens centrum og havnefront sælger nu alt fra køleskabsmagneter til god mad, smykker og kunsthåndværk.


Selv hærdede rejsende må indrømme, at Charlotte Amalie er noget særligt. De bakkede, tilvoksede højdedrag, der omgiver byen synes at fortsætte ud i havet i form af øer. Husene ligger spredt ud over de grønne bjerge med hver deres fantastiske udsigt, og midt i det hele ud til bugten ligger den gamle danske by. Det røde Fort Christian, som øens første guvernør, Jørgen Iversen, lod bygge i 1671, står der endnu. Det ser ikke ud til at være ældet en dag, og man kan måske derfor let forestille sig, hvordan det har været, dengang fortet var fyldt med danske soldater, og domme over ulydige slaver blev afsagt og eksekveret. På Emancipation Square uden for fortet blev Peter Von Scholtens erklæring om slaveriets ophævelse i 1848 kundgjort for øens beboere. Ophævelsen var da allerede sket i forbindelse med et slaveoprør på Skt. Croix.


Ikke bare fortet, men store dele af byen giver mindelser om dengang, dette var en del af Danmark. Gadenavnene står både på engelsk og dansk, og med det blotte øje kan man stadig se rester af nogle af de gamle sukkermøller, der ved hjælp af nordøstpassaten og slavernes arbejdskraft skabte en enorm velstand.


Nogle hundrede meter væk fra centrum ligger den gamle danske kirkegård. Sammen med kirkegårdene på Skt. John og Skt. Croix var disse de eneste stykker jord, som forblev dansk efter overdragelsen til USA. Selv om man befinder sig i Caribien, får man samtidig en mærkelig hjemmevant følelse, når man spadserer gennem byen. Samtidig er det vitterlig en meget caribisk by. Gamle træhuse i forskellige pastelfarver flankerer hinanden, og ned mod vandet er der små hyggelige, ofte beplantede passager mellem husene, der åbner sig og afslører rækker af butikker og caféer, hvor man kan mærke historien og bruge lidt af sine sparepenge på en gang.


Øens midte og nordkyst


Lige som Charlotte Amalie selv, er resten af øen meget bakket og grøn. Tætbevoksede skove med træer i blomst afløses af flotte udsigtspunkter. Fra Charlotte Amalie kan man ofte se helt til Skt. Croix. Fra øens østligste punkt fylder Skt. John en stor del af horisonten. Kører man omkring på Skt. Thomas vil man oftest bevæge sig nordpå. Øen er ganske smal fra syd til nord. Midt på øen kan man se nogle af de få tilbageværende plantagehuse, de såkaldte greathouses. St. Peters greathouse med den tilhørende botaniske have er her værd at fremhæve. Huset selv omgives af en stor mængde forskellige tropiske planter og blomster, og udsigten mod nord er utrolig flot. Man kan bl.a. se nogle af de småøer, som omgiver Skt. Thomas. Den nordlige kyst præges især af Magens Bay med en strand, der ligner de fleste menneskers billede af en perfekt caribisk strand.


Skt. John

Skt. John blev overtaget af Danmark i 1718, mere end 50 år efter det første forsøg på at kolonisere Skt. Thomas. Også denne ø var ubeboet, da danskerne kom. I jagten på mere jord at opdyrke rejste mange plantageejere hertil med deres slaver. Den store mængde ekstra jord krævede meget arbejdskraft, og man øgede derfor importen af slaver fra Afrika.


