USA - New York - Frihedsgudinden

USA

United_States_of_America

Med sine kun 240 år, er USA en forholdsvis ung stat sammenlignet med 'gamle' Europa, hvorfra store dele af befolkningen stammer. Til trods for den unge alder er USA et kæmpe land med tilsvarende indflydelse, kulturelt såvel som politisk, og der findes næppe nogen, der ikke har en holdning til USA – hvorvidt de har været der eller ej. Er man interesseret i moderne historie, er USA en af de mest spændende nationer, man kan besøge.


USA er også et enormt land geografisk, og kan overordnet deles op i fire dele: vestkysten, østkysten, Midtvesten og syden. På vestkysten finder man byerne San Francisco – frisindets og hippiernes højborg samt selve arnestedet for ungdomsoprøret i 1968 og L.A., indbegrebet af den amerikanske drøm om rigdom og succes; stedet der rummer griskhed, luksus og fordærv og ikke mindst drømme(fabrikken) Hollywood. Midvesten byder på storbyen Chicago og enestående landskaber i form af enorme kornmarker, græsstepper og endeløse nåleskove. I syden finder man livlige New Orleans, de gamle slaveplantager og kæmpe sumpområder. Østkysten, der ligger ud til Atlanterhavet, er USA's mest befolkede område. Det er her, vi finder regeringsbyen Washington DC, og det, der for nogle er verdens kulturelle centrum: New York.

Rejser til USA

  • 24. marts 2018
  • |
  • 9 dage
  • |
  • 15995 kr.

Rejsen for dem, der vil på opdagelse i New Yorks forskellige kvarterer, mærke byens stemning og høre om historien, kulturen og byens indflydelse på resten af verden. Vi ser skyskraberne og museerne og går tur ad højbanen, der i dag er omlagt til en p ...

  • 29. august 2018
  • |
  • 16 dage
  • |
  • 18995 kr.

På denne rejse til New Orleans kommer vi til at opleve det franske kvarter, jazz, bomuldsplantager, voodoo, og vi ser hvordan Katrina ramte byen. Vi tager f.eks. også på et 3 timers krydstogt hvor vi stopper ved Chalmette battefield.

Østkysten

Den del af USA, der ligger ud til Atlanterhavet er landets mest befolkede. Klimaet på østkysten svinger meget. Hvis du er i det nordlige område er der et tempereret klima, mens der i den sydlige region er et subtropisk klima. Den sydlige del af Florida har endda tropisk klima, så der kommer aldrig frost, og temperaturerne ligger omkring 15-17 grader C i de koldeste måneder.


New York

Der er næppe noget andet sted på kloden, der i samme grad indgyder følelsen af at være i verdens centrum som New York. Fordelt over fem bydele (Manhattan, The Bronx, Brooklyn, Queens og Staten Island) synes byen at omfavne alt - fra FN’s hovedkvarter over de store skyskrabere og børsen på Wall Street til de hyggelige, gamle industrikvarterer med de udvendige støbejernstrapper. Endelig er der den enorme Central Park, der nærmest er hugget ud af Manhattans skyskraberjungle.


For mange er New York indbegrebet af den amerikanske drøm. Det er her, man tager hen for at blive til noget. Alle fra fattige europæiske migranter i det 19. og starten af det 20. århundrede til nutidens rastløse unge fra Midtvesten med store forfatter-, kunster- eller Wall Street karrieredrømme mødes i denne fantastiske storby, som emmer af diversitet.


New York er førerende indenfor journalistik, medier, uddannelse, kunst og musik. Utallige forfattere, kunstnere og musikere flokkes til byen for at prøve lykken, og intet sted lever den amerikanske drøm mere intenst. Da Frank Sinatra sang: ”Hvis jeg kan klare det her, kan jeg klare det alle steder”, indikerede han, at det er svært at blive til noget i New York. Der er mange, der vil til tops her, så det kræver noget særligt at komme det.


