Italien - Firenze - Ponte Vecchio

Italien

Italy

Næsten lige meget hvor du befinder dig i verden, vil du møde folk, der har et eller andet forhold til Italien eller Støvlelandet som det også kaldes grundet sin støvleform med Sicilien som bolden, der skal sparkes i mål. Med sin kunst- og kulturhistorie og den store migration til USA i slutningen af det 19.- og begyndelsen af det 20. århundrede har Italien været med til at præge befolkninger og lande mange steder i verden. Alene det italienske køkken har i den grad vundet indpas i alverdens husstande.


Italiens kultur er præget af, at landet på mange måder er et nydelsens land. Det er simpelthen indbegrebet af sydeuropæisk sanselighed, god mad og vin, mode, stilfulde biler – og kunst og kultur i absolut verdensklasse. Byer der emmer af historie og kulturarv og landdistrikter, hvis charme har det med at gøre et livsvarigt indtryk på besøgende. Intet land i verden kan i øvrigt bryste sig af flere seværdigheder på UNESCOs verdensarvsliste – hele 51. Der er ikke noget at sige til, at italienerne er stolte af deres klækkelige bidrag til klodens kulturarv.


Når det handler om Italien, så handler det også om korruption og splittelse. I mere end hundrede år har mafiaen spillet en større eller mindre rolle i italiensk forretningsliv, politik og offentlige anliggender. Dette har skabt en stor splittelse med ekstrem rigdom for nogen og stor fattigdom for andre. Selvom man efterhånden har fået gjort op med meget af mafiaen, har landet stadig problemer. Finanskrisen i 2008 ramte Italien hårdt, og landet kæmper med høje arbejdsløshedstal – især i blandt den unge del af befolkningen. Også geografisk har landet været splittet mellem det rige nord og det fattige syd, og de nordlige regioner har flere gange ytret ønske om at løsrive sig fra de sydlige.


Men på trods af mange konflikter og megen mistro til politikere og offentlige instanser, så er Italien uden tvivl en rejse værd. For med den stærke kunst- og kulturhistorie, der er så uundgåelig en del af den italienske folkesjæl, så er Italien et sandt mekka for den kunst- og kulturinteresserede. Det er umuligt at færdes i Italien og ikke støde ind i det ene vigtige monument, plads eller værk efter det andet, og stort set alle byer, store som små, huser kunst eller arkitektur, med stor kunsthistorisk værdi.


I Romerrigets storhedstid blev der skabt fantastisk arkitektur massivt udsmykket med skulpturer, malerier og mosaikker. Inspirationen blev især hentet, og ofte kopieret, fra klassisk græsk kunst med fokus på mytologiske figurer og naturalistisk skønhed. Skønheden og mytologien går igen i Italiens anden store kunst- og videnskabsperiode, renæssancen, hvor mestre som Michelangelo, da Vinci, della Francesca, Tizian og Botticelli var med til at præge både Italien og resten af Europa. Netop denne enestående kunsthistorie betyder, at Italien er et uudtømmeligt skatkammer for alle, der bare har den mindste kulturelle interesse. Lige meget om man tager en på en kultur- eller kunstrejse til blot én by eller laver en rundrejse i Italien, er der massere at tage fat på.

Rejser til Italien

  • 14. april 2018
  • |
  • 8 dage
  • |
  • 13995 kr.

Kulturrejse til Sicilien med fokus på dens rige historie, kultur og kunst. Vi bor i en charmerende by, der er fyldt med smukke kirker, gadekunst og gammel arabisk arkitektur. Herfra tager vi ud og besøger Siciliens største seværdigheder.

  • 17. april 2018
  • |
  • 8 dage
  • |
  • 12995 kr.

Napoli er den største på i Syditalien og ligger ved siden af det vulkanske bjerg Vesuv. På denne rejse skal der smages på kulinarisk mad, og opleve hvad området har at byde på. Fra smuk natur til fremstillingen af berømte italienske oste.

  • 21. april 2018
  • |
  • 7 dage
  • |
  • 14995 kr.

Firenze er en af kunsthistoriens vigtigste byer. Mange af renæssancens største kunstnere har boet og arbejdet her. På denne rejser skal vi opleve det bedste, byen området har at byde på. Fra Santa Maria del Fiore til Uffizierne og Vasaris Korridor.

  • 4. november 2018
  • |
  • 9 dage
  • |
  • 14995 kr.

Rejsen til Salento byder på fantastiske madoplevelser og rundtur i det sydlige Italien.

  • 1. september 2019
  • |
  • 7 dage
  • |
  • 15995 kr.

Rejse til Venedig med Trine Ross hvor vi oplever Biennalen og de vigtigste og største seværdigheder i Venedig.

Toscana

Toscana er berømt for sin natur og produktion af vin og delikatesser. Mange rejser til Toscana og opleve den eminente madkultur. Hvis man er mere til kunst er områdets hovedby, Firenze, den ypperste destination. Særligt hvis man har bare den mindste interesse for renæssancekunst.

Toscanas vingårde

Toscana er berømt for sin vinproduktion, og mange steder i området er det muligt at komme helt tæt på det daglige arbejde med vinen – fra drue til flaske. Med et besøg på en af de romantiske vingårde får man et indblik i den særlige stolthed og passion, der lægges i arbejdet med vin og fødevareproduktion i Italien. Dette er ligeså vigtigt for italiensk mentalitet og kulturhistorie som arkitektur og kunst. På de fleste vingårde i Toscana, der er åbne for offentligheden, er det muligt at indtage et fabelagtigt måltid sammen med den lokale vin. Tættere på fra jord til bord princippet kommer man simpelthen ikke.


De herligheder som italienerne glædeligt slår sig op på, finder man alle i Toscana. Her er kunst, arkitektur, natur, mad og vin i verdensklasse og utallige oplevelser for både krop og sjæl. Begiver man sig på en kulturrejse hertil, bliver det tydeligt, hvorfor området altid har tiltrukket mennesker, hvad enten det handler om magt, kunstneriske udfoldelser og oplevelser eller bare ren og skær nydelse.


Firenze

Firenze er måske kunsthistoriens vigtigste by. I denne toskanske by blev italiensk renæssance født, og det er i Firenze, at man finder nogle af de mest ikoniske værker i verden som for eksempel Michelangelos marmorskulptur David, Tizians Venus fra Urbino og Botticellis Venus’ fødsel. Derfor er Firenze også helt naturligt på UNESCO’s verdensarvsliste, og en rejsedestination man som kunstelsker skal unde sig selv at besøge.


Firenzes storhedstid hænger i høj grad sammen med Medicifamiliens store magt og idflydelse, som særligt gjorde sig gældende fra 1400-tallet og frem til 1700-tallet. Medicierne sad på alt fra politik over byplanlægning til udvælgelse af arkitekter og støtte af kunstnere. En af familiens udvalgte favoritter var arkitekten, maleren og kunsthistorikeren Giorgio Vasari, hvis bygninger stadig præger meget af Firenzes bybillede.


Udover enestående pladser, bygninger og museer byder Firenze også på skønne mad- og vinoplevelser. På de mange trattoriaer kan man nyde lækre toskanske retter lavet af friske, lokale råvarer. På caféerne kan kaffe og kager nydes i en afslappet atmosfære, og overalt i byen finder man gelateriaer i verdensklasse. Alt dette er med den smukke by som arena. Firenze er ikke større, end at man kan opleve byen til fods og på tætteste hold mærke stemningen og blive bjergtaget af kulturen.


Museerne

Firenzes museer huser ikke alene nogle af renæssancens mest berømte værker. Bygningerne er alene et besøg værd, da de på fornemmeste vis er et udtryk for renæssancens arkitektur. Selvom Firenze ikke er en stor by, så rummer den utrolig mange museer og tiltrækker hvert år kunstrejsende fra hele verden.


Uffizierne

Uffizierne er en af verdens bedste kunstsamlinger med hovedværker fra 1100-tallet og op til 1700-tallet. Bygningen, der er udarbejdet af Vasari, var oprindeligt hovedkontor for Medicifamilien. Den kunstglade familie havde sat en hel etage af til de bedste værker fra deres samling, og i 1795 blev denne åbnet for offentligheden. I dag er hele bygningen omdannet til museum, og det kan være svært at forstå, at dette rigt udsmykkede sted har tilhørt én familie. Med mere end 45 udstillingssale kan det være svært at nå hele museet på en dag, men man bør tage sig tiden til det, da mange af værkerne er helt essentielle at se.


Giottos Den tronende Madonna fra 1310 betragtes af mange som det værk, der startede renæssancens kunstneriske udtryk. Med sin begyndende dybde i værkets rum, de farvestrålende klædedragter og relationen mellem værkets optrædende internt og relationen til betragteren eksternt, har maleriet bevæget sig væk fra den byzantinske kunsts ofte stive og todimensionelle flade og tættere på renæssancens mere naturalistiske og matematiske tredimensionalitet.


Venus’ fødsel af Botticelli repræsenterer renæssancen på bedste vis. Det store maleri blev malet mellem 1482 og 1485 og rummer stort set alle af periodens væsentligste træk. Her er både græsk mytologi, stor skønhed, sensuelle farver og former, mange allegorier og symboler. Alligevel udstråler Botticellis mesterværk også en form for ro, og tager man plads på bænken foran værket, kan man bruge lang tid på at fordybe sig i det.