Kong Junis slaveoprør


Andelen af slaver havde længe været større end hvide, men forskellen blev større og større, og 80 % af befolkningen var nu slaver. Fra andre caribiske øer hørte man af og til om blodige slaveoprør, og der var en stor frygt for, at det også ville kunne ske her. Slaverne lå under for en meget streng disciplin, og ulydighed kunne medføre alt fra lemlæstelse til døden. Da man i 1733 indførte et særlig strengt slaveregulativ, første det til et voldsomt slaveoprør. Det var slaven Kong Juni, der stod i spidsen for oprøret. Han havde fået sit navn, fordi han i Afrika havde været høvding for den krigeriske Akwambostamme, og fordi han var blevet købt i juni måned. Mange af de nytilkomne slaver på Skt. John var fra hans stamme, og de adlød og respekterede ham stadig. En søndag morgen i 1733 gik en flok slaver op til Skt. Johns fort, Fortsberg, med de brændeknepper, de hver uge skulle aflevere. Denne dag havde de dog gemt knive blandt brændet. Soldaterne blev bogstavelig talt taget på sengen. Kun en overlevede ved at skjule sig under sin seng. Det lykkedes ham senere at bringe nyheden om oprøret til guvernøren på Skt. Thomas. Efter at have taget fortet i besiddelse affyrede slaverne kanonen tre gange som tegn til deres medsammensvorne om at angribe de hvide. Det blev en blodig nat, hvor mange plantageejere og deres koner og børn måtte lade livet. En flok hvide holdt stand på en plantage på en af øens yderste pynter, til forstærkningerne kom næste morgen. Kong junis mænd havde erobret Skt. John, men ikke hele øen. Størstedelen af øens slaver ønskede ikke at tage del i oprøret. Nogle greb faktisk til våben på danskernes side, og Kong Junis folk tog da også selv slaver blandt dem, der ikke havde fulgt ham.


Der var mad og alkohol nok på øen til, at hans mænd kunne leve godt. De levede dog på lånt tid. Ved hjælp af først engelske og siden franske styrker blev der iværksat straffeekspeditioner. Efter ni måneder var oprøret slut. Mange oprørere havde begået selvmord for at undgå danskernes straf. De der overgav sig, fik den at mærke.


Nationalparken


Skt. John har altid været den mest afsidesliggende af de tre Dansk Vestindiske Øer. Den er stadig den eneste uden en lufthavn, og det var først i 1950’erne, at øens veje blev asfalteret. Millionæren Laurance Rockefeller købte i 1956 ca. to tredjedele af øen og donerede det til staten under betingelse af, at området skulle forblive nationalpark. Kombinationen af disse ting har gjort, at der på Skt. John ses mange flere levn fra den danske fortid, end på f.eks. Skt. Thomas. Her er op til flere imponerende plantageruiner. Især Annaberg bør fremhæves. Her ser man sukkermøllen, kogeriet og flere andre af plantagens gamle bygninger stå ganske velholdt. Samtidig kan man her se, hvor kort der er til De Britiske Jomfruøer. Øerne Great Thatch Island og Tortola synes ikke mange svømmetag væk – mindre end to kilometer. Det må have været noget af en opgave at holde på sine slaver, efter at briterne i 1833 forbød slaveriet i alle deres kolonier 15 år før danskerne.


Det er nemt at komme rundt på Skt. John i dag. Der er gode, asfalterede veje på hele øen. Øens størrelse gør, at man nemt kan se den hele på en dagstur fra Skt. Thomas. Det tager ca. 20 minutter at sejle fra Red Hook på Skt. Thomas til Skt. Johns eneste rigtige by, Cruz Bay. De snoede veje byder på nogle interessante naturoplevelser. Lige som på de andre øer er naturen rig. Her findes alt fra bananer og mango til salvie og oregano. Ofte byder Skt. John på flotte udsigter, når man på kystvejen kører rundt om et sving og kigger ud over Atlanterhavet mod nord eller Det Caribiske Hav mod syd. Nordkysten har nogle af Caribiens bedste strande. I en oversigt lavet af National Geographic rangeres stranden Trunk Bay som den sjettebedste i verden. Helt mod øst kan man kigge ud over bjerget, hvor fortet Fortsberg lå, og Kong Junis oprør begyndte. Midt på øen går vandrestien Reef Bay Trail nedad mod sydkysten. Går man denne tur, kan man ikke bare nyde naturen, men også ruiner fra den danske tid samt gamle indianske helleristninger fra en af de indianske stammer, der længe før danskerne kom beboede Skt. John.