New York er en metropol, med alt hvad det indebærer. Det skorter ikke på seværdigheder, og hvad enten man er til historie, museer, kunst eller arkitektur, eller bare vil sidde og nyde byen på en fortovscafe, så er der nok at give sig til på en storbyferie til New York.


Det sydlige Manhattan

Det sydlige Manhattan, også kendt som Lower Manhattan eller Downtown Manhattan, er New Yorks vigtigste forretningsdistrikt. Det er her, finansdistriktet Wall Street og børsen New York Stock Exchange ligger. Det sydlige Manhattan er dog også et kulturelt centrum. Det er her, vi finder de hyggelige og historiske kvarterer TriBeCa, Chinatown, SoHo, Greenwich Village, Little Italy, Nolita og East Village.


Derudover finder man også forskellige seværdigheder såsom 9/11 Memorial Site, National Museum of the American Indian, New York City Hall og Brooklyn Bridge. Det er også det sydlige Manhattan, man kan tage færgen til øerne Ellis Island og Liberty Island.


Ellis Island og Frihedsgudinden

Den lille ø Ellis Island ligger syd for Manhattan og er kendt for i perioden 1892-1954 at være stedet man som immigrant ankom til, og det menes at over 12 millioner immigranter er ankommet til USA gennem immigrationskontoret på Ellis Island. I 1965 blev øen blev gjort til nationalpark med et museum, der fortæller historien om immigrationen til øen og USA.


På naboøen Liberty Island finder vi Frihedsgudinden - en kæmpe neoklassisk skulptur lavet i kobber. Frihedsgudinden er designet af den franske skulptør Frédéric Auguste Bartholdi, bygget af Gustave Eiffel og givet i gave til USA fra Frankrig den 28. oktober 1886 som et symbol for uafhængighed og det bånd der var opstået mellem Frankrig og USA under Den Amerikanske Uafhængighedskrig. Indskrevet på statuen er datoen for USA's uafhængighedserklæring: 4. juli 1776 og I dag er statuen et symbol på både frihed og De Forenede Stater og har stor betydning for den amerikanske befolkning som forbinder den med frihed, lighed og demokrati.


Wall Street

Wall Street er en 1.1 km lang gade i det sydlige Manhattan. Her ligger der mange finansielle institutioner, og gaden er gennem årerne blevet et synonym med det økonomiske marked i USA. Det er blandt andet på grund af Wall Street, at New York af mange ses som et af de ledende finansielle centre i verden. Wall Street er også hjemsted for de to største børser i verden, nemlig the New York Stock Exchange og NASDAQ.


Chinatown og Little Italy

Manhattans Chinatown er kun én ud af ni kinesiske enklaver i New York, men hører til blandt de ældste og største enklaver af kinesiske immigranter på den vestlige halvkugle. I mange år var Manhattans Chinatown centrum for kinesiske new yorkers kultur, politik og handel, men i det senere år er denne status blevet rivaliseret af andre kinesiske enklaver i New York.


Det er dog stadig interessant at slentre rundt i området og opleve den eksotiske stemning fra de mange kinesiske grønthandlere, fiskehandlere, juvelerer og ikke mindst de mange gadesælgere og deres udvalg af kopivarer. Området byder også på mange spændende historiske og kulturelle seværdigheder og med mere end 300 kinesiske restauranter burde man nok kunne finde noget for enhver smag.


Little Italy er ligesom Chinatown et etnisk område på Manhattan der fik sit navn for at have en stor mængde italiensk-amerikanere boende der. I dag er der dog kun få italienske restauranter og butikker tilbage da især Chinatown æder sig lige så stille og roligt ind på området.


9/11 Memorial Site

Der er vel næppe nogen der ikke husker den 9. september 2001 hvor World Trade Centers to tårne blev ramt at to kapret passagerfly og kollapsede. Området, hvor de to tårne stod, er i dag kendt som Ground Zero og indeholder det nye One World Trade Center – bedre kendt som Freedom Tower og et museum der fortæller historien om dagen før 9/11, selve dagen samt angrebet og dagen efter, hvad det gjorde ved byen og alle implikationerne af terrorangrebet.