Venus fra Urbino fra 1538 er endnu et af renæssancens hovedværker. Tizians maleri var egentlig ikke tiltænkt et stort publikum, men var en bryllupsgave fra en hertug til sin unge brud. Venus’ nøgne, henslængte krop skulle minde bruden om hendes erotiske forpligtelser over for ægtemanden, mens hunden for hendes fødder er en påmindelse om, at selvsamme erotik skulle holdes dydigt inden for den ægteskabelige ramme. De farvemæssige kontraster og rige symbolik har gjort værket berømt og til et af de mest parafraserede værker i kunsthistorien.


Vasaris korridor

Et andet af Vasaris imponerende bygningsværker i det centrale Firenze er korridoren Corridoio Vasariano, der løber 800 meter fra Palazzo Vecchio til Palazzo Pitti på den anden side af floden Arno. Korridoren er hævet over gadeplan og går gennem adskillige bygninger blandt andet Uffizierne. Bygningen blev bestilt af hertugen Cosimo I de’ Medici i 1565 og havde oprindeligt det formål, at hertugen skulle være i stand til at bevæge sig fra sit hjem og videre rundt til vigtige bygninger i byen uden at være i kontakt med offentligheden og undgå dårligt vejr. I dag kan man efter aftale med Uffizi-museet få lov til at gå i Medicifamiliens fodspor og nyde de mere end 700 ophængte kunstværker i denne mytiske passage.


Palazzo Davanzati

At der også var magtfulde familier i Firenze før Medicierne er Palazzo Davanzati et tydeligt bevis på. Bygningen, der blev bygget i midten af 1300-tallet til en rigmandsfamilie, er et pragteksemplar på den æstetiske overgang, der kendetegner perioden. Bygningen har både middelalderens tunge vertikale trækonstruktioner, der kan synes tunge og lukkede i dag, samt renæssancens lette og lyse arkitektur, der kommer til udtryk i husets centralisering omkring den smukke gårdhave. De fleste rum er dekorerede fra gulv til loft med vægmalerier, men noget af det, der virkelig er med til at skabe en stemning i Palazzo Davanzati er møbleringen og de mange praktiske hverdagsgenstande som badekar, gryder, pander, citruspressere og proptrækkere. Alle disse genstande er med til at give den gamle historie liv, og når man bevæger sig rundt i Palazzo Davanzati, føler man, at man går rundt i et virkeligt hjem og ikke et museum.


Palazzo Pitti

På sydsiden af Arno ligger det storslåede slot, Palazzo Pitti, med den tilhørende park, Bobolihaven. Slottet, der er det største i Firenze, blev opført i 1458 til en florentinsk bankmand, men i 1549 blev det købt af Medicifamilien, som brugte det til privatbolig. Slottet er overdådigt udsmykket med vægmalerier, skulpturer og tusindvis af arkitektoniske detaljer. Alt dette er med til at fortælle historien om Mediciernes massive rigdom.


Museet er opdelt i forskellige afdelinger, hvor man blandt andet kan se renæssancekunst fra flere af de europæiske mestre, kunst fra 1700-tallet og frem til 1. Verdenskrig og brugskunst fra Mediciernes overdådige livsstil. Er det godt vejr skal man ikke snyde sig selv for en tur i Bobolihaven. Parken er et vidunderligt renæssanceanlæg og det største grønne område i Firenzes gamle bydel.


Galleria dell’Accademia

Galleria dell’Accademia huser Firenzes måske mest kendte bysbarn, Michelangelos David, der blev udført fra 1501-1504. Oprindeligt fungerede Galleria dell’Accademia som hospital, men i 1784 blev det omdannet til kunstakademi, hvor især klassisk kunst blev studeret. David stod først udenfor på Piazza della Signora, men i 1873 købte akademiet den mere end fire meter høje marmorskulptur. Allerede ved tilblivelsen i begyndelsen af 1500-tallet blev Michelangelos skulptur regnet for et mesterværk. David illustrerer det ypperste indenfor skulpturkunst i både materialebearbejdning, komposition, detaljerigdom, naturalisme og skønhed. Galleria dell’Accademia er i dag udelukkende museum, og foruden David udstilles her også andre af Michelangelos værker.


Kirker

Firenzes kirker har mange fællestræk med byens museer. Her ser man også renæssancearkitektur af højeste kaliber udsmykket med kunst af periodens største mestre. Kirkebesøg er derfor en lige så vigtig del af en kunstrejse til Firenze, hvis man gerne vil have den fulde renæssanceoplevelse.


Santa Maria del Fiore

Domkirken Santa Maria del Fiore troner op i al sin storhed midt i Firenzes gamle centrum. Katedralen er på alle måder enestående, da det er en af de største domkirker i verden. Den blev påbegyndt i 1298, men stod først færdig i 1887. På grund af denne byggefase på flere århundreder er det tydeligt at se flere forskellige perioders æstetiske udtryk i bygningen. Udover Santa Maria del Fiores gigantiske størrelse er domkirken også særlig kendt for sit særegne ydre, der er dekoreret med grønt, hvidt og lyserødt marmor hentet fra lokalområdet.


Inde i domkirken er gulvets pompøse mosaikker, der står i smuk kontrast til hvælvingernes stramme og enkle udtryk, det første der springer i øjnene. Går man på opdagelse i kirken, vil man opdage et væld af kunst, detaljerigdom og arkitektoniske løsninger, der historisk set kan virke umulige. Alene kuplen, der er over 100 meter høj og måler 45 meter i diameter, synes at stride mod tyngdeloven. Det er en bjergtagende oplevelse både at stå i bunden af kuplen og kigge op i Vasaris og Zuccaris fresco, og at bevæge sig op i tårnet, hvorfra man har den bedste udsigt ud over Firenzes tage. Kirken rummer desuden værker af Giotto, Michelangelo, Donatello og mange andre af kunsthistoriens største navne.


San Lorenzo

Ikke langt fra Santa Maria del Fiore finder man en af Firenzes andre store og betydningsfulde kirker, San Lorenzo. Medicifamilien hørte til denne kirke, og familien har finansieret store dele af byggeriet. Derfor ses den magtfulde families indflydelse og præferencer tydeligt her, hvor man også finder Mediciernes kapel og krypter. Set udefra syner kirken umiddelbart meget langt fra domkirkens pragt, med sin ufærdige facade og farveløshed, men indeni mødes man af et helt andet syn. Her kan man opleve to af renæssancens absolut mest berømte kunstnere Michelangelo og Donatello. Michelangelo har lavet Medicifamiliens gravmonument, der hylder de afdøde på majestætisk vis med referencer til bibelen og klassisk græsk skulpturkunst. Donatello har blandt andet lavet de to prædikestole, hvor den ene viser beretningen om Jesu lidelse og død, mens den anden illustrerer hans nedfart til dødsriget og genopstandelsen. San Lorenzos udsmykning er et tydeligt eksempel på, hvordan magt, kunst og kristendom i renæssancen blev iscenesat og flettet sammen for at få helt bestemte budskaber igennem på smukkeste vis.


Siena

Ikke langt fra Firenze ligger den smukke by Siena. I mange år konkurrerede de to byer, om magten i området, og i Sienas gamle bymidte, der er på UNESCOs verdensarvsliste, fornemmer man også den storhed og kulturelle interesse, der var toneangivende her i middelalderen. Arkitekturen er noget af det ypperste inden for italiensk senmiddelalder, og den er virkelig velbevaret. Dette ses eksempelvis på byens gamle rådhus, Palazzo Publico, der med et over 100 meter højt tårn, gårdhave og sale med omfattende freskomalerier giver et fabelagtigt billede af senmiddelalderens måde at udvise og tænke magt og politik. I dag huser bygningen museet Museo Civico, og hovedattraktionen er en af salenes freskomalerier, der illustrerer forskellen på god og dårlig magtudøvelse set fra et senmiddelalderligt perspektiv.




Rom

Engang var Rom Europas absolutte magtcentrum. Herfra blev store dele af kontinentet styret, og byen har i den grad præget europæisk historie og kulturliv. I dag er det netop historien og fordums storhedstid, der præger bybilledet og tiltrækker mennesker fra hele verden. I Rom finder man det ene ikoniske monument og bygningsværk efter det andet, og en rejse hertil er derfor en kulturhistorisk rejse, man sent vil glemme.


Rom er en hektisk blanding af kunst, gammel civilisationshistorie, storslået ældre arkitektur og mad og vin i verdensklasse. Kunsthistorisk har byen præget Vesten i årtusinder ikke mindst på grund af dens rolle som hovedsæde for katolicismen. Alverdens dygtige kunstnere har studeret og arbejdet her, hvilket har sat sine tydelige spor over alt i bybilledet. Den dramatiske kunst med de klare skønhedsidealer og gode fortællinger gør Rom til en af de mest oplagte destinationer for en kunstrejse.


Peterskirken

Peterskirken i Vatikanstaten i Rom er verdens arealmæssigt største og måske mest sagnomspundne kirke. Kirken har fået navn efter apostlen Peter, som man mener, ligger begravet under kirken. Alt ved bygningen er grandiost – størrelsen, arkitekturen, kunsten, messerne og historien, og den tager derfor pusten fra de fleste.