Skt. Croix

Skt. Croix blev dansk i 1733, 15 år efter Skt. John. Den første europæiske magt, der tog øen i besiddelse var Spanien. Faktisk gik Christoffer Colombus i land på øens nordside på sin anden rejse til Den Nye Verden i 1493. Da danskerne købte den, var den fransk. Prisen var 164.000 rigsdaler.


Skt. Croix er den største af de tre Dansk Vestindiske Øer. Det var her, de fleste plantager lå. Her var ikke bare mere plads, men store områder af øen var fladere og dermed bedre egnet til plantagedrift. Man ser stadig sporene i dag. Flere af de gamle plantageejendomme, de såkaldte greathouses, står her endnu, og overalt på øen ser man de gamle sukkermøller pryde landskabet. Øen har to hovedbyer, Chistiansted og Frederiksted. Imellem de to ligger en lang række seværdigheder, der rækker tilbage til den danske tid.


Christiansted


Christiansted var i gamle dage hjemby for den danske generalguvernør. Peter Von Scholten boede her for eksempel, når han ikke var i sit overdådige hjem, Bülowsminde, lidt uden for byen. Det er meget nemt at forestille sig, hvordan Christiansted så ud på hans tid. En meget stor del at de historiske bygninger står her endnu, og de er vedligeholdt så godt, at man næsten forventer at møde en dansk soldat stå ret i det lille røde vagthus ved indgangen til det gule fort, Christiansværn.


Inde på fortet kan man se de trange kår i soldaternes barakker, de langt værre forhold i fangehullerne og den fint møblerede officersstue. Det var her, at Von Scholten en hel nat trak tiden ud, mens han ventede på nyt fra Frederiksted, mens slaveoprøret var i gang, og hvor han gentagne gange nægtede at kalde til våben for at knuse oprøret. Bag tykke mure ud til fortets gård ligger ammunitionsdepotet, og går man op på skansen, står kanonerne tilsyneladende stadig klar til at beskytte byen.


Det er dog hverken fremmede kolonimagter eller pirater, der sejler ind til Christiansted i disse dage. Lystbådene og turbåde til den nærtliggende Buck Island er ankret op. Med jævne mellemrum lander eller letter vandflyveren fra Charlotte Amalie på Skt. Croix. Langs vandkanten i den gamle by, har man bygget en havnepromenade. Promenaden strækker sig lidt under en halv kilometer fra vandflyets landingsplads til parken ved det gamle fort. Havnefronten er fyldt med hyggelige caféer, barer og restauranter. Man er så vant til danske turister her, at mange tilbyder danske menukort, og det er ikke unormalt, at man bliver genkendt som dansker på sin accent. Det er også herfra, at rutebåden til den lille ø, Protestant Cay går. Øen ligger midt i havnen, og har en restaurant, et hotel og en dejlig strand. Sejlturen dertil tager ca. et minut og giver en god udsigt til fortet og den gamle by.


Tager man en af sidegaderne, der går ud til havnepromenaden, går man direkte ind i den gamle by. Her går de fleste huse tilbage til den gamle tid, og en del helt tilbage til 1700-tallet. For enden af Company Street (Kompagniets Gade) finder man den gamle danske kirkegård. På King Street (Kongensgade) finder man det imponerende guvernementspalæ, der i sin tid har været både privat- og embedsbolig for Peter Von Scholten. I dag er bygningen stadig hjemsted for øens forvaltning. Bygningens udvendige trappe og smukke gårdhave bærer vidne om Von Scholtens hang til det overdådige.


En park adskiller Christiansværn fra resten af den gamle by. Her finder man blandt andet det gamle vejerhus, hvor sukker blev vejet, og den meget elegante toldbygning, hvor afgifterne blev betalt, inden varer kunne blive udskibet. Ligesom fortet har disse bygninger også en skarp gul farve. Resten af byen er, som man så ofte ser det i gamle kolonibyer, malet i alle pastelregnbuens farver. En undtagelse er den gamle kirkebygning, nu kaldet Steeple House, der i sin tid også har fungeret som skole og hospital. Her blev erklæringen om frigivelsen af slaverne læst højt for beboerne i Christiansted.