Det gamle World Trade Center og dets to tvillingetårne var dengang symboler på det sydlige Manhattans globale finansielle betydning. I dag er det nye One World Trade Center måske også et symbol på New Yorks finansielle betydning, men symboliserer i højere grad kampen for frihed og for mange er det et sted man kan komme for at vise sin respekt og stilhed for ofrene for terrorangrebet den 9. september 2001.


SoHo

Bydelen SoHo er hjemsted for mange kunstnere og gallerier og er en oplagt destination, hvis man er interesseret i kunst. Navnet SoHo kommer af at området ligger syd for Houston Street (South of Houston Street), men refererer også til området Soho i London. I SoHo finder man også historisk interessant arkitektur i form af de mange bygninger med støbejernsfacader, som samlet kan prale af at være den største forekomst af støbejernsarkitektur i hele verden. Udover de mange gallerier og den fantastiske arkitektur, er området også kendt for de mange shoppingmuligheder og byder på alt fra store kendte internationale kæder og modebutikker til små hippe butikker med lokale produkter fra up-and-coming designere.


Greenwich Village

Hvis man er til hyggelige restauranter, cafeer og idylliske brostensbelagte gader flankeret af træer og charmerende byhuse er Greenwich Village det rette sted. Kendt som ”The Village" blandt de lokale er området endnu et historisk spændende kvarter på det sydlige Manhattan. Det er kendt for at være "boheme"; et frirum for den kreative klasse og har i årernes løb været hjemsted for et utal af kunstnere, musiker og forfattere. Det er også i Greenwich Village at man finder det store og berømte universitet New York University (NYU).


High Line Park

High Line park er en 2,33 km lang park, der ligger på en gammel nedlagt højbane. Omlægningen fra nedlagt jernbane til park startede i 2006 og har efter åbningen forhøjet værdien af de omkringliggende bygninger og lejligheder betragteligt. Der er smukt udsyn over byen, når man står i parken, og det er et oplagt sted at tage en masse flotte billeder!


Det centrale Manhattan

I det centrale Manhattan er mulighederne for både shopping og kulturelle oplevelser store. Også kendt som Midtown, huser bydelen nogle af de allermest kendte bygninger – ikke bare i New York, men i hele verden. Her finder man for eksempel Empire State Building, Chryslerbygningen med det ikoniske art deco-spir samt FN-bygningen. Faktisk er størstedelen af skyskraberne i New York beliggende her i Midtown. Det er også i Midtown, at vi finder det kæmpe kontorbygningskompleks Rockefeller Center, Broadway og Times Square.


Skyskraberne

Udsigten fra skyskraberne i New York er så betagende, og mange af skyskraberne har på et eller andet tidspunkt været de højeste i verden. Empire State Building er med sine 381 meter den tredjestørste i byen, mens 432 Park Avenue ligger på andenpladsen med sine 426 meter. Det nye Freedom Tower er højest med 541 meter.


New York har lidt over 6000 høje bygninger, hvor størstedelen af dem ligger placeret på Midtown og Lower Manhattan. Andre bydele, som for eksempel Brooklyn og Queens, byder dog også på skyskrabere.


Times Square

Times Square er en åben plads, der ligger i sammenfletningen mellem Broadway og Seventh Avenue. Det er en af verdens mest besøgte turistattraktioner og mest trafikerede områder, hvilket måske er grunden til, at det af mange kaldes for "center of the universe".


Times Square er centrum i teaterdistriktet Broadway men er dog nok mest kendt for alle sine neonreklamer og kæmpe tv-skærme, der pryder de omkringliggende skyskrabere. Pladsen er derfor let genkendelig og kan ofte ses på film og tv. Det er også på Times Square, at New Yorkere og turister står nystårsaften og tæller ned til det nye år.