Byggeriet af kirken blev påbegyndt i renæssancens storhedstid i 1505, og den stod færdig i 1626. I løbet af de 121 års opførelsestid har adskillelige bygherrer, arkitekter, kunstnere og ikke mindst paver, har haft fingrene i byggeprojektet, og sat deres præg på kirken med skiftende stilarter og dagsordener. Én ting var dog fælles for dem alle: Peterskirken skulle for evigt stå som det ultimative symbol på katolicismens storhed og magt. For at understrege dette yderligere opførte man efter færdiggørelsen af selve kirken en monumental plads, Peterspladsen, foran Peterskirken. Pladsen, der måler 340x240 meter, er omkranset af kolonnader med 284 søjler og 162 helgenskulpturer. Man må sige, at det er lykkedes at fastslå kirkens magt gennem dens konstruktionen, for samspillet mellem Peterspladsen og Peterskirken skaber netop følelsen af, at mennesket er lille og ubetydeligt, og Gud er stor og altomfattende.


Kirkens enorme kuppel er tegnet af Michelangelo, og den kan ses fra store dele af Rom. Det er muligt at komme op i kuplen, hvorfra man har Roms bedste udsigt. Michelangelo har sat sit tydelige præg på Peterskirken. I 1546 blev han chefarkitekt for byggeriet, en position han besad frem til sin død i 1564. Nogle af renæssances største og dygtigste kunstnere, som for eksempel Rafael, Botticelli og Bernini, har sat deres præg på kirken med skulpturer og malerier. De mange skulpturer og malerier viser tydeligt den magt over og indflydelse på renæssancens billedkunst, som kirken har haft.


Selve kirkerummet er næsten 200 meter langt. I gulvet kan man se målene for andre berømte kirker, hvilket blot understreger Peterskirkens storhed. I siderne af kirkerummet er der en række udsmykkede kapeller, hvoraf det mest kendte er Carlo Fontanas dåbskapel med den ekstraordinært store døbefont. Her står folk i kø hver eneste søndag for at få deres børn døbt. Med sine 44 altre, 135 mosaikker, 395 skulpturer og 778 søjler er kirken et overflødighedshorn for kunst- og arkitekturinteresserede. Om man besøger Peterskirken for at nærstudere enkelte værker eller for at få det komplette helhedsindtryk, så er det overvældende at træde ind i dette kæmpemæssige og storladne rum, hvor flere religiøse handlinger finder sted side om side. De moderne tiders praktiske foranstaltninger har indhentet dele af besøgsoplevelsen i Peterskirken, og man skal sætte tid af til et omfattende sikkerhedstjek, inden man får adgang til kirken. Det kan dog i sig selv være en oplevelse at se, hvordan nonner og præster fra hele verden skal igennem samme sikkerhedsinferno som alle andre.


Det Sixtinske Kapel

Foruden Peterskirken er det Det Sixtinske Kapel Vatikanets mest berømte og besøgte attraktion. Kapellet blev opført fra 1473-1481 til Pave Sixtus IV. Kirken skulle hovedsageligt danne ramme om festgudstjenester og pavevalg, hvilket stadig finder sted den dag i dag.


Det er især Michelangelos imponerende loftsmaleri, der har gjort kirken verdensberømt. Maleriet var fire år undervejs, fra 1508-1512 og forestiller skabelsen, syndefaldet, syndfloden og fortællingen om Noas Ark. De i alt ni freskoer er udført med en enorm detaljerigdom, og det er svært at forestille sig, hvordan Michelangelo har stået på et stillads højt oppe under loftet og malet værket. At værket ikke blot er blevet beundret, men også har været genstand for megen debat og modstand skyldes den, i kristen optik, noget kontroversielle afbildning af Gud. Gudeafbildning er et brud på et af De Ti Bud, og Michelangelo havde efter sigende også betænkeligheder ved dette gudemaleri, men den daværende pave insisterede. Michelangelo har fremstillet Gud tre gange i freskoerne; i adskillelsen af lys og mørke, i skabelsen af Eva og i den mest kendte version; skabelsen af Adam.


I denne fresko fremstilles både Gud og Adam som muskuløse og spændstige mænd. De to kroppe spejles nærmest i hinanden – et billede på at mennesket er skabt i Guds billede. Desuden har billedet af Gud med hvidt hår og langt hvidt skæg sat sit store præg på eftertidens idéer om Guds visuelle udtryk. Denne scene fra Første Mosebog er blevet et ikon i sig selv og er blandt de mest parafraserede malerier i verden, men alle de andre dele, der tilsammen udgør dette monumentale kunstværk, er ligeså fantastiske. Her ser man virkelig det ypperste inden for renæssancemaleriet. Perspektivet, det sensuelle farvevalg, de naturalistiske former, fortællestilen, symbolladningen og detaljerigdommen er af højeste klasse og understreger hvorfor, denne periode stadig hyldes den dag i dag.


Michelangelo er ikke den eneste af renæssancens store mestre, der har udsmykket kirkerummet. Allerede 27 år før han blev hentet ind til at udsmykke loftet, havde blandt andre Botticelli, Perugino, Ghirlandaio, Pinturicchio og Signorelli udført omfattende malerier på kirkens vægge. I løbet af blot elleve måneder lykkedes det de fem kunstnere at udsmykke kirkens fire indvendige sider. På den ene langvæg er scener fra Det Gamle Testamentes beretning om Moses afbildet. På modsatte væg er der scener fra Jesu liv. Således drages parallellerne mellem de to testamenters hovedfigurer, og herved dannes en kontinuitet mellem den gamle og den nye skrift.


Blandt de mest kendte af væggenes freskoer er Botticellis Jesu fristelse i ørkenen. Alene i dette ene værk udspiller der sig et væld af historier. Hele tre scener, hvor djævlen frister Jesus, er skildret i maleriets baggrund. I forgrunden ses en ypperstepræst og en ung spedalsk, som Jesus har helbredt, bærende på et kar med vand. Disse to figurer menes at symbolisere Moses og Jesus. Vægmalerierne fra det gamle og det nye testamente er altså ikke blot forbundne i placering, farvevalg og stil, men også gennem algoritmer. Desuden er de 24 første paver portrætteret mellem vinduerne som en manifestation af den katolske kirkes virke som bindeled mellem det jordiske og det guddommelige. Det Sixtinske Kapels væg- og loftsmaleriers utal af detaljer i både teknik, motiver, farvevalg og komposition gør rummet til et af kunsthistoriens helt store skatkamre og er derfor en oplagt destination på en kunstrejse til Rom.


Forum Romanum

Forum Romanum var i mere end 1000 år både geografisk, politisk, juridisk og kommercielt centrum for Rom. Herfra blev Det romerske imperium styret, og Forum Romanum har derfor haft en stor betydning både for Italien, men også hele verden. Oprindeligt var stedet en sumpet lavning, der blev brugt som gravplads, men allerede i 700 f.Kr. havde man udviklet en teknik til at dræne området, og især fra 500 f.Kr. og frem til Romerrigets fald blev her opført store bygningsværker som regeringsbygninger, retsbygninger, basilikaer, fængsler triumfbuer og diverse offentlige pladser. Selvom der i dag blot er ruiner tilbage i landskabet, fornemmer man stadig den magt og storhed, der blev udøvet fra stedet.


Colosseum

Lige ved siden af Forum Romanum ligger det mindst lige så kendte Colosseum. Dette sagnomspundne sted er ikke mindst blevet verdenskendt gennem populærkulturen, hvor film som Gladiator og Spartacus har vækket fascinationen for Colosseum hos et bredt publikum. Det kæmpemæssige ovale amfiteater blev opført i år 72 e.Kr. og havde plads til 50.000 tilskuere, der her kunne lade sig underholde af diverse arrangementer. Mest kendt er de blodige gladiatorkampe, men Roms befolkning kunne også opleve parader, dramatiseringer af slag, udstillinger og nedslagtninger af eksotiske dyr importeret fra andre dele af verden.


I dag er det også muligt at se det netværk af gange, som gladiatorer og dyr blev ført rundt i under Colosseum. Desuden har man siden 2014 været i gang med et omfattende restaureringsarbejde, så bygningen nu kommer til at fremstå flottere, end den har gjort i mange år.


Pantheon

Indflydelsen fra Det gamle Grækenland ses utallige steder i Rom, men en af de flotteste manifestationer af sammenblandingen af græsk og romersk arkitektur ser man i Pantheon Templet. Oprindeligt lå her et andet tempel, som dog gik til. I 120 e.Kr. blev det nuværende tempel opført under Kejser Hadrian. Inspirationen fra græsk arkitektur ses især i Pantheons forhal, der med sine 14 meter høje korintiske søjlerækker trækker tydelige spor til eksempelvis Parthenon templet i Athen. Men hvor de græske templer var til for guderne og derfor kun skulle betragtes udefra af menneskene, er Pantheon næsten mere imponerende indeni. Hovedrummets cylinderform er opført i beton med en storslået kuppel øverst. Pantheons kuppel er med en diameter på 43,3 meter større end kuplen i Peterskirken. Det særlige ved kuplen er, at dens bue begynder halvvejs mellem gulvet og loftets øverste punkt. Hvis man vendte den om, ville den således kunne danne en kugle i rummet. Øverst oppe er en otte meter bred åbning, der lukker lys ind gennem kuplen. At bygningen er en af oldtidens mest velbevarede bygninger i Rom, skyldes dels den stærke konstruktion og dels at den i 609 e.Kr. blev gjort til kristen kirke, hvor en række prominente mennesker blev begravet. Man finder blandt andet renæssancemesteren, Rafaels, grav her.


Trevifontænen

Verdens måske mest berømte springvand, Trevifontænen eller Fontana di Trevi, finder man i centrum af Rom. Springvandet blev opført mellem 1732 og 1762 og er et barokt mesterværk. Fontænen forsynes med vand fra en kilde, der ligger udenfor Rom, og vandet ledes ind til byen via en mere end 2000 år gammel akvædukt.