Frederiksted


Frederiksted er mindre end Christiansted, og her er om muligt endnu mere stille og roligt. Den lille by flankeres i den ene ende af det røde fort, Fort Frederik. Et par kilometer mod syd afløses byen af naturreservatet Sandy Point, hvor skildpadderne i sommermånederne kommer og lægger æg. Det røde fort står stadig, selv om malingen nogle steder er begyndt at skalle. Inden i de forskellige kamre er der små udstillinger af historiske dukkehuse, muslingeskaller og lignende. På øverste etage er der indrettet et sovekammer med møbler fra perioden.


Det var her i Frederiksted, at Peter Von Scholten under slaveoprøret den 3. juli 1848 proklamerede slavernes frihed. Efter at have nægtet at gribe til våben mod slaverne, havde han ubeskyttet krydset øen fra Christiansted til Frederiksted i sin karet, for at få dem i tale og forhindre et blodbad. Da han frigav slaverne, befandt han sig sammen med sine to mænd foran fortet omringet af flere tusinde oprørere. Det har krævet sit mod og mandshjerte, og det har kun været muligt, fordi Von Scholten var meget populær blandt slaverne, og fordi deres leder, General Buddhoe, udtrykkeligt havde krævet af oprørerne, at de ikke måtte angribe de hvide.


Sammen med Buddhoe lykkedes det de følgende dage Von Scholten og hans mænd at dæmpe gemytterne – dog ikke nok til at undgå at flere sorte blev skudt under og efter oprøret. Der er siden blevet spekuleret meget i, hvorvidt Von Scholten vidste, at oprøret ville komme, og om hvorvidt han på forhånd havde aftalt med Buddhoe, at de skulle undgå blodsudgydelser. Thorkild Hansen argumenterer i sin bog ”Slavernes Øer” overbevisende for, at Von Scholten sandsynligvis ikke vidste, at oprøret skulle komme, den dag det kom, men at han må have haft en form for aftale med Buddhoe om, at parterne ikke skulle slå hinanden ihjel, når oprøret en dag kom. Hjemme i København blev Von Scholten stillet for retten og dømt for magt- og embedsmisbrug. Kort før hans død blev dommen omstødt af højesteret.


Seværdighederne midt på Skt. Croix


På Skt. Croix er der flere gamle plantageejendomme, der er gjort til museer. De giver et virkelig godt billede af, hvordan plantageejere levede. Lawatz-familiens hus og Whimplantagen er begge indrettet med fint udskårne møbler fra den danske tid. Udenfor ses ruiner fra andre plantageejendomme. På Whimplantagen kan man som det eneste sted på De Dansk Vestindiske Øer se en af de gamle vindmøller, der ser ud som den gjorde i sin storhedstid. Vingerne sidder på, og man kan se maskineriet inden i den. Overalt på øerne og især på Skt. Croix ser man resterne af disse vindmøller. Der har været over hundrede af dem. Selve fundamentet, der er bygget i sten, står mange steder endnu, men møller er de ikke mere. Mange er bygget sammen med folks huse. En enkelt skulle efter sigende være lavet om til en swimmingpool.


Et greathouse, der bestemt også er et besøg værd, er St. George Botanical Garden. Som navnet antyder, er det bygget om til en botanisk have. Mellem de velbevarede plantageruiner og bygninger, fra dengang stedet var en sukkerplantage, vokser en rig variation af forskellige planter. En lille sti fører fra den gamle brønd ind igennem en lille sti gennem regnskoven og hen til et par gamle danske gravsten. En anden går forbi de gamle slavehuse. Man kan godt bruge et stykke tid på at gå på opdagelse her.


Romdestilleriet Cruzan ligger også på en gammel plantageejendom ved siden af et gammelt, grønt greathouse. Her kan man få en omvisning og se, hvordan rommen bliver produceret. Ingredienserne er stadig de samme som dem, danskerne brugte, da vi byggede romdestillerier på Skt. Croix – sukker, gær og vand. Man kommer forbi de store kar, hvor ingredienserne blandes og ser de gamle tønder, der opbevarer de dyre dråber.