Central Park og det nordlige Manhattan

Den øvre del af det centrale Manhattan omfatter bydelene Upper East Side, Upper West Side og Central Park. Disse områder består mest af dyre huse og lejlighedskomplekser med dørmænd og er bopæl for nogle af verdens rigeste mennesker. Der er dog en håndfuld seværdigheder der er værd at besøge, såsom Ulysses S. Grants gravsted, det ikoniske Apollo Theater og det historiske Sugar Hill-område fyldt med kæmpe victorianske villaer.


Central Park

Central Park er en enorm park, der ligger på det nordlige Manhattan. Den blev designet i 1865 og er i dag den mest besøgte park i USA. Den strækker sig ca. 4 kilometer i længden og er 825 meter bred. Parken rummer bl.a. en zoologisk have, en stor sø og flere små haver og smukke broer. Der står også mange statuer og monumenter rundt omkring i parken, for eksempel af William Shakespeare, Balto og The Obelisk. Endelig ligger også det kendte Metropolitan Museum of Art i Central Park.


Året rundt er der forskellige begivenheder i Central Park. Om sommeren afholdes der f.eks. Shakespeare in the Park-festivalen i parkens udendørs amfiteater.


Upper West Side

Nabolaget Upper West Side ligger mellem Central Park og Hudsonfloden og betragtes som værende New Yorks kulturelle og intellektuelle center. Her ligger blandet andet Columbia University, som er det ældste universitet i New York og et af de mest prestigefyldte universiteter i USA. Af andre seværdigheder kan nævnes bygningskomplekset Lincoln Center of the Perfoming Arts, som bl.a. indeholder det prestigefyldte musikakademi Juilliard School of Music, og New York State Theater, som er hjemsted for the New York City Ballet.


At på bo på Upper West Side er meget eftertragtet - især i de lejligheder, der vender ud mod Central Park. Gennem tiden har området haft en del kendte beboere. Dakotabygningen har f.eks. været bopæl for både John Lennon og Leonard Bernstein. Området er også kendt fra film og Tv-serier, som f.eks. Farligt begær, West Side Story, Hannah og hendes søstre, Alene Hjemme 2 og Seinfeld. Upper West Side bruges også som baggrund i mange bøger, som for eksempel Den store Gatsby, af F. Scott Fitzgerald og Forbandede Ungdom, af J. D. Salinger.


Upper East Side

Upper East Side ligger mellem Central Park og East River. Det er et af de mest velhavende nabolag i New York City. Der er rigtig mange smukke huse og lejligheder i nabolaget, specielt på Park Avenue, hvor de rigtig dyre og eftertragtede huse ligger. New Yorks overklassefamilier har ofte boet på Upper East Side. For eksempel boede Kennedy-, Rockefeller- og Roosevelt-familierne her. Det samme gælder Woody Allen, Madonna og Martin Scorsese. Ligesom Upper West Side, er Upper East Side brugt som baggrund i mange film, bl.a. Breakfast at Tiffany’s, Kramer vs. Kramer og Forfængelighedens Bål.


Området huser også nogle fine museer, såsom Guggenheim museet, det jødiske museum, Whitney Museum of American Art, National Academy of Design og Museum of the City of New York.


Harlem

Harlem-kvarteret ligger i den nordligste ende af Manhattan. Oprindeligt var det et hollandsk nabolag, men I 1905 begyndte der at ankomme mange afroamerikanere, og i dag er lige under halvdelen af beboerne i området afroamerikanske. Harlem døjer desværre med en arbejdsløshedsrate, der er dobbelt så høj som gennemsnittet i hele New York. Tidligere var det ikke et sted, man tog hen som turist, men det har ændret sig i de senere år.


Brooklyn

Brooklyn er med sine 2,5 millioner indbyggere det mest befolkede distrikt i New York. Bydelen, som er grundlagt af immigranter fra Holland, mistede sin selvstændighed i 1893 og blev en del af New York City. Der er en del afroamerikanske, spanske, italienske og jødiske kvarterer i Brooklyn.