Springvandet udgør facaden på et palads og er en hyldest til og advarsel om vandets voldsomme kræfter. Centralt i springvandet ses havguden Okeanos, der på en muslingeskalformet vogn styrer sine heste gennem vandmasserne. Den ene hest er vild, den anden rolig. Til venstre ses gudinden for overflod og til højre sundhedens gudinde. Skulpturen er udført i marmor og er omkranset af turkisblå vand. En myte fortæller, at hvis man kaster en mønt i fontænen, vil man vende tilbage til Rom. Derfor bliver der hvert år kastet penge til en værdi af en million euro i vandet. Springvandets popularitet steg yderligere, efter Federico Fellini i ’La Dolce Vita’ fra 1960 lod Anita Ekberg danse rundt i vandet i en af filmhistoriens mest ikoniske scener. I dag kan det være svært at komme til for mennesker, der poserer ved fontænens kant, men på trods af dette er Trevifontænen en stor oplevelse.


Quirinalpaladset

På den højeste af Roms syv høje ligger Quirinalpaladset. Paladset blev bygget under Pave Gregor 13. i 1573 og har fungeret som både sommerresidens og bolig for skiftende paver og senere konger. I dag er det et af Italiens tre officielle præsidentpaladser. Paladset rummer et væld af kunst af blandt andre Bernini, da Forlí og danske Thorvaldsen. Thorvaldsen lavede den 35 meter lange Alexanderfrise i 1812, da Napoleon skulle besøge paladset. Frisen, der forestiller Alexander den Stores indtog i Babylon, var en propagandistisk hyldest til Napoleons egen rolle som succesfuld hærfører. Til paladset hører også et storslået parkanlæg i romantisk stil med en fantastisk udsigt over Rom.


Villa Borghese

Villa Borghese fra 1615 blev oprindeligt bygget til den magtfulde Borghese-familie i udkanten af Roms gamle bycentrum. Familien rådede over en stor og fornem kunstsamling med værker af blandt andre Tizian, Rafael, Caravaggio og Bernini. I 1902 blev villaen og den enormt smukke have solgt til den italienske stat, der omdannede stedet til museet Galleria Borghese. Er man på kunstrejse i Rom, skal man besøge museet, der med sin enestående indretning og dekoration, den enorme kunstsamling og smukke have er et af byens bedste museer.


Den spanske trappe

Et af Roms mest ikoniske bygningsværker er Den Spanske Trappe. Trappens 135 trin forbinder Piazza di Spagna med kirken Trinitá dei Monti, og den blev opført fra 1723-1725. En fransk diplomat var utilfreds med den mudrede bakke, der ledte op til kirken og betalte derfor for opførelsen af den barokke trappe. I dag er kvarteret præget af turister fra hele verden, og nogle af Italiens største modehuse har derfor eksklusive forretninger her. På Piazza di Spagna opførte Bernini i 1627 et springvand Fontana della Barcaccia, hvilket betyder den grimme båds springvand. Inspirationen til Berninis fontæne kom fra en af Tiberens mange oversvømmelser, der efterlod en båd midt på pladsen. Området omkring den Spanske Trappe har spillet en stor rolle i europæisk kulturhistorie. Her ligger blandt andet et museum for den britiske poet John Keats, der levede i byen indtil sin død i 1823.


Dansk Guldalder i Rom

Rom har haft en enorm indflydelse på dansk kunst. I første halvdel af 1800-tallet begyndte flere danske kunstnere at rejse af sted til den Italienske hovedstad på kortere eller længere ophold. Formålet var at studere skulptur, maleri og arkitektur og tilegne sig teknikker ved blandt andet at arbejde i Roms mange atelierer. Dette blev begyndelsen på en af dansk kunsthistories vigtigste perioder, Guldalderen. Blandt de mest kendte danske guldalderkunstnere, der slog sig ned i Rom er Eckersberg og Thorvaldsen. Maleren Eckersberg boede her fra 1813-1816, hvorefter han vendte tilbage til København og blev professor ved akademiet. Eckersberg var især blevet optaget af historie- og mytemaleri samt en idealiseret form for naturmaleri, hvilket i høj grad kom til at præge både hans egne og hans elevers værker. Han blev gennem sine studier i Rom en mester i at tillægge sine malerier religiøse og historiske budskaber gennem storslået naturalistisk skønhed og kompositorisk harmoni, sådan som det var blevet gjort her siden renæssancen.


Eckersberg malede i 1816 værket med den mundrette titel Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk. Som noget nyt begyndte han at male ude i det fri på stedet, hvilket gav ham mulighed for at nærstudere motivets detaljer. Dette værk er dog stærkt manipuleret, da de tre landskaber, der ses gennem buerne, ikke hænger sammen i virkeligheden. Men netop buekonstruktionen muliggør denne billedkomposition, da den både adskiller og samler landskabet. Samtidig fungerer værkets opdeling som en reference og hyldest til Italiens store renæssancemestre, der ofte arbejdede med opdelinger i eksempelvis freskomalerierne.


En dansk kunstner, der foruden at bringe Roms kunststile og ikonografi til Danmark også i høj grad selv prægede det romerske bybillede, var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Thorvaldsen ankom til Rom i 1797 og boede der i 40 år. Han lavede værker for nogle af samtidens mest magtfulde og pengestærke personligheder herunder Napoleon, paven og diverse europæiske kongehuse. Hans greb om den nyklassicistiske skulpturstil, der kendetegnede perioden, er blandt de absolut bedste i verden. Under opholdet i Rom tilegnede han sig antikkens formsprog, forfinede den og blev en mester i at forbinde myter, religion og historie med fremstillingen af personer i magtpositioner. Dette ses eksempelvis i Pave Pius 7’s gravmonument i Peterskirken. Her har Thorvaldsen fremstillet den aldrende pave siddende på tronen i prægtige klæder. De to allegoriske kvindefigurer, der flankerer ham, symboliserer himmelsk visdom og styrke, og de er begge hentet fra den græske mytologi. Værkets sammenfletning af græsk myte, kristendom og konkret samtid, i form af paven, illustrerer tydeligt den iscenesættende propaganda kirken anvendte, og som kunstnere i stor udstrækning var nødsaget til at skrive sig ind i, hvis de skulle tjene penge og skabe sig et navn. At en protestant som Thorvaldsen har fået lov til at lave så væsentligt et værk i den katolske højborg, understreger yderligere hans store talent og berømmelse i 1800-tallets Rom.


Blandt andre af Thorvaldsens vigtige skulpturværker i Rom kan nævnes statuen af Lord Byron i Villa Borgheses have – et sted, som digteren selv yndede at besøge. Skulpturen skulle understrege Byrons engagement i den græske frihedskamp. Derfor er han placeret på resterne fra et græsk tempel. Han er siddende i færd med at skrive, og hans ansigt vender op mod himlen, hvorfra han modtager inspirationen til sin guddommelige digterkunst. Thorvaldsen var ikke alene udøvende kunstner. Han skabte også et stort kunstnerliv omkring sig. I den store lejlighed på Via Sistina tog han imod og husede kunstnere fra hele verden og især fra Danmark. Thorvaldsen blev derfor en af de største katalysatorer for skabelsen og udbredelsen af dansk guldalderkunst. I Palazzo Barberinis have står en selvportrætskulptur af Thorvaldsen til evigt minde om hans fantastiske bidrag til Roms kunstscene.


De danske guldalderkunstneres kærlighedsaffære med Italiens hovedstad skaber rammerne for en anderledes kunstrejse til Rom, der åbner op for en ny forståelse af dansk kunst- og kulturhistories væsentligste perioder.


Olevano Romano

45 km øst for Rom ligger den pittoreske bjerglandsby, Olevano Romano. Byen var især et tilløbsstykke for alverdens kunstnere i 1800-tallet, og de danske guldaldermalere blev også tiltrukket af middelalderbyens og det omkringliggende landskabs skønhed. Denne overflod af kunstnerisk liv og virke har præget byen helt frem til i dag, og på museet, Museo Centro, kan man se værker af de skiftende kunstnere, der har arbejdet her. I det omkringliggende område produceres der delikatesser som vin og olivenolie, og på trods af Olevanos lille størrelse rummer byen også en Michelin-restaurant. Det er altså på alle måder en by, der rummer alle aspekter af den italienske nydelsesmentalitet.



Sicilien

Sicilien er især kendt for sin blodige historie og kriminelle selvjustits. Siden 1200-tallet har forskellige grupperinger og familier styret øens forretningsliv og håndhævet selvbestaltede love på hårdeste vis. I det 18. århundrede opstod det, som man efterfølgende kom til at kende som mafiaen. Hollywood har med film som Godfather-trilogien en stor del af æren for, at vi i dag tænker på netop mafiaen, når talen falder på den syditalienske ø. Men selvom organiseret kriminalitet og korruption i høj grad har præget Sicilien, har øen også en hel anden og vigtig kulturhistorie.


Gennem tusindvis af år har Sicilien, på grund af sin placering i det sydlige middelhav, været et vigtigt knudepunkt for handel, havnefart og fiskeri, og mange forskellige civilisationer har kæmpet om- og regeret Sicilien. Dette har skabt et helt unikt udtryk i både kunst, arkitektur, madkultur og dagligdagsliv, da det er en kombination af mange kulturelle strømninger. Derfor er Sicilien en oplagt rejsedestination. Lige meget om man er til kulturhistorie af nyere eller ældre dato, rummer Sicilien enorme mængder af både kunst og arkitektur. Den dramatiske historie kombineret med de mange forskellige kulturer og civilisationers aftryk på øen, den fantastiske natur og det gode klima skaber rammerne for en indholdsrig rejse.