Midt imellem St. George Botanical Garden og Cruzan-destilleriet ligger en af Von Scholtens gamle slaveskoler, Diamond Schoolhouse. Disse skoler lå alle ud til den centrale vej, Centerline Road, da Von Scholten ville have, at de skulle være synlige og centralt placerede. Flere af dem ligger der endnu, men de er ikke åbne for besøgende.


Den nordlige og østlige kyst


Den nordlige og østlige del af Skt. Croix har nogle smukke strækninger. Mod øst finder vi USA’s østligste punkt (på den vestlige halvkugle). Fra Christiansted tager det lidt over en halv time at køre ud til øens spids. Til at starte med ligner øen sig selv. Tæt bevokset landskab med huse spredt ud over landskabet – og ofte på hver bjergtop. Det sidste stykke af vejen går igennem et mere vildt landskab, der ikke er bebygget. Vejen bugter sig langs kysten og afslører af og til flotte udsigter.


Det samme gør sig gældende langs nordkysten vest for Christiansted. En kort kørsel vest for byen finder vi Columbus Landing. På et lille stykke strand ved udmundingen af en flod gik Christoffer Columbus i land på sin anden rejse til Amerika. Columbus rodede sig uklar med indianerne, der dengang beboede øen, og han endte med at måtte flygte. På dette sted har man i øvrigt også udgravet en indiansk boldbane, der dog er blevet flyttet.


Fra Columbus Landing bugter vejen sig langs kysten mod vest. Igen oplever man, at der er færre og færre bygninger i landskabet, jo længere man kører. Vejen går forbi Cane Bay, hvor der er en god strand, et rev og lidt længere ude en dyb lodret væg under vandet, som er en stor destination for dykkere. Fortsætter man lidt endnu, overrasker Skt. Croix endnu en gang med sin natur. Man kan se hele vejen ud til øens vestlige pynt, hvor store lodrette klipper tårner majestætisk op og adskiller junglen fra havet. Dette er Maroon Ridge, hvor de bortløbne slaver boede. Her i den vilde natur kunne de leve nogenlunde uforstyrret af de hvide, de var flygtet fra. Nu som dengang er området svært tilgængeligt. For et par år siden blev dele af vejen dertil skyllet væk, og der har ikke været penge og vilje til at genopbygge den. I stedet kan man tage den sydlige vej, der går igennem den tætbevoksede regnskov. Denne vej fører til Lawaetz-museet og videre til Frederiksted.


De Dansk Vestindiske Øers forhold til USA

For de tidligere danskejede øers vedkommende går en linje fra slaveoprøret på St. John i 1733, som Frankrig hjalp med at nedkæmpe, og frem til racismebeskyldninger mod Washington og USA i dag. De Dansk Vestindiske Øer ejes af USA (og har skiftet navn til United States Virgin Islands), men alligevel har indbyggerne på øerne ikke samme rettigheder som nordamerikanere på fastlandet og Hawaii. De kan ikke stemme ved præsidentvalg; de har en enkelt udpeget repræsentant i USA's kongres, som ikke har stemmeret i salen.


Øernes lokalregering forsøgte i 2009 at fremstille en egentlig forfatning, men den har de fået i hovedet igen af Kongressen i Washington. To retssager verserer om indbyggernes stemmeret, samt om hvorvidt købet og overtagelsen fra Danmark i 1917 skete på et racebetinget grundlag. De vestindiske Øer er af FN beskrevet som et ’Ikke selvstyrende Territorium’ undervejs i en afkoloniseringsproces. Sådan har det været, så længe nogen kan huske, og hvad ordet ’afkoloniseringsproces’ så egentlig betyder, kan ingen rigtigt forklare.