Manhattan og Brooklyn forbindes bl.a. med Brooklyn Bridge, som er en af de ældste broer i USA. Den er 1,8 km lang, og nok en af de mest fotograferede broer i verden. Da den blev bygget i 1883, var den verdens største hængebro men er dog siden overgået af andre broer, blandt andet af vores egen Storebælts- og Lillebæltsbro. Udover at køre i bil og cykle kan man også gå over broen og nyde udsigten imens.


Park Slope

Park Slope er et kvarter i det nordvestlige Brooklyn. Navnets oprindelse skyldes dets beliggenhed på den vestlige hældning af Prospect Park. Her er en masse historiske bygninger, såvel som velanmeldte restauranter og barer. Derudover ligger nabolaget også godt i forhold til Brooklyn Academy of Music, Brooklyn Museum og det centrale bibliotek mv. Park Slope er et af New Yorks mest eftertragtede områder at bo i. I 2010 blev det således anmeldt til være nummer et på listen over bedste kvarterer, da det har kvalitetsskoler, restauranter, shopping, grønne områder, tryghed og nem adgang til offentlig transport.


Midtvesten

Midtvesten omfatter den nordligt-centrale del af USA og er for nogle kendt som ”America’s Heartland”, på grund af regionens industri- og landbrugssektorer. Andre kender området som ”rustbæltet”. De sidste årtiers udvikling med globalisering, frihandelsaftaler og industriel udvikling har medført en tilbagegang i antallet af industrijobs, der tidligere var meget udbredte i området. Der har været fremgang i finans- og servicesektorerne, men udviklingen har alligevel ramt mange familier hårdt. Især ufaglærte har oplevet en tilbagegang i levestandarden. Mange oplever en frustration over udviklingen, som måske været udslagsgivende for, at flere af disse stater ved det seneste præsidentvalg – mod sædvane – stemte for den ultimative outsider, Donald Trump.


Midvesten er også kendt for de store søer mod grænsen til Canada samt floder og skove. Det kan være bjergtagende smukt. Vejret i Midtvesten går op og ned, der kommer ofte hedebølger i juli og august, og der er altid meget koldt i januar og februar.


Chicago

Den største by i Midtvesten er Chicago, som også er den tredje mest befolkede by i USA med over 2.7 millioner indbyggere. Byen er kendt under mange navne: de mest populære er ”The Windy City” og ”The Second City”, men Chicago er langt mere end kælenavnene hentyder til! En kulturrejse til Chicago er oplagt, da byen rummer spændende arkitektur, skyskrabere, kunst - også i byrummet og musik i alle former, specielt jazz, blues, soul, gospel og house. Samtidig har den et miskmask af forskellige nationaliteter, der alle sætter deres præg på byen via de mange etniske distrikter, som f.eks. en mexicansk-amerikansk bydel, en puertoricansk bydel, Greektown, Little Italy, Chinatown, Little Seoul m.fl.


Derudover har Chicago en fantastisk beliggenhed på bredden af den enorme sø Lake Michigan. Søen grænser op til fire stater og har en størrelse på ca. 58.000 kvadratkilometer og en dybde på op til 281 meter. Over en tredjedel af Chicagos indbyggere bor i de bydele, der ligger langs søens bred.


Skyskraberne og byrummet

Chicago har ligesom New York mange skyskrabere. En af de mere kendte er Willis Tower (tidl. Sears Tower), som med sine 442 meter og 110 etager er verdens ottende højeste bygning. Chicago er faktisk byen, hvor verdens første skyskraber blev bygget. Det var The Home Insurance Building, som blev færdiggjort i 1885.


Pladserne foran byens skyskrabere prydes ofte af store skulpturer, blandt andet den populære kubistiske The Chicago Picasso, designet af Pablo Picasso. Den blev dedikeret i 1967, er omkring 15,2 meter høj og vejer 147 ton.


Højbanen – The ’L’

The ’L’ er kælenavnet for Chicagos ikoniske højbane. L’et står for 'elevated' (hævet på dansk). Det er den fjerdestørste såkaldte 'rapid transit system' i USA, hvis man ser på, hvor lang den totale rute er (omkring 165,4 km). De ældste dele af højbanen blev bygget i 1892, hvilket gør den til det næstældste urbane togsystem i USA, kun overgået af New Yorks.