Mazara del Vallo

På Siciliens sydvestlige punkt ligger byen Mazara del Vallo. Byen blev grundlagt 900 år f.Kr. og har været underlagt forskellige nationers herredømme. Dette afspejler sig i byens kunst og arkitektur, der både har været præget af fønikere, grækere, romere, spaniere og normannere. Byens placering yderst på øen ned mod det afrikanske kontinent har gjort den til en vigtig brik i forskellige handelsinteresser.I dag spiller havet stadig en væsentlig rolle for Mazara del Vallo, der er en af de største fiskerbyer i hele Italien. Her kan man nyde fisk og skaldyr af højeste kvalitet samt skønne retter fra det tunesiske køkken.


Byens gamle centrum, Kasbahen, har stadig en traditionel arabisk opbygning med distrikter, og det er en stor oplevelse at gå på opdagelse i de små gader, gyder og gårde. Med normannernes erobring i det 11. århundrede blev kirkebyggeri også en væsentlig del af bybilledet. Dette ses blandt andet i den gamle katedral fra slutningen af 1100-tallet. Der er dog ikke meget tilbage af den oprindelige kirke, der i 1600-tallet blot var en ruin, og derfor blev genopbyggget. Kirken rummer adskillige vigtige mytiske og religiøse værker, heriblandt en hellenistisk sarkofag, der kan dateres helt tilbage til år 200 e.Kr., en byzantinsk Jesus-fresko og flere værker af den berømte italienske kunstnerfamilie Gagini.


Et flot eksempel på sammenkædningen af normannisk og arabisk arkitektur er kirken San Nicoló lo Regale, der ligger en kort gåtur fra katedralen. Bygningen stammer hovedsageligt fra 1100-tallet, men under gulvet i kirkens hovedrum, har man fundet tidlige kristne mosaikker, som man mener er blevet lagt under den romerske periode. I San Francesco kirken fra slutningen af det 17. århundrede kan man opleve imponerende kirkearkitektur i barokstil. Indeni er kirken overvældende udsmykket med stucco og freskomalerier.


Piazza della Repubblica er Mazara del Vallos vigtigste plads. Her ligger nogle af byens mest betydningsfulde bygninger, så som katedralen og rådhuset. Desuden er her en fantastisk lokal livlighed stort set hele året rundt. Mange af byens værker har en helt særlig historie, og det gælder også Den dansende satyr, en græsk bronzeskulptur, der havnede i en lokal fiskers net i 1998. Man mener, at den er mere end 2000 år gammel og taget i betragtning af, at den har ligget på havets bund i årtusinder, er den særdeles velbevaret.


Mazara del Vallo byder også på kultur af nyere dato. Byens teater, Teatro Garibaldi, der er blandt Italiens mindste, er en æstetisk hyldest til det lokale fiskerliv. Bygningen er lavet af træ fra kasserede fiskerbåde. Teatret blev oprindeligt opført i 1800-tallet, hvor her var livlig aktivitet af optrædende, men i løbet af 1900-tallet blev Teatro Garibaldi nærmest glemt, og i mange år stod bygningen tom. I 2010 blev det besluttet fra kommunal side, at teatret skulle genopstå, og det er derfor i dag muligt at se forestillinger i den fine træbygning.


Keramikruten er et andet kulturelt tiltag der i den grad sætter kulør på Mazara del Vallo. Her er keramisk arbejde i alle afskygninger og stilarter hængt og sat op i Kasbahens små stræder. Udsmykningsprojektet blev påbegyndt i 2011 som et samarbejde mellem kommunen og byens keramikere og har til formål at forskønne den gamle bykerne og hylde dens arabiske ophav. På trods af Mazara del Vallos rige kunst- og kulturliv er den forholdsvis fri for turister, og på en rejse til fiskerbyen får man en helt anderledes oplevelse sammenlignet med andre steder i Italien.


Selinunte

Den græske indflydelse er synlig mange steder på Sicilien, og man oplever den tydeligt i det arkæologiske område Selinunte. Byen, der blev grundlagt i 628 f.Kr., menes at have haft omkring 30.000 indbyggere –foruden slaver – og var bygget omkring et Akropolis med mange templer og en kæmpemæssig bymur. Selinunte var en af det gamle Grækenlands vigtigste kolonier i Middelhavet med et rigt handels- og sejlerliv. Under et angreb i 409 f.Kr. blev byen stort set jævnet med jorden af kartaginienserne.


Heratemplet står næsten helt intakt, mens søjlerne fra flere af de andre templer er rejst igen. Man mærker tydeligt historiens kraft, når man går rundt i områdets gamle gadeaftegninger. Selinunte ligger smukt ud til havet med nogle fantastiske strande omkring sig, og fra byens Akropolis har man en vidunderlig udsigt.


Palermo

På den nordlige del af Sicilien ligger øens hovedby, Palermo. Byen har godt 600.000 indbyggere og er en vidunderlig blanding af mange forskellige kulturers indflydelse gennem flere tusinde år, hvilket tydeligt ses i Palermos rige kunst- og kulturskat. Byens udtryk er på samme tid både smukt og råt – en blanding, der giver den en hel særlig stemning.


Palermos katedral i centrum af byen er et arkitektonisk miks af mange perioders æstetikker. Oprindeligt lå her en moske, men med normannernes overtagelse af Palermo, blev det besluttet at rive den muslimske bygning ned og bygge en kirke i stedet. Første del af kirkebyggeriet stammer fra 1185, men katedralen er blevet udbygget helt frem til 1800-tallet, og arkitektoniske linjer fra gotikken, barokken og neoklassicismen er blandt de dominerende i kirken. Alligevel virker udtrykket harmonisk, og er man arkitekturinteresseret, kan man bruge lang tid på at studere katedralens ydre. Bygningens indre står i skarp kontrast til dens rigt udsmykkede ydre. Det store kirkerum virker næsten koldt på grund af de store, rene linjer og umiddelbart farveløse indretning. Men kirken rummer faktisk et væld af kunst blandt andet af den berømte Gagini-familie. Desuden er kapellerne et tydeligt billede på den store magt og rigdom, som mange af områdets familier havde og besad.


San Giovanni degli Eremiti adskiller sig arkitektonisk fra domkirken. Kirken blev begyndt i det 6.århundrede e.Kr. og har spor fra både arabisk og normannisk arkitektur. Den mest iøjnefaldende detalje på kirken er klokketårnet med det røde kuppeltag, der mere ligner en nordafrikansk byggestil end en europæisk. Kirken ligger ved en gammel klosterhave, der minder om et lille paradis med rigt planteliv og små skulpturer.


Hvis man er på en kulturrejse i Palermo, skal man unde sig selv et besøg i Palermopaladset. Oprindeligt fungerede paladset som hovedsæde for de normanniske konger, men efter normannernes fald har skiftende magthavere haft hovedsæde her. Ligesom mange andre af Siciliens historiske bygningsværker, var det oprindeligt arabisk og blev opført i det 9. århundrede. I 1072 begyndte normannerne at anvende det som både bolig og kontorer for kongen. Paladsets mange funktioner blev yderligere udvidet i 1132, da man byggede den tilhørende kirke Capella Paletina. Arkitekturen er primært byzantinsk, og kirkens smukke buer og detaljerige mosaikker virker næsten helt overvældende, når man først træder ind i rummet. Der er stort set ikke en flade i kirken, der ikke er udsmykket med guld og farvestrålende illustrationer fra bibelen.


Monreale

Nogle kilometer syd for Palermo finder man øens måske smukkeste bygningsværk, Monreales domkirke. Kirken blev opført i 1174 under kongen Vilhelm II’s normanniske herredømme. Det smukke bygningsværk skulle både fastslå den unge konges guddommelige magt, kristendommens overlegenhed i forhold til islam og uddanne øens beboere i bibelens historier. Dette har i høj grad fået betydning for det syn, der møder en, når man træder ind i kirkerummet. I korets bue ses det store, smukke pantokrator – en byzantinsk fremstilling af Jesus som almægtig verdenshersker. Resten af kirkens flader er dækket af fantastiske glasmosaikker i et væld af farver og guld. Mosaikkernes samlede størrelse er på 6300 kvadratmeter og fortæller bibelens historier. Dette kæmpemæssige kunstværk skulle lære1100-tallets borgere, der i vid udstrækning var analfabeter, om kristendommen gennem billeder.


Marsala og omegn

Lidt nord for Mazara del Vallo finder man den ligeså idylliske havneby Marsala. Som man måske kan regne ud på grund af navnet, er byen især berømt for marsalavin, en sød, kraftig vin, der minder lidt om portvin. Siden grækernes herredømme på øen i ca. år 600-200 f.Kr. har Marsala været kendt for sin vinproduktion, men det var først i 1800-tallet, at engelske handelsmænd gjorde marsalavinen verdensberømt. I dag betyder den mørke drik ligeså meget for byens kultur, som de smukke bygninger og kunstværker gør. Et besøg i en af byens mange vinkældre er derfor en lige så væsentlig del af en kulturrejse hertil som ture til monumenter og museer.


Som flere andre steder på Sicilien rummer Marsala også skattede, historiske bygningsværker. I det romerske arkæologiske område finder man blandt andet en villa fyldt med fascinerende mosaikgulve, der illustrerer, hvordan datidens rigmænd og kvinder udsmykkede deres hjem.