Rejseledere på rejser til De Dansk Vestindiske Øer

Ebbe Larsen

Ebbe Larsen har siden 1961 produceret ca. 200 kortfilm og dokumentarfilm for blandt andet Statens Filmcentral og dansk og udenlandsk tv. 1988-1997 direktør for den regionale tv-station TV2/FYN. Siden 1997 igen selvstændig filmproducent med hovedvægten lagt på historiske kortfilm, som f. eks. filmen, ”Dengang i Danmark 1945-1970”. Ebbe Larsen afholder desuden rejseforedrag og er forfatter til seks bøger udgivet mellem 1999 og 2013, herunder rejseguiden ”Dansk vestindien – en guide til historie og oplevelser” samt den historiske roman ”Den vestindiske arv”. Ebbe Larsen er rejseleder på rejsen "Kulturrejse til De Dansk Vestindiske Øer".

Ebbe Larsen

Peter Ravn

Peter Ravn er stifter at ”US Virgin Islands Maritime Museum” på Skt. Thomas og er foredragsholder om De Dansk Vestindiske øers historie, især søfartens historie har prægets Peter Ravns foredrag. Peter er uddannet bådebygger, og har de seneste 5 år arbejdet med at skabe et søfartsmuseum omhandlende De Dansk Vestindiske Øer i perioden 1848-1960. Det Vestindiske Søfart Museum blev også udstillet på Den Vestindiske Kulturambassade i forbindelse med 100-året for salget af øerne til USA. Peter Ravn også selv været tilknyttet kulturambassaden.


Peter Ravn har i mange år beskæftiget sig med Vestindiens forter, bastioner, byernes placeringer samt de byggeteknikker man har anvendt. Han har på grund af denne interesse også arbejdet med restaurering af gamle byplanlægningskort og -tegninger.


Peter Ravn vil på turen fortælle om kolonitiden og søfartens historie som jo var meget relevant i forbindelse med trekantshandelen. På byvandringerne vil han også fortælle om byggeskik og om de historiske bygninger.

Niels Lindvig

Niels Lindvig er journalist og har fulgt international politik og kultur for DR i mere end 30 år, hvor han har været medlem af redaktionen på Udefra og Orientering og studievært på Orientering Søndag. Skønt Niels tjente sine sporer i Afrika og Asien, er han især kendt for sin brede og dybe indsigt i Latinamerika, USA og De britiske Øer. Latinamerika har siden 1970erne trukket i ham. Han har besøgt hele kontinentet og boet i en række af landene bl.a. Colombia, Chile og især Argentina. De britiske Øer har dog altid haft en helt særlig og stor plads hos Niels Lindvig. I mere end et årti sad han som eneste internationale deltager i British Irish Interparliamentary Body, som fulgte og støttede fredsprocessen i Nordirland. Især har det gamle indre imperiums gradvise opbrud optaget ham. Fra Irlands blodige løsrivelse og Nordirlands tilblivelse over nationalparlamenternes opståen i Skotland og Wales i 1990erne til det stadigt mere højlydte skotske krav om selvstændighed. Niels Lindvig opholder sig hvert år i såvel Irland som UK adskillige gange.

Rejseleder Niels Lindvig

Billeder fra De Dansk Vestindiske Øer

De Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - ChristianstedDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - ChristianstedDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - ChristianstedDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - ChristianstedDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - ChristianstedDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - ChristianstedDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - Christiansted - GuvernementspalæetDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - Christiansted - GuvernementspalæetDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - Whim-plantagenDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - Cruzan romdestilleriDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - Cruzan romdestilleriDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Croix - Frederiksted - Fort FrederikDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte AmalieDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte Amalie De Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte AmalieDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte AmalieDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte AmalieDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte AmalieDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte AmalieDe Dansk Vestindiske Øer - Charlotte Amalie - De 99 TrinDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte AmalieDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte AmalieDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Charlotte Amalie - Frederick Lutheran ChurchDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Magens BayDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. Thomas - Magens BayDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. John - Cruz BayDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. John - Reef Bay TrailDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. John - Reef Bay TrailDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. John - Cinnamon Bay-plantagenDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. John - AnnabergDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. John - AnnabergDe Dansk Vestindiske Øer - Skt. John - Annaberg