Museerne

Chicago er fyldt med mindeværdige og interessante kunstmuseer, og man skal unde sig selv at besøge mindst et par af dem, mens man er der. Et af de store er Art Institute med over 300.000 genstande og malerier, der kommer fra hele verden. Her er alt, fra antikviteter til moderne kunst. Museet kan med rimelighed sammenlignes med Louvre eller The MET i New York.


Field Museum er et naturhistorisk museum med fokus på arkæologi og biologi. Der er over 30 permanente udstillinger, bl.a. imponerende dinosaurudstillinger, kunstsamlinger, udstillinger om indianere samt egyptiske samlinger.


Sydstaterne

Når man taler om sydstaterne, tænkes der typisk på staterne Tennessee, Mississippi, Louisiana, Kentucky, Arkansas, Texas, Alabama, Georgia, South Carolina og North Carolina. Sydstaterne associeres med den tydelige dialekt, man finder her, barbecue, det varme klima, jazz, floder og sumpe med alligatorer og en mildest talt kompliceret politisk historie.


Sydens politiske historie hænger uløseligt sammen med slaveriet og Den Amerikanske Borgerkrig. Borgerkrigen varede fra 1861-1865, hvor konføderalisterne fra Sydstaterne forsøgte at løsrive sig fra USA – først og fremmest for at kunne fastholde slaveriet. Over 600.000 mennesker mistede livet under krigen, som sydstaterne tabte, og førte til ophævelse af slaveriet.


De racemæssige spændinger holdt dog ikke op af den grund. Ku Klux Klan var i mange år et stort problem i syden, og friheden havde ikke medført lighed for loven. Den såkaldte segregationspolitik, som betød, at sorte ikke havde de samme rettigheder som hvide, blev først endeligt ophævet i 1964, da den daværende præsident, Lyndon B. Johnson, underskrev loven ”The Civil Rights Act”.


Sydstaterne er kendt for deres køkken. Der er et populært ordsprog, som beskriver det meget godt: ”If it ain’t fried it ain’t cooked” (læs: hvis det ikke er friturestegt, er det ikke tilberedt). Madkulturen har fundet meget inspiration i indiansk mad og deres brug af majs, for eksempel corn meal cereal, cornfritters og cornbread. Derudover er der også begrebet ”home cooking” som mange restauranter tager til sig: det omhandler blandt andet friturestegt kylling, majs på pinde, grøntsagsstuvning, kylling, dumplings og chicken fried steak.


Derudover er syden kendt for at være fødested for blues, jazz og rock’n’roll. Eksempelvis kommer både Elvis og BB King fra sydstaterne.


New Orleans

New Orleans er kreolsk og cajun og enestående i verden. New Orleans er syndens by; det er jazzens fødested; det er de franske huse – de spanske huse; det er maden, der er helt sin egen; det er sumpene; det er udfordrende kultur præget og blandet af Frankrig, Afrika, Spanien og alt muligt andet; det er voodoo; det er plantager og slavefortid.


Byen blev grundlagt af franske kolonister i 1700-tallet og er kraftigt påvirket af europæisk kultur, især fransk og spansk. Den dag i dag har New Orleans stadig en klarere duft af europæisk hovedstad engang for længe siden end af en (nord)amerikansk by. Det skyldes især den særegne franske, spanske og kreolske arkitektur og de overjordiske gravsteder på byens mange kirkegårde.


New Orleans ligger klemt inde mellem søen Pontchartrain og Mississipifloden, hvilket gør den yderst sårbar overfor oversvømmelser i forbindelse med ekstremt vejr, som f.eks. orkaner. På trods af den udsatte placering, er New Orleans en yderst populær turistdestination og blandt de 10 mest besøgte byer i USA.