I området omkring Marsala ligger det store naturreservat Stagnone. I det beskyttede reservat kan man opleve en helt særlig fauna og et spændende fugleliv, hvor man eksempelvis kan se flamingoer. Men Stagnone er især kendt for den specielle saltudvinding, der kan dateres helt tilbage til fønikerne. Her ligger saltet og tørrer på næsten malerisk vis i store pyramider under teglsten. Det er et utrolig smukt syn, som er meget langt fra nutidens hurtige produktionsformer.


I naturreservatets lagune ligger også en gruppe øer, hvoraf den største hedder Mozia og huser resterne af en by, der blev grundlagt 700 år f.Kr. Den tidligere fønikerkoloni er i dag et af middelhavets vigtigste arkæologiske områder. Øen blev jævnet med jorden under et angreb i 397 f.Kr og lå øde hen indtil en engelsk arkæolog i begyndelsen af 1900-tallet købte den, startede et større udgravningsprojekt og byggede de bygninger, som man i dag finder på Mozia. I dag muligt at besøge et museum på øen og få et dybere indblik i øens dramatiske historie.


Trapani og Erice

I samme område som Marsala og Stagnone ligger Trapani malerisk placeret med middelhavet på den ene side og bjerget Erice på den anden. Med sine 70.000 indbyggere er det en af Siciliens større byer, og foruden smukke omgivelser og natur byder Trapani på et væld af historiske kulturoplevelser og smukke barokke bygninger. Som i de fleste andre af Siciliens kystbyer er fiskeri en vigtig del af livet i Trapani, og man kan få serveret fisk og skaldyr på sin tallerken direkte fra havet.
Stemningen og arkitekturen vidner om det tætte bånd til arabisk kultur. Eksempelvis er taget på byens domkirke, Cattedrale di San Lorenzo, beklædt med fliser i smukke farver, som man kender det fra det nordlige Afrika. Trapani er opdelt i den gamle, arabiskinspirerede bydel med smalle, labyrintiske gader mod vest, og den nye del med mere luft mellem bygningerne og store grønne områder mod øst. Hvert år afholdes der en stor festival, Luglio Musicale Trapanese, i juli, der byder på klassisk musik, opera, ballet og teater. Festivalen tiltrækker mange tusinde kulturelskere og bidrager til den i forvejen glade stemning i Trapani.


Begiver man sig op på bjerget Erice, kan man besøge bjergbyen af samme navn i ca. 750 meters højde. For at lette turen derop er her etableret en tre kilometer lang svævebane, og turen er en oplevelse i sig selv. Fra byen er der en fantastisk udsigt over Trapani, Marsala, Stagnone, De Egadiske Øer, middelhavet og på klare dage, kan man se hele vejen til Tunesien.


Ligesom resten af Sicilien har byen været underlagt forskellige civilisationer og kulturer, men det er primært bygningerne fra den normanniske periode, der dominerer Erices historiske bybillede i dag. Byens grundplan og arkitektur er et klasseeksempel på middelalderens bymæssige udtryk, hvor stort set alt er bygget i sten, og når man bevæger sig rundt i de smalle, brostensbelagte gader, mærker man tydeligt historiens vingesus. Desuden er byens gamle fæstningslignende bymure stadig bevaret. Byens uofficielle vartegn er tårnet Toretta Pepoli e Venere, der ligger neden for Toretta Pepoli slottet. Tårnet, der er placeret faretruende yderligt på bjergets klipper, blev bygget fra 1872-1880 og er på en gang smukt og skræmmende. Byen rummer også en række fantastiske kirker og spændende lokale museer.


Villa Romana del Casale

Bevæger man sig væk fra Siciliens kyster og ind i landet, finder man den romerske herskabsvilla Villa Romana del Casale ikke langt fra byen Piazza Armerina. Villaen, der er fra 300 e.Kr., blev i 1997 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, og rummer den største og flotteste samling mosaikker fra den romerske periode. Hele 31.000 små mosaikfliser udgør de mange værker i den gamle villa. I 1161 blev store dele af villaen begravet under et jordskred, og i flere hundrede år lå den øde hen. Men i 1900-tallet begyndte man at grave den ud igen. Der er ikke meget tilbage af villaens vægge, men med etableringen af gangbroer og vinduer ned til udgravningerne er det muligt at danne sig et tydeligt billede af overklasselivet for 1700 år tilbage. Blandt andet kan man se det omfattende centralvarmesystem, hvor udvendige ovne har opvarmet både vand og luft til bygningen. Gulvmosaikkerne er foruden at være utrolig smukke også sjove og overraskende. I villaens gamle pool-område finder man eksempelvis Ragezza in bikini, en gulvmosaik, der forestiller ti unge kvinder i bikini, der dyster i forskellige sportsdiscipliner. Denne afslappede holdning til lettere nøgenhed og livets lege understreges yderligere af, at bygningen har huset hele seks elskovsværelser. I det hele taget spiller fritid en stor rolle som motiv i mosaikkerne, hvor der også er afbilledet rigmænd på jagt. Villa Romana Casala er med sin blanding af kunst, historie og arkitektur en vigtig destination for alle kulturrejsende på Sicilien.


Catania

Siciliens næststørste by, Catania, ligger på øens østlige side syd for vulkanen Etna. Vulkanen har i høj grad haft betydning for byens historie og udformning, da den flere gange har været i udbrud. Værst gik det for sig i 1669, hvor store dele af Catania blev dækket af lava. I 1693 ramte endnu en tragedie, da et jordskælv bidrog yderligere til ødelæggelserne. Alligevel rejste Catania sig igen i løbet af 1700-tallet og anvendte netop lavaen til at genopbygge byen – nu i barokstil med store boulevarder, pladser og parker. De seneste år har især Catanias centrum gennemgået en omfattende byfornyelse, så et i dag fremstår flot og indbydende.


Catanias stemning er en sjov kombination af hektisk, italiensk storbyliv og en afslappet nydelsesorienteret tilgang til dagen. Hver aften ser man folk slappe af med god mad og vin på byens restauranter og torve. Byens store bygningsværker og monumenter er som følge af vulkanudbruddet i det 17.århundrede ikke så gamle som mange af de andre kulturhistoriske seværdigheder, man finder på Sicilien, men det gør dem absolut ikke mindre imponerende. Byens katedral, Duoma Saint’Agata, er et mesterværk udi italiensk barokarkitektur med smukke romerskinspirerede søjler. Mange af øens mest betydningsfulde historiske personer ligger begravet her blandt andet komponisten Vincenzo Bellini. Af respekt for lokalhistorien er dele af kirkens inderside dekoreret med en mosaik, der beskriver jordskælvet i 1693. Katedralen ligger på Piazza del Duomo, som er Catanias vigtigste offentlige plads. Den fantastiske barokke stil og arkitektur i samspil med lava- og kalkstensmaterialerne har placeret Pizza del Duomo på UNESCO’s verdensarvsliste. Her finder man også byens vartegn, Fontana dell’Elefante, et springvand fra 1736, der forestiller en næsten komisk, smilende elefant udført i lava.



Venedig

Venedig er en af de mest sagnomspundne byer i verden. Den eventyrlige by, hvis skønhed hviler på et usikkert fundament, har gennem historien tiltrukket store kulturpersonligheder og dannet kulisse for nogle af de største værker. Det var her Shakespeares store komediedrama Købmanden fra Venedig udfoldede sig, her Gustav von Aschenbach forelskede sig i den unge Tadzio i Thomas Manns klassiker Døden i Venedig, her Donald Sutherland og Julie Christi blev hvirvlet ind i byens labyrintiske gader i gyseren Rødt Chok og her Indiana Jones begyndte en bådjagt i Indiana Jones og det sidste korstog. Flere steder i verden, har man endda opført kopier af byen. Det er eksempelvis muligt at tage en gondoltur i Las Vegas’ egen udgave af Venedig. Den flydende by appellerer altså både til højkultur såvel som populærkultur og kitsch. Måske er det derfor, den hvert eneste år tiltrækker et væld af rejsende fra hele verden.


I Venedig kan man sammensætte sin tur, som man vil. Man kan nemt falde i alle turistfælderne, men der er også rig mulighed for at styre uden om disse og i stedet tage på rundtur til mange af byens museer eller dedikere sig et hundrede procent til Venedig Biennalen, der fremviser den nyeste kunst og arkitektur fra den globale scene og finder sted hvert år på en af byens mange øer. Venedig er en oplagt destination for en kunstrejse, da der er rig mulighed for at opleve samtidskunst og værker fra nogle af kunsthistoriens helt store navne. Desuden er byen fri for biler, så alting foregår enten til fods eller i båd, hvilket blot forstærker det eventyrlige atmosfære, som byen emmer af.


Venedig Biennalen

Biennalen i Venedig er den ældste og mest prestigefyldte af alle biennalerne. Siden 1895 har biennalen tiltrukket kunstnere, gallerister, kunstkendere og -elskere fra hele verden. I knap hundrede år blev arrangementet afholdt med to års mellemrum, men i 1980 udvidede man med en arkitekturbiennale, så det nu veksler mellem kunst og arkitektur hvert år. Begge begivenheder præsenterer nogle af de største navne indenfor de to felter, og lige meget om man har større eller mindre viden om områderne er biennalerne så omfattende, at alle vil kunne finde noget af interesse.


Kunstbiennalen er opbygget af mere end 64 pavilloner, som repræsenteres af hvert sit land. En international hovedkurator udstikker et overordnet tema for biennalen og udvælger kunstnerne, der så får frit spil til at udsmykke pavillonen. I den danske pavillon legede Olafur Eliasson i 2003 med beskuerens kropslige perception af ude og inde og oppe og nede gennem sine store installationer i både industrielle og organiske materialer. Som noget helt anderledes for biennalen samarbejdede den danske og den norske pavillon, da kunstnerduoen Elmgreen og Dragset inviterede 24 internationale kunstnere til at udsmykke de nordiske pavilloner, som var omdannet private hjem i luksusklassen med både levende statister og en voksfigur i swimmingpoolen. Udstillingen var på en gang tankevækkende, komisk og uhyggelig og skabte stort røre på den 53. biennale.


Blandt verdens store internationale navne, der har deltaget på biennalen gennem årene kan nævnes Louise Bourgeois, Pablo Picasso, Paul Klee, Wassily Kandinsky, Damien Hirst og Ai Weiwei. Det høje kunstneriske niveau kombineret med det omfattende program betyder, at Venedig Biennalen er noget, man ofte vender tilbage til, hvis man først har oplevet det en gang. Den store diversitet i publikummet er alene er en oplevelse i sig selv.

Museer

Som mange andre italienske byer byder Venedig også på et rigt museumsliv. Her er alt fra storslåede kunstudstillinger til mindre og mere nicheprægede museer. Det handler bare om at finde det, man kan lide og gå om bord i de mange tilbud.


Peggy Guggenheim Museet

I et palads fra 1700-tallet ligger det fantastiske Peggy Guggenheim Museum. Peggy Guggenheim levede fra 1898-1979 og var en del af den magtfulde og stenrige Guggenheim-familie. Den excentriske Peggy var både kunstsamler og noget af en kendis i datidens kunstmiljø, hvor hun mængede sig med nogle af verdens allerstørste navne. Hun var eksempelvis gift med den tyske kunstner Max Ernst i nogle år. I 1949 købte hun Palazzo Venier dei Leoni og flyttede til Venedig med sine mange hunde – angiveligt fordi hun her ikke skulle frygte, at de ville blive kørt over. Her boede hun i over 30 år og udbyggede sin kæmpe samling af moderne kunst. I 1951 begyndte hun at åbne dele af samlingen for offentligheden, og efter hendes død i 1979 blev hele kunstsamlingen offentlig. I dag er Peggy Guggenheim Museet et af Venedigs mest besøgte museer – og med god grund. Her findes nogle af den amerikanske modernismes, abstrakt ekspressionismes, kubismens og surrealismens mest ikoniske værker. Duchamp, Giacometti, Ernst, Miró, Dalí, Mondrian, Bacon, Pollock, Ono og mange, mange flere af det 20. århundredes mastodonter har værker udstillet i paladsets smukke sale og gårdhave, hvilket gør det til et af Italiens bedste museer med 1900-talskunst. Kombinationen af Peggy Guggenheims fascinerende historie, de mange berømte værker og de smukke bygninger gør Peggy Guggenheim Museet til et nødvendigt stop på en kunstrejse til Venedig.


Galleria dell’Academia

På den sydlige side af Canal Grande ligger Venedigs største kunstmuseum, Galleria dell’Academia. Museet huser primært kunst af de venetianske mestre fra 1200-tallet frem til 1800-tallet. Værker af blandt andre Bellini, Tizian, Tintoretto og Canaletto er udstillet i de historiske bygninger, der i 1700-tallet husede Venedigs kunstakademi. Enkelte af salene rummer særudstillinger, der skifter i løbet af året. Desuden får man her et godt billede af, hvor lidt Venedigs bybillede egentlig har ændret sig siden 1400-tallet, og byens historie og mange myter illustreres gennem de farvestrålende værker og skulpturer. Er man især til byzantinsk kunst, renæssancen og barokken, vil man helt sikkert kunne bruge timevis på Galleria dell’Academia.


Dogepaladset

Dogepaladset eller Palazzo Ducale, der i dag fungerer som museum, er et af Venedigs vartegn. Den oprindelige bygning blev etableret allerede i 810, da man flyttede den venetianske republiks hovedsæde og dogens (fyrsten) bolig hertil. Gennem de næste mange hundrede år blev republikkens politik, love og jura styret herfra. I 1300 og 1400-tallet blev paladset rigt og omfattende udbygget. Denne opgradering af bygningerne skulle minde tilrejsende om Venedigs magtfulde position i Italien og Europa. Især har sengotikkens storslåede arkitektur præget bygningernes udtryk, der desuden er udsmykket med værker af renæssancemestre som Giorgione og Bellini.


Dogepaladsets indre er mindst ligeså imponerende. De mange sale, haller og kamre indeholder skulpturer og væg- og loftsmalerier af nogle af de skiftende perioders mestre. Et af de første syn, der møder en, når man træder ind i paladset, er den storslåede og rigt udsmykkede trappe, Scala d’Oro, eller Den gyldne trappe. Trappen, der fører op til senatskammeret og dogens private bolig, er fra midten af 1500-tallet og har fået sit navn fra loftsmaleriernes guldbeklædte stukindramninger. Den tidligere bolig er næsten tømt for møbler, da Napoleons hær rømmede stedet i 1797, men rummenes arkitektoniske storhed og graden af kunst over alt vidner om den rigdom og magt, både Venedig og dens forskellige doger har besiddet.


Den verdensberømte Sukkenes Bro fører fra Dogepaladsets retssale over en kanal til det tidligere statsfængsel. Broen blev tilføjet i 1600-tallet og er opført i hvid kalksten. Den er totalt lukket med små vinduer, der kun giver et lille glimt af byen udenfor. Dette inspirerede Lord Byron til at give den navnet, da han forestillede sig fangernes suk ved det sidste glimt af frihed på vejen over til fængslet.


Monumenter

De store rigdomme, der har floreret i Venedig gennem flere tusinde år, har kastet mange store monumenter af sig, og en gå- eller sejltur rundt i byen er en fryd for alle med blot den mindste kunst- eller arkitekturinteresse.


Markuskirken

Markuskirken, eller Basilica di San Marco a Venezia, er et af Venedigs vartegn og vigtigste bygningsværker. Oprindeligt lå basilikaen i Dogepaladset, men efter en omfattende brand i 976 begyndte man i 1073 kirkebyggeriet til den kirke, der står i dag. Det var dog stadig dogens private kirke frem til 1807, da byen overtog katedralen og gjorde den offentlig. Markuskirken er et af verdens fineste eksempler på byzantinsk arkitektur både ude og inde. Den er massivt dekoreret med ornamenter, som Venedigs rejsende bragte med hjem fra blandt andet orienten gennem flere århundreder. Derfor fortæller kirken også den vigtige historie om Italiens kulturelle indflydelse på og fra resten af verden. Kirkens storhed understreges yderligere, når man træder ind i det store kirkerum. Det farverige marmorgulv er arrangeret i geometriske mønstre afbrudt af motiver af eksempelvis dyr. Væggene og loftets 8000 kvadratmeter er dækket af forgyldte mosaikker, der illustrerer de to testamenter. Hovedalteret er lavet i massivt guld og blev udformet af de bedste guldsmede, som det 10. århundredes Venedig kunne byde på. At Markuskirken byder på kulturhistorie i den absolutte verdensklasse, kan der ikke herske tvivl om. Man skal dog væbne sig med en god portion tålmodighed, hvis man vil besøge kirken, da det er Venedigs mest populære turistattraktion.


Markuspladsen

Markuskirken ligger placeret på den berømte plads, Markuspladsen. Her slås duer og turister om kvadratmeterne hver eneste dag året rundt – og med god grund, for pladsen rummer både skønhed og stor kulturhistorisk værdi. Etableringen af pladsen blev påbegyndt i det 9. århundrede. Dengang var det blot et mindre torv flankeret af træer, men som en naturlig konsekvens af det storslåede kirkebyggeprojekt blev Markuspladsen udvidet. Sidenhen har pladsen været den største i Venedig, og lokale omtaler den da også bare som ’la Piazza’, altså pladsen. Den er indrammet af Markuskirken på denne ene side og bygningerne Kampanile, Procuratie Vecchie, Procuratie Nuove og Ala Napoleonica på de andre sider. De tre sidstnævnte bygninger er opført gennem forskellige århundreder og har fungeret som kontorbygninger for nogle af Venedigs vigtigste folk. I dag er arkaderne under de gamle kontorbygninger fyldt med caféer og forretninger, og her er en ligeså hektisk stemning, som på selve pladsen. Vil man opleve Markuspladsens storhed og skønne arkitektur, kan det anbefales at komme her enten tidligt på morgenen eller om aftenen, hvor menneskemylderet er stilnet lidt af.


Santa Maria della Salute

Da man i 1630 efterhånden begyndte at få den pest under kontrol, der havde slået en tredjedel af den venetianske befolkning ihjel, besluttede man at opføre en kirke dedikeret til Jomfru Maria, der i den romersk-katolske kirke er sundhedens beskytter. Resultatet blev Santa Maria della Salute, eller blot la Salute. Kirken er ikke blandt Venedigs største, men den ligger smukt placeret på en tange mellem Markusbassinet og Canal Grande. Den ottekantede barokke kirke er rigt udsmykket med mange referencer til Jomfru Maria – de otte sider forbinder kirken med Marias otte spidser i hendes symbolske stjerne, kuplen symboliserer hendes krone og selve kirkerummet hendes livmoder. Kirkens indre er spækket med religiøse malerier af blandt andet Tintoretto. Er man kunstinteresseret er Tintorettos værker værd at nærstudere, da man her ser overgangen fra højrenæssance til manierisme. Santa Maria della Salute har på grund af sin særlige arkitektur og placering været et yndet motiv i forskellige perioders kunstneriske afbildning af Venedigs bybillede, og for kulturelskeren er kirken et vigtigt stop på en rejse til Venedig.