French Quarter

Et af de steder, turisterne flokkes til i New Orleans, er den franske bydel French Quarter. Det er det ældste og mest kendte kvarter i byen og stammer helt tilbage fra den franske kolonitid; det er her ud fra at New Orleans er vokset. Området er fyldt med historiske bygninger, bygget i det 18. århundrede under spansk styre, og i den første halvdel af det 19. århundrede efter byen blev en del af USA. Det er især i området omkring den berømte gade Bourbon Street, at man kan opleve de gamle huse med deres flotte arkader og støbejernsaltaner dekoreret med flag og slyngplanter - ofte i flere etager. På Bourbon Street emmer det altid af liv i de mange restauranter og barer, hvor lyden af jazz strømmer ud fra. Kun et stenkast herfra ligger Mississippifloden, hvor det stadig er muligt at opleve de gamle hjuldampere.


Tremé

I forlængelse af French Quarter finder man den anden gamle bydel, Tremé, jazzens fødested. Denne lillebitte firkant, har frembragt flere musikere per capita end noget andet sted i USA og er stadig spækket med kendte og ukendte jazzklubber. Udover jazz, er Tremé også kendt for at være den ældste afroamerikanske bydel i USA og den spiller en vigtig rolle i New Orleans' afroamerikanske og kreolske kultur.


Orkanen Katrina

New Orleans’ placering har udsat den for orkaner og oversvømmelser ad flere omgange. Helt tilbage til 1722, hvor spæde New Orleans – blot fire år gammel – blev jævnet med jorden af en orkan.


Da diger og kanaler den 29. august 2005 gav efter for orkanen Katrina, som oversvømmede fire femtedele af byen, blev New Orleans for hele verden et symbol på mislighold og uagtsomhed fra myndighederne i USA, som alt for længe ikke forstod katastrofens omfang og ikke handlede på vegne af især de fattige og sorte i den sønderlemmede by. De mennesker, som oplevede orkanen Katrina og overlevede, vil bære på en snert af frygt i livet resten af deres dage.


Men livet fortsætter. Også i New Orleans – især i New Orleans. Altid har der været en fornemmelse af, at efter katastrofen ville byen endelig få tingene på plads og få styr på sig selv og sit liv. Det skete ikke, og det sker ikke. Mere end 10 år senere kan man ikke påstå, at byen er tilbage til det, den var før 2005. Men for en by, som længe har været marineret i fatalisme – også før Katrina er optimismen lige så stille begyndt at indfinde sig igen.

Rejseledere på rejser til USA

Jonas Varsted Kirkegaard

Jonas Varsted Kirkegaard er tidligere kulturjournalist for Dagbladet Information samt filmskribent for Euroman og Filmmagasinet EKKO. Han har desuden undervist i forskellige film- og mediefag på Københavns Universitet, forelæst på Folkeuniversitetet samt slået sine folder som tekstforfatter på et antal reklame- og kommunikationsbureauer.

Jonas har altid vendt sig mod USA for at få sit fix af både lav- og højkultur: Fra Rambo til Philip Roth, fra Andy Warhol til Jackson Pollock og Tom Lehrer. Ingen amerikansk kunstner rager i Jonas’ mening højere op end Bob Dylan, men han er også vild med 1970ernes paranoia-thrillers og utallige andre værker fra den tid, hvor USA som samfund var i dyb krise, men filmkunsten – måske derfor – bare buldrede derudaf.

Jonas er med på, at ikke alle mennesker er lige pjattede med amerikanernes uhørte udadvendthed, sjældent stillestående snakketøj, veludviklede selvironi og tilsyneladende genetisk nedarvede talent for selviscenesættelse. Men personligt har han aldrig kunnet stå for disse nationale karaktertræk.

Rejseleder Jonas Varsted Kirkegaard
Martin Steiner Jensen

Martin Steiner Jensen

Martin Steiner Jensen er uddannet kulturgeograf og kunsthistoriker, og har arbejdet som underviser på gymnasium og VUC indtil han i 2016 startede egen virksomhed med fokus på kommunikation og formidling. Desuden har han arbejdet som anmelder, skribent, blogger og podcaster på kulturområdet. Martin Steiner Jensen har boet og arbejdet i både Chicago og Barcelona, og er en kender af catalansk/spansk og amerikansk kultur og samfundsliv. Martins rejser er en mellemting mellem almindelige kulturrejser og kunstrejser.