Rialtobroen

Den ældste af de fire broer over Canal Grande, Rialtobroen, er endnu et af Venedigs verdensberømte bygningsværker. Broen er opført mellem 1588 og 1591 og er knap 32 meter lang. Oprindeligt var her en træbro, men i begyndelsen af 1500-tallet blev det besluttet at etablere en stenbro. Man var dog lidt uenige om den æstetiske udformning og mange arkitekter var på tale, herunder Michelangelo. Til sidst udskrev man en arkitektkonkurrence, som Antonio da Ponte vandt. Broens design minder om den tidligere træbros med en skarp stigning i buen og to rækker af butiksarkader. På grund af byggeriets vanskelige omstændigheder, som mudret underlag og vandstandens omskiftelighed i Canal Grande, betegnes Rialtobroen derfor som et af senrenæssancens store ingeniørmæssige mesterværker.


Venedig er ikke sammenlignelig med noget andet sted i verden. Kanalernes samspil med den smukke, historiske arkitektur og de mange monumenter og kunstværker skaber en helt særlig stemning, og man føler sig næsten hensat til en anden tid, når man bevæger sig rundt. At placere en biennale for samtidskunst i denne by, kan synes at være et paradoks, men det fungerer. Kontrasterne mellem byen og udstillingen understreger betydningen af kunstens tilstedeværelse gennem tiderne, og en kunstrejse hertil er en uforglemmelig oplevelse.

Rejseledere på rejser til Italien

Trine Ross

Trine Ross er magister i kunsthistorie, kunstanmelder og -skribent ved Politiken, foredragsholder, forfatter og (kunst)debattør. Desuden er hun holdkaptajn i ‘Kunstquiz‘, vært på serien ‘Besat Af …‘ om samlere, og medvirker i mange andre programmer på DR K. Trine optræder også jævnligt i Kulturnyt på P1. Igennem årene har hun løbende bidraget til opslagsværker som Den Store Danske Encyklopædi, Weilbachs Kunstnerleksikon og Politikens Kunstleksikon. Trine laver kunstrejser til Venedig, Firenze, London, Venedig og Berlin.

Rejseleder Trine Ross
Rejseleder Tine Kragh

Tine Kragh

Tine Kragh er cand.mag. i kunsthistorie fra Københavns universitet. Hun arbejder og har arbejdet på forskellige museer, blandt andet på Thorvaldsens museum og Kastrupgårdsamlingen som omviser og kunstformidler. Derudover underviser hun på Folkeuniversitetet.

Tine skaber kunsthistoriske rejser til Italien. Hun er selv kunstner og har udstillet i mange gallerier i Danmark, Frankrig og Italien, heriblandt i Vatikanet i Rom. Hun laver også udsmykningsopgaver. Her har hun blandt andet lavet en større udsmykning i Tivoli i København.

Tine underviser desuden i kunst og maleri og holder foredrag i kirker og på højskoler rundt i landet. Hun har arbejdet, studeret og har haft legatophold i Danmark og udlandet. Det gælder blandt andet i klostret San Cataldo Amalfi, Fabriano, Marche, San Silvestro, Fundation Danoise, Paris samt klostre i Danmark som Ørslev og Løgumkloster.

Rie Boberg

Rie Boberg har boet 30 år i Italien, hvor hun bl.a. var olivenbonde. Hun er cand.mag i italiensk og oversætter italiensk litteratur til dansk og underviser i italiensk på aftenskoler. Hun har rejst Italien tyndt og er en erfaren rejseleder. Både i sine studier og på sine rejser er den italienske madkultur i fokus. Hun er en aktiv del af den italienske græsrodsbevægelse Slow Food, og dette netværk kommer ofte hendes medrejsende til gode. Hun er forfatter til flere bøger om italiensk madkultur og medlem af Danske Madpublicister og Accademia italiana della cucina.

Rejseleder Rie Boberg

Billeder fra Italien

Italien - Firenze - Santa Maria Del FioreItalien - Firenze - Santa Maria Del FioreItalien - FirenzeItalien - FirenzeItalien - Firenze - Palazzo DavanzatiItalien - Firenze - San Lorenzo BasilikaItalien - Firenze - UffizierneItalien - Firenze - UffizierneItalien - Firenze - UffizierneItalien - Firenze - UffizierneItalien - Firenze - Vasari-korridorenItalien - Firenze - Akademiet - DavidstatuenItalien - Firenze - Santa Maria NovellaItalien - Firenze - Palazzo VecchioItalien - Firenze - Palazzo VecchioItalien - Firenze - Palazzo PittiItalien - Firenze - Boboli-haverneItalien - Firenze - Boboli-haverneItalien - SienaItalien - San Gimignano Italien - San GimignanoItalien - Sicilien - EtnaItalien - Sicilien - Det græske teater i TaorminaItalien - Sicilien - Taormina - Isola Bella Italien - Sicilien - PalermoItalien - Sicilien - PalermoItalien - Sicilien - MonrealeItalien - Sicilien - TrapaniItalien - Sicilien - TrapaniItalien - Sicilien - MoziaItalien - Sicilien - MarsalaItalien - Sicilien - MarsalaItalien - Sicilien - SelinunteItalien - Sicilien - AgrigentoItalien - Sicilien - Piazza AmerinaItalien - Rom - TrastevereItalien - Rom - TrastevereItalien - Rom - TrastevereItalien - Rom - Palazzo BarberiniItalien - Rom - Palazzo BarberiniItalien - Rom - Trevi-fontænenItalien - Rom - San Lucca-akademietItalien - Rom - PeterskirkenItalien - Rom - PeterskirkenItalien - Rom - PeterskirkenItalien - Rom - PeterskirkenItalien - Rom - Den spanske TrappeItalien - Olevano RomanoItalien - Sicilien - Mazara del ValloItalien - Sicilien - Mazara del Vallo - Piazza della Repubblica - KatedralenItalien - Sicilien - Mazara del Vallo - Piazza della Repubblica - KatedralenItalien - Sicilien - Mazara del Vallo - San Francesco-kirkenItalien - Sicilien - Mazara del Vallo - Sankt Ignazio-kirkenItalien - Sicilien - Mazara del Vallo - Il Satiro Danzate-museetItalien - Sicilien - Mazara del Vallo - Il Satiro Danzate-museetItalien - Sicilien - Mazara del Vallo - Garibaldi-teateretItalien - Sicilien - Mazara del Vallo - San Vito a Mare kirkenItalien - Sicilien - Mazara del Vallo - KasbahenItalien - Sicilien - Mazara del Vallo - KasbahenItalien - Sicilien - FavignanaItalien - Sicilien - FavignanaItalien - Sicilien - LevanzoItalien - Sicilien - LevanzoItalien - Sicilien - EriceItalien - Sicilien - EriceItalien - Venedig - MarkuspladsenItalien - Venedig - Markuspladsen Italien - Venedig - GondolItalien- Venedig - KustomerItalien - Venedig - ByoversigtItalien - Venedig - MarkuskirkenItalien - Venedig - MarkuskirkenItalien - Venedig - Peggy Guggenheim MuseetItalien - Venedig - DogepaladsetItalien - Venedig - Dell'AccademiaItalien - Venedig - Kondoler i Canal GrandeItalien - Venedig - Ca’Rezzonico Italien - Venedig - Mand i kostume (ved San Marco square)Italien - Venedig - GiardiniItalien - Venedig - Arsenale bygningenItalien - Napoli - Det Spanske KvarterItalien - Napoli - Kulinariske oplevelserItalien - Napoli - Kulinariske oplevelser Italien - Napoli - Kulinariske oplevelserItalien - Napoli - Fiskemarkedet i PignaseccaItalien - Napoli - Castel Sant’ElmoItalien - Napoli - Sanità -kvarteretItalien - Napoli - Santa Maria della SanitàItalien - Napoli - cimitero delle fontanelleItalien - Napoli - Ischia øenItalien - Napoli - Castel Dell'ovoItalien - Napoli - Vico EquenseItalien - Napoli - Palazzo RealeItalien - Napoli - Scavi di San LorenzoItalien - Napoli - DomkirkenItalien - Ostuni - Den hvide byItalien - Salento - Ostuni - Den hvide byItalien - Salento - TarantoItalien - Salento - TarantoItalien - Salento - BrindisiItalien - Salento - Ceglie Messapica Italien - Salento - LecceItalien - Salento - LecceItalien - Salento - OliventræItalien - Salento - OlivenmølleItalien - Salento - Noahs haveItalien - Salento - Santa Maria di LeucaItalien - Salento - GallipoliItalien - Salento - GallipoliItalien - Salento - GalatinaItalien - Salento - Otranto Italien - Salento - OtrantoItalien - Salento - OtrantoItalien - Sicilien - SiracusaItalien - Siracusa - Dionysios ØreItalien - Sicilien - Necropoli di PantalicaItalien - Ortigia - Arethusa fontænenItalien - Ortigia - Siracusa DomkirkeItalien - Sicilien - NotoItalien - Sicilien - Villa del Tellaro Italien - Sicilien - CastelmolaItalien - Sicilien - Villa Armerina