Niels Lindvig

Niels Lindvig er journalist og har fulgt international politik og kultur for DR i mere end 30 år, hvor han har været medlem af redaktionen på Udefra og Orientering og studievært på Orientering Søndag. Skønt Niels tjente sine sporer i Afrika og Asien, er han især kendt for sin brede og dybe indsigt i Latinamerika, USA og De britiske Øer. Latinamerika har siden 1970erne trukket i ham. Han har besøgt hele kontinentet og boet i en række af landene bl.a. Colombia, Chile og især Argentina. De britiske Øer har dog altid haft en helt særlig og stor plads hos Niels Lindvig. I mere end et årti sad han som eneste internationale deltager i British Irish Interparliamentary Body, som fulgte og støttede fredsprocessen i Nordirland. Især har det gamle indre imperiums gradvise opbrud optaget ham. Fra Irlands blodige løsrivelse og Nordirlands tilblivelse over nationalparlamenternes opståen i Skotland og Wales i 1990erne til det stadigt mere højlydte skotske krav om selvstændighed. Niels Lindvig opholder sig hvert år i såvel Irland som UK adskillige gange.

Rejseleder Niels Lindvig

Billeder fra USA

USA - New YorkUSA - New YorkUSA - New York - Ellis IslandUSA - New York - FrihedsgudindenUSA - New Nork - FrihedsgudindenUSA - New York - Wall StreetUSA - New York - Ground ZeroUSA - New York - SoHoUSA - New York - SoHoUSA - New York - Flat Iron BuildingUSA - New York - FN-bygningenUSA - New York - Grand Central StationUSA - New York - Seagram-bygningenUSA - New York - Times SquareUSA - New York - Times SquareUSA - New YorkUSA - New york - Empire State BuildingUSA - New York - Empire State BuildingUSA - New York - BrooklynUSA - New York - Brooklyn BridgeUSA - New York - Brooklyn BridgeUSA - New York - High Line ParkUSA - New Work - Greenwich VillageUSA - New York - HarlemUSA - New York - Harlem - Abyssinian Baptist ChurchUSA - New York - GuggenheimmuseetUSA - New York - Dakotabygningen.USA - New York - American Museum of National HistoryUSA - New York - American Museum of National HistoryUSA - New York - American Museum of National HistoryUSA - New York - Central ParkUSA - New York - Central ParkUSA - New York - Central ParkUSA - New York - Roosevelt IslandUSA - New York - Roosevelt IslandUSA - Chicago - The 'L'USA - Chicago - Art Institute of ChicagoUSA - Chicago - Bahai-templetUSA - Chicago - Pilsen 2USA - Chicago - Pilsen 3USA - Chicago - Pilsen 1USA - Chicago - Field MuseumUSA - Chicago - DowntownUSA - Chicago - Willis TowerUSA - Chicago - Cloud GateUSA - Chicago - Hancock towerUSA - Chicago - Hancock tower 2USA - Chicago - Picasso skulpturUSA - Chicago - Picasso skulpturUSA - Chicago - Navy PierUSA - Chicago - Navy Pier USA - Chicago - ByoversigtUSA - New Orleans - Det franske kvarterUSA - New Orleans - Det Franske KvarterUSA - New Orleans - French MarketUSA - New Orleans - TreméUSA - New Orleans - HjuldamperUSA - New Orleans - Spiritual Voodoo CenterUSA - New Orleans - African American MuseumUSA - New Orleans - Laura PlantationUSA - New Orleans - Chalmette BattlefieldUSA - New Orleans - Chalmette BattlefieldUSA - New Orleans - Jean Lafitte SumpUSA - New Orleans - Jean Lafitte Sump